 |
| Overskrift fra artiklen. Fotokilde: Pigtraad |
Førstelærer P. Mahler blev befriet fra Dachau og kom hjem over Neuengamme. Friheden vinkede i Sverige, men han nåede ikke så langt.
Vi var på transport den 3. maj 1945. Denne gang var det noget ganske usædvanligt for os alle, fordi vi blev ført fra Møgelkær igennem vort eget dejlige, danske land mod Sverige. I Nyborg havde jeg den enestående oplevelse, at jeg mødtes med min kone og mine to børn. Jeg trak dem alle tre op i bussen til os, mens den ventede ud for færgelejet.
Kammeraterne gjorde hurtigt plads til os alle, selv om vognen var stopfyldt i forvejen. Dette korte møde med min familie blev én af de største oplevelser i mit liv. Også for kammeraterne var det en oplevelse at se en kammerats pårørende. Selv om de aldrig havde kendt hinanden før, blev et møde under disse forhold - og gennem det særlig inderlige kammeratskabsforhold mellem os, som et sammentræf af velkendte, gode venner med den hjerteligste kontakt fra første færd.
Men snart slog afskedens time, da bussen førtes ombord på færgen. Jeg var gerne fulgt med min familie ud i den uvisse frihed, men de ønskede mig hellere i sikkerhed på den svenske side af Øresund, og længe øjnede vi hinanden i et langt farvel, da færgen fjernede sig og gled ud på Storebælt.
 |
| Illustration fra artiklen. Fotokilde: Pigtraad |
Vi blev rigeligt bespist under overfarten, og vi nød de gode sanitære forhold ombord til både at blive grundigt vaskede og barberede. Om morgenen den 4. maj lå vi endnu i færgelejet i Korsør, men i den tidlige morgen stævnede de hvide busser ud af byen mod København.
Overalt, hvor vi kom frem, stimlede folk sammen for at tage imod os, - og for at spørge til slægt og venner, der evt. kunne være iblandt os, - eller hvis endelige skæbne kun vi kunne berette om.
Så ofte det lod sig gøre, førte tyskerne transporten udenom den gængse rute, men folk stod i tætte skarer ved ind- og udfaldsvejene til byerne og standsede simpelthen hele kortégen ved at stille sig i vejen. Jeg husker, at vi bl.a. holdt stille ud for Vridsløse statsfængsel i den mest bedårende forårssol.
Vi blev overdængede med gode gaver i form af godter, gamle og nye aviser, tobak og cigaretter, og der blev vist os så megen interesse og hjertelighed, at den sølle tysker, som næsten ingen ænsede, mere og mere indkapslede sig i en apatisk og passiv holdning. Vi tillod os oven i købet at spøge med ham med bemærkninger, som: Pas nu på, at De ikke går for langt bort, for vi har jo ansvaret for Dem!
Det må have været et problem for tyskerne, hvilken vej, de skulle føre os til frihavnen, jeg er i alle tilfælde aldrig kommet dertil ad så mange omveje. Og, da vi endelig kom der, herskede der en ejendommelig stemning foran den ventende Malmøfærge. Der foregik øjensynlig langvarige og vanskelige forhandlinger, mens vi sammen med masser af pårørende fyldte området ved færgehavnen.
Der blev stilhed over mængden, da den svenske transportfører fra færgens bro meddelte, at alle over 50 år kunne tage hjem, om de ville. Der blev stort røre, rygterne svirrede, og en strøm af mennesker forsvandt ud gennem porten. De tilbageblevne diskuterede, én og anden kom i tanker om, at han vist var over 50, jo, kammeraterne støttede ham i hans antagelse, - og han fulgte efter.
Atter en stund i forhandlingernes forjættende atmosfære! Transportføreren viste sig igen på broen! Nu fik alle over 45 lov til at forlade transporten. Uroen blev større og større, og spændingen voksede, og da svenskeren igen viste sig, blev alle over 40 år frigivet.
Vi var nu svundet ind til en betydelig mindre flok, men vi var i den grad opfyldt af længsel efter friheden, at det var svært at holde ud længere. Endelig kom der igen bud fra skibets bro: Vi blev løst fra vort løfte til det svenske Røde Kors om ikke at desertere. Vi kunne på eget ansvar tage, hvorhen vi ville, men vi skulle også være velkomne til at tage med færgen over, når den nu snart skulle afgå. Om der overhovedet blev nogen tilbage til færgen, aner jeg ikke.
Behjælpelige mennesker forsynede os med filthat og overfrakke, så vi kunne skjule vore skaldede hoveder og de påsyede fangemærker for vagtposterne, når vi passerede frihavnens port. Kommet udenfor! En ny situation! Nu skulle enhver af os helst drage sin egen vej, men hvordan? Her kom folk fra Det unge Grænseværn os til hjælp med en bil parat til at få os i sikkerhed.
- Hvor skal du hen? spurgte man mig. Jeg vidste, at jeg havde en svoger i byen, men adressen huskede jeg ikke. Dog mente jeg at kunne vise, hvor hans svigermor boede, men hendes navn var også glemt og det var mig umuligt at nævne den gade, hun boede i. - Allerede tidligere under fangenskabet havde jeg erfaret, at selv de almindeligste ting, som kendte telefonnumre, navne o. lign. fuldstændig var gledet ud af hukommelsen.
Vi fandt det hus i København, jeg søgte. Men nu viste det sig straks, at man slet ikke var i relation til den frihed, der lige var opnået. Da jeg stod overfor den dame, jeg søgte, var jeg ude af stand til at gøre mig forståelig, så voldsomt brast gråden frem i mig. - Men, hvor var alle mennesker forstående og imødekommende overfor os, og hvor forstod de at tage os med en takt, der gjorde, at man ikke kom til at tro, at man var blevet idiot.
- Der er vel ingen, der ikke selv har oplevet det, der kan forestille sig, hvordan det føles, når man må briste i gråd ved hver ny situation, enten den opfordrer til det eller ej. Og hvem kan heller forstå, at man samtidig kunne få den tvangstanke, at man skulle over sporene, når man på et jernbaneterræn så skiltet: Overgang forbudt!
Jeg er senere blevet klar over, at mit hjem var et godt sanatorium, og at min kone er én af de dygtigste nervelæger, jeg har mødt, selv om hun har en helt anden uddannelse. Men foreløbig måtte jeg ofte briste i gråd, for alt, hvad jeg mødte, var nyt. Det var bl.a. nok til at overvælde mig, da jeg for første gang kom ind i et privat køkken, og det overvældede mig, hver gang jeg traf et kendt menneske. Og da jeg på cykel skulle ud til min slægtning i byens udkant, kom jeg ud for en ny vanskelighed. Det vil sikkert være lettere at stige op på en kamel og blive et behageligere ridt, når det sker første gang, end det var for mig at cykle gennem København den 4. maj 1945.
Fornemmelsen var både overraskende ukendt og svævende, kun når vi passerede tyske vagtposter ved én eller anden institution, som de havde bemægtiget sig ved vejen, var der charme over min flugt. Da var fornemmelsen den samme, som når illegale ting tidligere skulle skaffes i sikkerhed. Denne gang gjaldt det en fangedragt og et kortklippet hoved.
I hjemmet i Husum løb følelserne igen af med mig, selv om jeg strittede aldrig så meget imod. En stue med almindelige møbler, radio og klaver, var igen noget nyt, der ikke mere hørte med i min tilværelse, en tilværelse, som jeg igennem blot fire måneder havde været tvunget til at indstille mig på.
Og der gik lang tid, før man igen blev vænnet til alt det, der hører et normalt liv til. Man forstod først efterhånden, at man havde ret til at tage, at bruge eller at spise, hvad normale mennesker tager som en selvfølge. Man skulle i virkeligheden vænne sig til at være til.
Dog først måtte jeg indrette mig på at leve „under jorden", for tyskerne havde jo ikke løsladt os. Derfor blev der hurtigt sørget for andet tøj, så jeg kunne ligne andre mennesker. en min underjordiske tilværelse varede kun kort, for da budskabet om tyskernes kapitulation blev bekendtgjort i radioen klokken 21, var min virkelige frihed en kendsgerning.
Bagefter har man fortalt mig, at min opførsel under denne udsendelse med et mildt udtryk kunne betegnes som ubehersket, men fra den stund af blev jeg klar over, at nu havde jeg fået min frihed igen. For mig er der stadig to mindedage om befrielsen: den 4. maj som min personlige befrielsesdag, og den 5. maj som mit lands store befrielsesdag.
 |
| Illustration fra artiklen. Fotokilde: Pigtraad |