Snublesten: Det blev fatalt da Bent kom for sent til en
sabotage
Af Michael Rathje
En af de fire modstandsfolk var den kun 18-årige Bent Christensen. Han blev født den 6. februar 1927 og likvideret af tyskerne den 28. marts 1945
Bent voksede op på Fjordvej 19 i Nyborg samme med sine to
storesøstre. Hans far, Christen Christensen, var vognmester ved DSB.
Efter at have taget mellemskoleeksamen fra Nyborg Realskole
blev Bent i juni 1943 optaget som math-elev, dvs. menig frivillig mariner i
Søværnet.
Den 29. august 1943 kom det til et brud mellem det officielle Danmark og den tyske besættelsesmagt, der indførtes militær undtagelsestilstand, og det danske forsvar blev afvæbnet af den tyske besættelsesmagt.
I Nyborg kom det til åben kamp mellem tyske og danske
soldater, og tre danske soldater og en orlogsgast mistede livet.
Som marinesoldat blev Bent interneret, og efter
interneringen gik han i malerlære. Hans svoger Poul Pedersen var dengang aktiv
modstandsmand i Nyborg.
Da Pouls svigerdatter mange år senere spurgte sin svigermor
Birthe, hvorfor hun havde et billede af en – syntes hun – ret intetsigende gård
hængende på sin væg, svarede Birthe: - Det er, fordi det engang var et meget
vigtigt hus.
Gården var nemlig et af de skjulesteder, som modstandsfolk i
Nyborg benyttede, når de skulle under jorden.
Angiveligt var det
Bents første aktive deltagelse i en sabotageaktion, men af en eller anden grund
kom han 5 - 10 minutter senere af sted end planlagt og løb lige i armene på de
tyske vagtposter.
Han blev bragt til
Husmandsskolen i Odense, hvor han blev underkastet skarpt forhør, hvor der blev
brugt tortur.
Den følgende morgen
blev de to kammerater Bendt og Henning arresteret. Det lykkedes deres
gruppefører at slippe væk sammen med 20 andre modstandsfolk fra Nyborg.
Sammen med Bendt og Henning blev Bent overflyttet til Vestre
Fængsel. Han blev dømt til døden ved en tysk krigsret og henrettet i Ryvangen
28. marts 1945.
Efter befrielsen blev hans lig gravet op og fragtet til Nyborg. Sammen med Henning og Bendt blev han bisat fra Vor Frue Kirke i Nyborg. Et stort begravelsestog gik igennem Nyborgs gader med de tre kister til kirkegården, hvor han blev stedt endelig til hvile.
Kilder: Snublesten Fyn, Nyborg i 800 år af Preben Hahn-Thomsen, Frihedsmuseets Database og Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.