I 1951 udsendte lensbaron og godsejer Hans Berner Schilden Holsten andet bind af sin slægtsbog, der rummer breve og dagbogsoptegnelser fra perioden 1941-1951. I den findes hans oplevelse af det angreb, der fandt sted mod et persontog ved Snestrup.
I forordene til bogen kan der blandt andet læses: ”Jeg ønsker at tilføje, at bortset fra en enkelt Beretning omtaler Brevene ikke Begivenheder i Forbindelse med Besættelsen. Disse kunde ikke nævnes, da nogle af Brevene sendtes til Slægtninge i Sverrig og Norge og altsaa skulde passere Censuren.”
Den originale stavemåde og tegnsætning er bevaret.
Beskydning af et tog paa Nordvestfyenske Bane ved Snestrup Holdeplads
Søndag den 7de Januar 1945 skulde Henrik, Christian Julius Simony og jeg til Odense for at se Genboerne til Eftermiddagsforestilling, og vi tog af Sted med Middagstoget KL 12,07, Vi sad i en af de bageste Vogne i det temmelig lange Tog.
Lidt efter Villestofte Station hørte vi under Vognen en Lyd, som om der var noget i Vejen med Vognens Hjul og dette gentog sig maaske en 5—6 Gange. Henrik sagde, at det lød, som om Hjulene var blevet firkantede. En af os sagde, at det havde lydt som Maskingeværsalver, og jeg sagde, at vi vilde have været ængstelige, hvis vi havde været i Jylland ; man kunde da ikke tænke sig, at et lille fyensk Tog kunde blive beskudt. Der var dog ingen af os, der tænkte paa, at det kunde være Alvor.
 |
| Togvogn efter angrebet. Fotokilde: Stadsarkivet |
Jeg saa en Mand i Vognens Gang, der dukkede sig ned, men det faldt mig ikke ind, at der kunde være noget i Vejen. Hverken Henrik eller jeg havde set det mindste til Flyvemaskiner, heller ikke bagefter, da vi kom ud af Toget. Vi sad midt i Vognen.
Ved Snestrup Holdeplads standsede Toget, og Folk begyndte at myldre ud af Vognene, og jeg saa en begynde at fjærne sig lidt i Løb; men det var stadig ikke gaaet op for mig, hvad der var sket. Jeg har vist nærmest tænkt, at Lokomotivet ikke kunde køre længere, og at det var derfor, man forlod Toget.
Lidt efter kom Forpagter og Fru Simony og Laurits Chauffør og hans Kone, der havde siddet i den tredie Vogn, hvor de havde lagt sig ned for at søge Dækning. De var heldigvis ikke kommet til noget, men i de to første Vogne var der flere dræbte og saarede, og det havde været frygteligt at se paa. Forpagter Simony og Laurits Chauffør, havde saaledes i den bageste Kupe i den forreste Vogn set en Mand sidde op uden Hoved.
Lokomotivføreren var dræbt, og Fyrbøderen menes at være sprunget af Toget for at undgaa at blive skoldet af udstrømmende Damp. Lokomotivet er gennemhullet af Kugler, og er vel blevet saa beskadiget, at det er gaaet i Staa afsig selv, hvad der er en stor Lykke, da Toget ellers kunde være blevet ved at køre, naar Maskinen var helt uden Betjening.
Togfører Andersen var gaaet over i den lige overfor liggende Præstegaard for at tilkalde Ambulancer, og jeg hørte ham sige, at der ikke kunde ringes op til Odense, hvor der var Luftalarm. Det er meget forkasteligt, at Telefonspærringen kan være saa komplet, at der ikke en Gang til enhver Tid er Vagt til at modtage Anmeldelser om Ulykkestilfælde.
Der var 4 dræbte, 2 haardt og 11 lettere saarede. Det er forfærdeligt, at noget saadant overhovedet kan ske, og man staar ganske uforstaaende overfor Beskydningen af et lille Lokomotiv paa en lokal Bane en Søndag Middag, hvor der kan regnes med, at der kun befordres fredelige Søndagsrejsende og intet Gods.
 |
| Lokomotivet efter angrebet. Fotokilde: Fyens Stiftstidende |
Øjenvidner meddeler, at Flyverne, der vist kom i 2 Bølger paa hver 4, har dykket ned foran Toget tre Gange, saa det er antagelig en stor Fejl, at Toget ikke er standset, hvorved Beskydningen vel nok var blevet indskrænket til at ramme Lokomotivet.
Blandt de døde er en Kone fra Farstrup, der efterlader 3 smaa Børn fra 6 til 1 Aar, og hvis Mand ved Arbejde i Langesø Skov kort før Jul fik brækket et Ben, saa den stakkels Mand har faaet denne sørgelige Meddelelse paa Odense Sygehus, hvor han ligger endnu.
Blandt de saarede er en Mand, der arbejder her i Skoven. Han fik Pulsaaren i Laaret skudt over og det varede længe, før de paa Sygehuset fik Blødningen standset. Han havde faaet en god første Hjælp af de tyske Soldater i Paarup Forsamlingshus, som ogsaa var behjælpelige med en Baare og med Automobiler.
Godskes Staldmester, der blev saaret i Foden, kommer næppe tilbage før nogle Uger efter Beskydningen.
Vi spadserede hjem fra Snestrup, og fra Slukefter Kro, hvor Henrik, Christian Julius og jeg spiste Frokost, telefonerede jeg rundt til Familien for at meddele dem, at vi var slupne godt fra Ulykken.
Samtidig med Beskydningen af Toget havde der været en Del Flyvning over Langesø Egnen, og Maskinerne, hvoraf i hvert Fald nogle var amerikanske, nedkastede nogle tomme Benzinbeholdere; Godske saa en blive udløst, og den faldt nær ved Spejlbjerg, og der lugtede stærkt af Benzin. Godske for ind i Huset og kastede sig paa Gulvet i den Tro, at det var en Bombe.
Skovrideren saa en Beholder falde ved Aalekisten, og en faldt i Tokkerod i Savværksejer Rasmus Petersens Hus, hvor den havnede paa Komfuret, hvor der heldigvis ikke var Ild. Ellers kunde der være sket en voldsom Eksplosion af den Benzinrest, der var i Beholderen. Fru Petersen blev saa forskrækket, at hun sprang ud af Vinduet paa første Sal, heldigvis uden at lide alvorlig Skade.