Den nedenstående beretning er skrevet Oskar Lilja og blev bragt i den udgave af Modstandskampen 1940-45, der blev udsendt i november 1997.
I teksten er forkortelser blevet skrevet ud, et enkelt afsnit er ændret fra nutidsform til datidsform og et tekststykke, der ikke gav mening udenfor bladet, er blevet pillet ud.
 |
| Hæren Tekniske Korps kontorbygning - 1954. Fotokilde: Kbhbilleder.dk. |
Våbenaflevering
Denne beretning har ligget i min skuffe i flere år. Om det kan have nogen interesse, ved jeg ikke. Men her er, hvad jeg skrev ned.
Den 20. april 1938 blev jeg indkaldt som soldat i Hærens Tekniske Korps. Efter en kort uddannelse ved 6. regiment i Odense blev jeg sendt til Hærens Tekniske Korps værksteder på Amager Boulevard i København, hvor jeg sammen med 10 andre skulle uddannes til bøssemager i hæren.
Derefter blev vi sendt til de forskellige regimenter - jeg til 6. regiment i Odense, hvor jeg gjorde tjeneste, da tyskerne invaderede landet. Jeg var stadig i tjeneste, da tyskerne overtog kasernen, og jeg blev hjemsendt.
Der gik et stykke tid, og en dag kom der et brev fra kaptajn Kristiansen, der bad mig om at komme til København til en samtale på hans kontor på arsenalet.
Jeg rejste til København og mødte kaptajnen. Han sagde: Jeg har et job til Dem, hvis De vil have det. Jeg sagde ja tak.
Så fortalte han, at tyskerne havde forlangt, at den danske regering skulle foranledige, at alle borgere, der var i besiddelse af våben, skulle aflevere deres våben. Det var blevet bestemt, at våbnene skulle afleveres til politiet.
For det politimæssige stod politiinspektør Svend Holten, og han havde overladt kaptajn Kristiansen det fagmæssige.
Det var blevet bestemt, at der skulle oprettes depoter til opbevaring af våben. Et depot i Jylland, for Midt- og Nordjylland, et for Fyn og Sønderjylland og et på Bornholm.
Jeg måtte støvsuge forskellige våbenforretninger og få deres prislister, så jeg havde noget at gå efter. Derefter skulle jeg opdele våbnene i fire punkter:
1. Velholdt.
2. God.
3. Misligholdt.
4. Kassabelt.
Punkt 4 bliver registreret på lige fod med andre, da ejeren måske vil kræve erstatning.
Jeg rejste til Nyborg Statsfængsel, hvor jeg traf fængselsinspektør hr. Kaj Jensen. Han viste mig fængslets gymnastiksal og sagde, at depoter skulle oprettes her. Der blev fremstillet reoler, der gik fra gulv til loft. Der var allerede ankommet mange våben.
Jeg fik antaget tre flinke folk, og vi gjorde klar til registrering. Inden vi gik i gang, sagde jeg til de tre medarbejdere: Nu ser I alle disse våben, der ligger her på gulvet. I alle disse våben kan der sidde skarpe patroner, og trykker man på aftrækkeren, går der et skud. Det er jer, der skal ordne alle disse våben og lægge det op på bordet til mig. Så er vi enige om, at vi betragter alle disse våben som ladte? I må aldrig røre, åbne eller trykke på aftrækkeren.
Men vi havde ikke uheld på depotet. Der var flere tusinde våben, så der var ikke tid til soignering; hvert våben blev indsmurt i løbet.
Alt gik efter planen, og jeg mener, vi var færdige sidst i 1941 eller først i 1942 - jeg husker det ikke.
Våbentyperne
Hvad var det for nogle våben, der blev opmagasineret?
Der var først og fremmest jagtvåben. Der var samlinger af våben til safarijagt, elefantrifler, glatløbede jagtvåben, jagtrifler og mange andre slags jagtrifler. Der var duelpistoler (to stk. i hver æske); rifler kamufleret som spadestokke, revolvere og pistoler i alle afskygninger.
Jeg fik mange henvendelser fra modstandsfolk. Jeg måtte forklare dem, at våbnene var registreret flere steder. Registrering bestod af et trefløjet kartotekskort. Det ene fik ejeren af det pågældende våben som kvittering, det andet skulle opbevares på den respektive politistation, hvor våbnene blev indleveret, og det sidste kort skulle blive på depotet i Nyborg. Så jeg kunne ikke fjerne nogle våben og hjælpe dem.
Havde jeg haft en mulighed, havde jeg gjort det, ingen tvivl om det.
Jeg vil slutte denne beretning fra Nyborg med følgende digt fra en sognefoged fra Sønderjylland. Digtet var fastgjort på hans velholdte 67 Ar.
I tooghalvtres af lange år,
min riffel jeg eje fra ungdommens vår,
jeg vandt den i skyttestævnernes tid,
hvor ungdommen sig øved i skydning med flid.
Nu afkald skal gives på riflen min ven,
men håber at få den med glæde igen.
Den tyske soldat i Vedbæk
I den tid, jeg var i Vedbæk, var tyskerne ved at arrestere jøderne. Vi var en klike i Vedbæk, der hjalp, hvor vi kunne. Der var mange landliggere, der mistede deres robåde.
Et tilfælde husker jeg: En nat var der gjort klar til, at seks til otte mennesker skulle ro over, da der ud af den blå luft pludselig stod en tysk soldat i fuld uniform; han havde endda sit gevær med. Han ville med over. Vi diskuterede ikke - han blev sat i båden ved den ene åre.
Der blev talt meget om denne episode, men vi kom aldrig til en forklaring! Nå, jeg rejste til Nyborg. Der lå en stor stak af våben - efternølere. Der gik en måneds tid, før det var i orden.
 |
| Geværfabrikken i Otterup. Årstal ukendt. Fotokilde: otterupgevaerfabrik.dk |
Jeg kom tilbage til kontoret i København og politiinspektøren sagde, at jeg måtte rejse til geværfabrikken i Otterup, hvor kystbevogtningen fik fremstillet nogle nye rifler.
Da det var i orden, begyndte jeg så at rejse rundt på hele Sjælland og ordne våben - på kystbevogtningens kaserner og kontorer i havnene. Nogle dage nordpå, andre dage sydpå. Sådan fortsatte det hele året, indtil jeg blev taget af tyskerne og sendt sydpå.
Sådan som jeg rejste rundt på hele Sjælland, er det klart, at jeg ikke kunne undgå at komme i forbindelse med modstandsbevægelsen forskellige steder; men helt ærlig, de havde ikke megen gavn af mig, da jeg kun var der kort tid de forskellige steder – jeg lavede, hvad de bad om.
Jeg skulle også være forsigtig og være på vagt. Det var trods alt mange politifolk, der holdt med Hitler.
Jeg har aldrig været tilsluttet en modstandsgruppe - jeg rejste rundt hele tiden. En dag, jeg besøgte min moder i Odense, spurgte min svogers fader, der var kedelpasser på sygehuset, om jeg kunne hjælpe nogle folk på sygehuset.
Jeg traf en mand på sygehuset, og vi kørte med elevator ned i dybet til kapellet. Der stod kister ved den ene væg, og jeg talte til fire lig i hver sin kiste. Han lagde nogle pistoler på et bord og bad mig om at vise, hvordan de skulle skilles ad og samles. Det var første gang, jeg så den amerikanske 11,5 mm Remington pistol, og jeg spurgte ham, hvor han havde disse fra.
Han fortalte, at der var styrtet en stor amerikansk maskine ned i nærheden af Odense, og modstandsbevægelsen havde gennemsøgt maskinen, inden tyskerne kom. Og disse pistoler var resultatet.
Da jeg havde lært ham at ordne pistolerne og ville gå, tog han en af pistolerne og spurgte, om vi ikke skulle prøve den.
- Hvor vil du skyde spurgte jeg.
- Henne i hjørnet kan vi skyde ned i risten.
- Hvad så med de lig i kisterne!
- De er døde, jeg har selv lagt dem i kisterne.
Det giver jo et ordentligt drøn med så stor en pistol, så jeg så ham ind i øjnene og sagde: Hør nu her, makker. Nu giver du mig 10 minutter. Så er jeg langt væk, og så vil jeg bare ønske, at både du og jeg overlever denne tid.
Jeg så ham aldrig siden.
Om han fyrede den af ...?
Hjemkommen fra Tyskland blev jeg sat til at oprette et værksted i Rigspolitiets Udrustningsdepot. Det kom op at stå, og det fungerede godt. I hele den tid, jeg var på værkstedet, kom der ustandselig våben ind til depotet fra hele landet.
Det var våben fra Tyskland og engelske efterladenskaber. Der var pistoler fra Italien (Beretta) - der var tyske, engelske, russiske, spanske og mange andre. Der var rifler fra mange lande. Alle de tyske geværer, og der var mange, sendte vi til hæren.
Lige fra starten havde jeg påbegyndt en våbensamling; der var nu så mange, at der ikke var plads til flere. politikommissær Petri Jeppesen fra den tekniske afdeling havde flere gange været med og se til samlingen.
En dag viste han mig et stort, tomt lokale i kælderen på Politigården. Han spurgte, om han ikke måtte overtage samlingen - han havde jo god plads, og da afdelingen agtede at oprette en afdeling for ballistik, havde han god brug for samlingen.
Han sagde: Jeg ved godt, at de ikke kan bestemme, om jeg må overtage samlingen, men jeg spørger dem, fordi det er dem, der har bygget våbensamlingen op.
Politikommissær Petri Jeppesen overtog hele samlingen, og den blev starten til politiets store våbensamling, som stadig består.
Nå, jeg havde ikke kunnet lave våbnene alligevel, for kort efter blev jeg indkaldt til politiskolen. Nu skulle jeg lære dette håndværk, så jeg sagde farvel til våbnene.
Så går vi frem til år 1969-70. Jeg havde været meget syg, og en professor sagde, at jeg led af KZ-syndrom. Jeg fik skånetjeneste seks timer og kom øjeblikkelig på sygeløn.
Det bevirkede, at hver gang jeg meldte mig rask hos dr. Funding, sagde han vredt: Det er en svinestreg, der er begået imod Dem. Jeg sagde: Så skylder jeg ikke politiet noget.
De sidste år, inden jeg blev pensioneret, gjorde jeg tjeneste på Københavns Politis våbendepot på Politigården. Bøssemageren på depotet var Holger Larsen. Vi havde været i hæren sammen, så der var ingen problemer.
Han fik pludselig en hjerneblødning, og så var jeg alene på værkstedet. Vi havde et godt samarbejde med våbenteknisk afdeling når de havde problemer, fik vi dem løst. Til gengæld gav de af og til en frokost.
Endelig fik vi en bøssemager til våbendepotet. Han oprettede det værksted, politiet har i dag. Kort efter blev jeg pensioneret med tilskadekomst-pension.
Så er det vel kun at spørge om, hvad der blev af våbnene på Statsfængslet i Nyborg - jeg ved det ikke!