Det nedenstående er uden tvivl den længste tekst, der er blevet bragt på Fyn under besættelsen.
Horst Rothe var tysk flygtning og fra den 3. maj 1945 og et stykke tid frem indkvarteret i Årslev. Den tid kan du læse om i kapitel 3. Jeg har dog valgt at gengive hele hans beretning, da den er et fantastisk indblik i livet som tysk flygtning .
Jeg har valgt at tilføje teksten nogle ekstra linjeskift for læsevenlighedens skyld. Desuden er der lavet smårrettelser undervejs, ved stavefejl, hvor ord er faldet ud og ved meningsforstyrende ordbrug.
Sproget kan undervejs virke lidt kluntet, dette skyldes utvivlsomt, at det er oversat direkte fra den tyske ordlyd. Dette fylder især en del i efterskriften.
Der skal lyd en stor tak til Lokalhistorisk forening for Sdr. Nærå og Årslev sogne for tilladelse til at gengive beretningen.
Følg Fyn under besættelsen på Facebook ved at klikke her.
 |
| Flygtninge ved forsamlingshuset. Fotokilde: Lokalhistorisk forening for Sdr. Nærå og Årslev sogne. |
Horst Rothe - Danmark tur og retur
Erindringer fra årene 1945 til 1947
Oversat af Kresten Jensen - Lokalhistorisk forening for Sdr. Nærå og Årslev sogne - 2005.
Indhold:
Forord
Kapitel 1 - I Pasewalk
Kapitel 2 - Flugt til Danmark
Kapitel 3 - I Årslev
Kapitel 4 - I Ålborg
Kapitel 5 - Hjemvenden til Tyskland
Kapitel 6 - I Wyk på Föhr
Efterskrift
Forord
Forord
I årtier har jeg fortrængt årene fra 1945 til 1947, og dermed også min flugt med min mor til Danmark og hjemrejsen til Tyskland. Det vil sige så godt som slettet af min erindring.
Siden 1947 har jeg betragtet Wyk og øen Föhr som min hjemegn. Jeg har aldrig villet anses for flygtning og har således også altid været modstander af alle aktiviteter i foreninger for hjemstavnsfordrevne. Et medlemskab af Pommerns hjemstavnsforening ville jeg slet ikke vide noget af.
Talt om disse barndomsår – jeg var på den tid ti til tolv år – har jeg også kun sjældent gjort, og med min mor egentlig slet ikke. Hun havde sikkert kunnet fortælle mig meget. Men set ud fra et nutidigt synspunkt gjorde jeg en stor fejl, da jeg smed den dagbog væk, som jeg førte under vores flugt.
Det blev jeg for første gang rigtig bevidst om, da min kollega i bystyret i Wyk, Girre Knudtsen, engang ville opmuntre mig til at skrive mine erindringer om årene med flugt og tilbagerejse til Tyskland.
Den næste beklagelse kom ved fejringen af min 60 års fødselsdag, da vores mangeårige ven, Dirk Wisser, i en for ham karakteristisk humoristisk tale, blandt andet huskede mig på enkeltheder om min ankomst til Föhr og derved fortalte, at jeg jo ikke, som alle normale mennesker var ankommet per skib, men derimod til fods over isen, hvorpå mine børn fortalte mig, at der var meget af det, som der var tale om i Dirks redegørelse, de ikke havde vidst noget om. Men selv derefter var jeg endnu ikke parat til at bringe et eller andet fra den tid ned på papir.
Det ændrede sig med et slag sidste år, altså næsten fire år efter at jeg blev pensionist. Fra den 24. til den 26. august 2001 besøgte jeg sammen med min kone for tredje gang efter 1983 og 1989 min fødeby Pasewalk i Meklenburg-Vorpommern. Anledningen var festlighederne ved denne bys 750års jubilæum.
I Pasewalk købte jeg mig nogle bøger, som var kommet frem til jubilæet, deriblandt også bindet ”Vi posvalkere”, i hvilket fandtes et bidrag af Sybille Borth, født Irrek, med titlen ”Som flygtning i Danmark”. I dette skildrer forfatterinden sin barndomsskæbne i de sidste krigsdages forvirring såvel som årene derefter, hvorved jeg konstaterede, at dette næsten var identisk med min skæbne.
Som kilde nævner fru Borth i sin artikel den af den danske historiker forfattede bog ”Ubudne gæster - østtyske flygtninge i Danmark 1945-1949”. Og den ville jeg staks have eller i det mindste læse, hvorved jeg desværre måtte konstatere, at denne bog ikke mere kunne fås i boghandel. Derpå skrev jeg til fru Borth og bad om at låne den, hvilket så også skete. Og efter at have læst den stod det mig pludseligt klart, at jeg også ville skrive om mine oplevelser fra årene 1945 til 1947.
Jeg begyndte straks med søgningen af mere litteratur om emnet og med efterforskning i danske og tyske arkiver. Der måtte jeg konstatere, at man i Tyskland næsten havde ignoreret problemstillingen omkring sine flygtninge i Danmark.
Modsat fik jeg fuldstændig uventet hjælp fra hr. Arne Gammelgaard, som via fru Borth havde hørt om min interesse for tiden i Danmark. Han forærede mig ikke kun sin anden bog ”Drivtømmer – Tyske flygtninge i Danmark”, men gav mig også henvisninger til en doktordisputats af hans landsmand Henrik Havrehed med titlen ” De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949”, og til de danske arkiver i København og Viborg. Også på dette sted bør jeg give ham og fru Borth en særlig tak.
Bogen af Henrik Havrehed kunne jeg få via Wyk Hovedkredsbibliotek og deri finde mange interessante detaljer fra den tid. Informationer, som var vigtige for mig, fik jeg også fra Lokalhistorisk Arkiv i Årslev, fra Rigsarkivet i København og fra Landsarkivet for Nordjylland i Viborg.
Andre kilder, som jeg kunne øse af, var de bind, som kom frem i anledning af 750-års jubilæet for byen Pasewalk tillige med bogen ”Øvinter” af Uwe Zacci.
Fuldstændig overraskende for mig fandt jeg i min mors efterladenskaber også endnu nogle dokumenter, som har vækket yderligere erindringer i mig, og som også har fundet vej ind i disse efterfølgende optegnelser.
Kapitel 1 - I Pasewalk
Pasewalk var indtil 1945 en lille by i Forpommern med ca. 12–13.000 indbyggere. Den lå ca. 40 km vest for Stetin og ca. 35 km syd for Oderhaff, og hørte dengang til Ueckemünde Kreds.
Byen var middelalderligt præget af en delvis forhåndenværende ringmur med Prenzlauer Tor, Mühlentor, Pulverturm og murporten, ”Kiek in de Mark”, som var byens varetegn, og også af talrige bindingsværkshuse.
Andre prægnante bygninger var den imponerende Marienkirche fra det 14. århundrede og rejst i gotisk stil, Nikolaikirche fra det 13. århundrede i Marktstrabe, gymnasiet i middelaldersten, Amtsretten i Grünstrabe, Det historiske Kongelige Posthus i Marktstrabe og Kyrasérkassernen (panserkassernen).
Særlig betydning for forretningslivet havde den store banegård, som var knudepunkt for jernbanelinierne Hamburg-Stetin og Berlin-Stralsund såvel som dens status som garnisons-by.
Dette havde Pasewalk været allerede siden 1721, da et regiment Schulenburg dragoner fra Halberstadt holdt deres indtog. De har således været der lang tid før bygningen af den store kyrasérkasserne i årene 1879 til 1900. Den rummede indtil 1919 kyrérregimentet ”Königin”, derefter til 1934 rytterregiment ”Nr. 6” og så indtil 1945 en efterretningsafdeling under det 3. riges værnemagt.
Turistmæssige tiltrækningspunkter under det tredje rige var også nazisternes såkaldte hellige steder, et museum med stor opmarchplads, der skulle minde om Adolf Hitlers lazaretophold i Pasewalk år 1918.
Og i denne by blev jeg født i Uekerstrabe i 1934. I dette hus havde mine forældre, urmager Walter Rothe og hans ægtefælle Betty, som stammede fra Pyritz i Pommern, åbnet en ur- og smykkeforretning i 1930.
Forretningslokalerne og beboelsen blev lejet af en familie, Wolf, som boede oven over os.
Det toetagers bindingsværkshus bestod af et forhus, en sidefløj og et baghus. Gennem en gang i forhuset kom man ind i en gård, der havde samme længde som sidefløjen, og gennem en gang i baghuset, hvor familierne Elis og Weibhuber boede, og hvor der også var et vaskerum for alle beboere, kom man ind i en have med lysthus.
Mine forældres forretning og vores beboelse lå i forhusets og sidefløjens underetage. Forretningen blev lukket i 1939 fordi min fader kort efter den anden verdenskrigs udbrud blev indkaldt til værnemagten for at blive sat ind i Frankrig, Grækenland og overvejende i Rusland.
De først krigsår forblev nogenlunde fredelige for indbyggerne i Pasewalk, det vil sige uden ødelæggelser fra luftangreb.
Jeg selv gik i drengeskole, hvorfra jeg kun kan huske navnene på klassekammeraterne Werner Müller og Klaus Deyke såvel som vores klasselærer ”Papa” Resagh.
Jeg legede overvejende med de førnævnte klassekammerater og med Wolf-Wendelin, hvis forældre, Herbert og Olga Stadtke, var venner med mine forældre og havde et bageri med butik et par huse længere nede i Uecherstrabe. Jeg legede også med Siegfried, som boede i Wiesenveg og hvis forældre , Walter og Else Pahl også var venner med mine forældre, og også med nabobørnene Brigitte Weibhuber og Kurt Krinke.
Fortrinsvis legede vi i det grønne anlæg med kærlighedsgrotten parallelt med Prenzlauer Chaussee, i haven bag vores hus, på sportspladsen, og om sommeren i badeanstalten ved den lille flod, Uecker, som løb i udkanten af byen, og som mundede ud i Oderhaff.
I løbet af 1944 var indbyggertallet i byen steget meget på grund af udbombningen af Stetin. Blandt disse var også min tante Erna Riebe, en halvsøster til min mor med sin den gang femårige datter Heidi. Begge havde førhen boet i Schlobstrabe 14 i Stetin, hvor de så var blevet husvilde. I Pasewalk var de underbragt i rummene i familien Staedtkes lukkede bageriforretning, og dermed fundet frem til vores umiddelbare naboskab.
I nogle uger boede de også i vores bolig. Og nærmere bestemt sørgede hun, der i øvrigt var min gudmor, for mig, mens min mor var på en lungeanstalt i Meseritz. Fra den tid husker jeg, at jeg engang måtte køre til Stetin for hende for at hente cigaretter fra en tobakshandler, som hun var ven med.
I 1945 var jeg også en friskbagt lille fyr i Deutschen Jungvolk, som var Hitler-Jugends foreløbige organisation for unge mennesker i alderen 10–14 år. Og som sådan troede jeg naturligvis på Tysklands endelige sejr i modsætning til min mor, som længe havde vidst, at krigen var tabt.
Således ved jeg i dag, at hun af den grund ikke købte en Jungvolk uniform, selvom vi havde et rationeringskort til det, og selv om jeg ustandselig lod et ord falde om mit ønske om at eje sådan en.
Således gik jeg, når alt kom til alt, altid i civil til tjenesten, der blandt andet bestod i at marchere, terrænsport og indsamling af de allieredes nedkastede flyveblade. Jeg husker, at der på en sådan stod at læse: ”Pasewalk du lille rede, dig tager vi til sidst”, hvilket naturligvis blev affejet som fjendepropaganda.
Ved begyndelsen af året var i hvert fald de fleste tyskere kar over, at krigen gik ind i sin afgørende fase og var til at se en ende på, frem for alt da sovjetunionens røde armé i januar var trængt ind på tysk jord i Østpreusen.
Således var, når alt kom til alt, otte millioner mennesker fra østen på flugt, hvorved der kom tiltagende flygtningestrømme fra Øst- og Vestpreusen samt fra Pommern i retning mod Stetin og nåede til Pasewalk.
Deriblandt befandt sig også min tante Ida, en svigerinde til min mor, med sine dengang 13 og 4 år gamle børn, Irmgard og Günther.
De havde forladt deres hjemby Graudenz i Vestpreusen den 26. januar. De nåede til Pasewalk den 28. januar og blev til midten af februar. De fandt kvarter i nabohuset for endelig at flygte videre mod vest. Desuden kom en dag min åndssvage tante Frieda Rietz, en søster til min mor, med en gruppe fra Pyritz i Pommern til os.
Fra dem erfarede vi, at min bedstefader ”Opa Ritz” var blevet skudt af russiske soldater den 5. februar i sit hus i Arndswader-Landstrabe 49 i Pyritz, da han ville stille sig foran sine døtre Herta og Frieda, men han kunne ikke forhindre deres overgreb.
Der var på den tid ingen central planlægning for transport, ernæring og husning, og de medicinske forsyninger til de flygtende gav de ansvarlige i byer og landsbyer store problemer. Alle skoler i Pasewalk var blevet lukket. De tjente enten som lazaret, som for eksempel gymnasiet, eller til at huse flygtningene.
I februar og marts blev der også flere og flere nætter med flyvealarm, når de allierede bombeenheder fløj over byen, for at angribe Stetin eller Berlin. Til sidst gik min mor og jeg efterhånden kun i seng fuldt påklædte for at kunne søge i beskyttelsesrum så snart sirenerne hylede. For os var de i gymnasiets kælder, på markedspladsen og i haven bag vores hus, hvor der altid var springgrave, hvis sidevægge og afdækning var fremstillet af træstammer.
I de måneder skete der også en for mig chokerende hændelse, som har gravet sig dyb ned i min bevidsthed: I kasernegården blev nogle mænd hængt. Om det var forrædere, plyndrere eller militærnægtere ved jeg ikke.
Jeg husker kun, at jeg sammen med nogle andre drenge klatrede op på kasernemuren for at se disse beklagelsesværdige mennesker. Da jeg fortalte om det derhjemme, var min mor fuldstændig oprørt og skældte mig naturligvis behørigt ud.
I begyndelsen af april, hvor fronten var rykket endnu nærmere, stod min far pludselig i døren. Vi kunne knap nok kende ham igen. Fuldstændig snavset, med skæg, en forbinding om hovedet og den ene arm i slynge. Han var blevet såret ved Oderfronten og havde derefter klaret sig igennem til Pasewalk for at komme på et lazaret. Naturligvis var gensynsglæden kæmpestor, frem for alt fordi vi nu vidste, at han levede endnu.
Lige de første timer efter hans ankomst fik min mor en for så vidt ubehagelig overraskelse, da hun fortalte, at der havde været en af hans kammerater hos hende med en hilsen fra fronten, i hvilken sammenhæng man vel også havde talt om krigens meningsløshed. Det viste sig, at min far ikke nogensinde havde sendt nogen som helst, og at han ikke kende denne ”kammerat”. Dermed stod det klart, at den besøgende var kommet fra det hemmelige statspoliti (Gestapo).
Ved et besøg i Pasewalk lang tid efter krigens afslutning fandt min far denne antagelse bekræftet. Min mor havde altså være så heldig, dels at flygte kort efter og dels, at nazidiktaturet var slut. I hvert fald pressede min far på for at min mor og jeg skulle flygte.
Han nedgravede også straks en kasse i vores udhus, der befandt sig i den øverste ende i et hjørne af husets sidefløj. Heri havde han pakket sit urmagerværktøj, dele af den varebeholdning der endnu var tilbage i form af ure og smykker tillige med fotoalbummer, fordi det stod helt kart, at vi kun kunne tage meget lidt oppakning med.
Det store spørgsmål var, ad hvilke veje vi kunne forlade byen, og hvorhen flugten skulle gå hen.
Jeg kan ikke huske den nøjagtige dato for, hvornår vi forlod Pasewalk, og har ikke fundet ud af det trods megen efterforskning. Men det må have været kun få dage før det forfærdelige bombardement på byen den 25. og 26. april af sovjetiske flyvere, hvorved 80 % af Pasewalk blev ødelagt og 444 huse og 2.184 boliger jævnet med jorden alene i den indre by.
Kapitel 2 - Flugten til Danmark
Den 21. april var Den Røde Hær gået over Oder. Og på denne dato må vores flugt også have begyndt. I hvert fald kunne vi ved begyndelsen høre skydetorden.
Det må have været tidlig morgen denne dag, at min tante Erna kom løbende og spurgte, om min mor og jeg ville forlade Pasewalk sammen hende og hendes datter.
En officer i kasernen, som hun sandsynligvis havde et forhold til, havde tilbudt hende at tage os med på en tjenestetur til Stralsund i en værnemagtslastbil. Ifølge min tante skulle vi være rejsefærdige indenfor en halv time.
Heldigvis havde min far, der jo siden månedens begyndelse opholdt sig på et lazaret i Pasewalk, netop udgang. Han fratog min mor beslutningen og bestemte staks, at vi skulle køre med.
Det gjaldt altså om at pakke lynhurtigt. Allerede flere uger før stod to små kufferter klar som luftbeskyttelsesoppakning med de nødvendigste klædestykker. Ligeledes var de vigtigste papirer stoppet ned i, hvad min mor kaldte en stofomhængstaske.
Der skulle kun fyldes endnu en større kuffert og en sæk med sengetøj. Det gik naturligvis hektisk for sig således at medtagne ting senere viste sig ikke at være særlig meningsfulde eller praktiske.
Jeg husker for eksempel i denne sammenhæng, at jeg skulle hente bestik fra køkkenet. I virkeligheden havde jeg kun pakket min egen barneske forsynet med monogram.
Efter afskeden med min far, besteg vi, og det var min mor og mig såvel som min tante Frieda og Erna og min kusine Heidi, så lastbilen, som i rask fart bragte os til Stralsund over Greifswald. Og her herskede der hektisk virksomhed.
Mange flygtninge ville have en plads på et af de skibe, der lå ved kajen. Jeg tror, at vi kan takke den bestemte optræden af den officer der ledsagede os for, at vi kunne komme om bord med det samme.
Hvad skibet hed og dets nøjagtige størrelse kan jeg desværre ikke huske. Men jeg kan huske, at vores skib ikke var et marinefartøj, men et lille civilt fragtskib, og at det først lagde fra, da den sovjetiske armes panserspidser netop nåede bykanten og dæmningen til øen Rügen var sprængt væk.
Det fører mig til den slutning, at skibet lagde fra den 28. april, efter at der var udbrudt en vis uro blandt de ængstelige flygtninge, fordi dette havde forsinket afgangen. Årsagen var åbenbart en manglende ordre om, hvor turen skulle gå hen.
Efter studier af bøgerne ”Østersøen 45” og ”Flugt over Østersøen 1944/45 i billeder” af Heinz Schön, der er leder af Østersøarkivet, står det klart med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed, at vi var ombord i det 1261 bruttoregisterton store fragtskib ”Homberg” fra rederiet Duisburger Reederei Haniel, Franz & Cie. og var blandt de 1.368 flygtninge, som forlod Stralsund med dette skib den 28. april 1945.
Alt i alt var der fra slutningen af 1944 til maj 1945 omkring 2,5 millioner østtyskere, som begyndte flugten på i alt 1081 skibe, herunder 672 handelsskibe og 409 krigsskibe, fra små fiskerbåde til store oceangående skibe, fra hurtigbåde til tunge krydsere.
Afgangshavnene var i første række Königsberg, Hela, Pillau, Gotenhafen, Danzig, Stolpmünde, Kolberg, Sabnitz, Swinemünde, Greifswald og Stralsund, men de havne, som blev anløbet var fortrinsvis de Schleswig-Holstenske havne, Flensburg, Kappeln, Eckernförde, Kiel, Lübeck, Travemünde, Neustadt og Heiligenhafen såvel som de danske havne København, Gedser og Nyborg.
Beviseligt blev der fra januar til maj 1945 evakueret 15.643 mennesker fra Stralsund, overvejende kvinder og børn, men også sårede soldater, heraf alene 5.805 i den anden halvdel af april.
Jeg kan huske, at vi på vore skib var anbragt i de overfyldte lastrum og tilmed på stråunderlag. Jeg ved også, at flygtningene altid var bange for fjendtlige fartøjer og miner, men også meget urolige, fordi ingen vidste, hvor rejsen ville gå hen.
Ingen anede, at netop den 5. februar havde de højeste steder besluttet, at foruden Schleswig-Holstein skulle Danmark tilføres flere flygtninge.
Turen varede så nogle dage, fordi skibet sejlede meget langsomt. Besætningen, som i øvrigt forsørgede passagererne godt med varm suppe, frygtede de farer, som miner og fjendtlige ubåde udgjorde. Af de samme grunde sørgede de også for, at der om natten blev sejlet uden nogen belysning, altså også uden positionslamper.
I løbet af 1. maj bredte den melding sig som en løbeild, at føreren Adolf Hitler skulle være faldet dagen før. Senere skulle det vise sig, at var en stor løgn, for han var fejt løbet fra ansvaret ved selvmord.
Ja, og så lagde vi til alles store overraskelse til i Nyborg Havn på den danske ø Fyn den 2. eller 3. maj og blev modtaget af soldater fra den tyske værnemagt, men også af uvenligt kiggende danskere, som så på de tyske flygtninge, som gik fra borde.
En første forplejning fik vi fra gulaschkanonen hos det tyske militær, som jo havde besat Danmark siden begyndelsen af 1940. Derefter blev de ankommende fordelt på beslaglagte skoler, hoteller, missionshuse, forsamlingshuse og andre offentlige steder i regionen.
Vi kom til Årslev, som er et lille sted med ca. 2.000 indbyggere ca. 12 km syd for Fyns hovedby, Odense, og vi ankom den 3. maj 1945.
Her blev de tyske flygtninge indkvarteret i to huse. Nemlig omkring halvdelen i forsamlingshuset og halvdelen i missionshuset. I det hele blev der tilsammen indkvarteret 270 flygtninge i de to mindre bygninger, overvejende kvinder og børn, men også enkelte gamle mænd.
Begge bygninger hørte med til de i alt 14 lejre i Nyborg politikreds, som var blevet belagt med i alt 4.155 flygtninge. Alle disse var lige som vi, først og fremmest himmelhenrykte for at være kommet af sted med livet i behold, og for endelig at kunne ånde lettet op uden angst for russerne og for flyveangreb.
Men bagefter kan det også fastslås, at vi havde haft kæmpeheld på vores flugt. For det første, fordi vi havde valgt vejen over Østersøen. For det andet, fordi havde overstået det uden at lide tab.
2.401.367 mennesker blev bragt i sikkerhed ved den største redningsaktion i søfartens historie af de tyske handels- og krigsskibe, men også 33.000 mennesker måtte lade livet på deres flugt over Østersøen.
Det nærmere bestemt ved undergang af 250 skibe, der i 1944 og 1945 blev sænket af fjendtlige bomber, ubåde eller miner. Det var nærmere bestemt kun omkring 1,3 procent af de flygtende og forholdsvis få i forhold til de ca. 15 procent, som døde på landevejene; men dog stadigvæk et forskrækkende stort tal.
 |
| Flygtningene ved ankomst til Årslev. Fotokilde: Lokalhistorisk forening for Sdr. Nærå og Årslev sogne. |
Kapitel 3 - I Årslev.
Vores lejr i Årslev på Bystævnet 13 var en bygning fra 1888, som først blev ombygget til forsamlingshus i 1943. Hjertet var en stor sal, som åbenbart også blev brugt som gymnastiksal. I hvert fald tydede ribberne på langsiderne på det. Desuden bestod det af forskellige side- og toiletrum.
De fleste af de indkvarterede flygtninge i dette hus måtte til at begynde med ligge på halmleje, og vores familie var anbragt i et forrum. Senere blev halmlejerne afløst af dobbeltbrikse af træ. I midten af salen var der borde og bænke til alle lejrbeboerne.
Efter vores ankomst i Årslev den 3. maj 1945 kunne vi i begyndelsen i et par dage bevæge os frit under beskyttelse af soldater fra den tyske værnemagt, som også sørgede for vores forplejning. Vi fik sågar lommepenge i dansk valuta og kunne således også erhverve os nogle trængende nødvendige ting ved køb. Således forløb de første dage af vores ophold i Danmark næsten idyllisk.
Fra den 8. maj, som var dagen for Nazi-Tysklands betingelsesløse kapitulation, ændrede det sig lynhurtigt: De danske såkaldte ”frihedskæmpere”, som hørte til den danske modstandsbevægelse, og som kun kunne kendes på deres armbind og deres medbragte våben, dukkede op foran forsamlingshuset og erklærede for lejrens beboere, at de ikke mere måtte forlade stedet. Vi var altså indespærrede.
Der måtte heller ikke på nogen måde skabes kontakt til stedes beboere. Men det lykkedes ikke helt for vagterne at sætte en stopper for det.
Heller ikke for CB’erne (“Det Civile Beredsskab”), der gik i mørkeblå uniformer, eller de karabinbevæbnede medlemmer af den ikke militære civilbeskyttelse, Statens Civile Luftværn, som havde overtaget overvågningen af lejren efter et par uger.
Efter at de danske myndigheder havde overtaget ansvaret for “de ubudne gæster”,var der i den første tid store problemer med flygtningenes forsyning og især med hensyn til kosten.
Jeg husker, at der næsten hver eneste dag var en øse sammenkogt ret med kålroe og om søndagen to øseskefulde sammenkogt ret med ærter. Brød, smør og pålæg skulle lejrbeboerne selv dele mellem sig på eget ansvar. Det skete altid for alles øjne på boret i den store sal. Sådan lød det i et digt skrevet af en lejrbeboer blandt andet: ”Am Abend folgt dann der grobe Spab, dan teilt man das Brot mit Millimetermab” ("Om aftenen følger så de store løjer, da deler man brød med millimetermål").
Den kaloriemængde, som officielt var til rådighed i begyndelsen, var 1800. Den blev sat op til 2000 i løbet af året, og fra 8. januar 1946 blev den endelig sat op til 2500 kalorier pr. hoved og dag.
Således bestod de daglige rationer af 350 g rugbrød, 125 g blandet brød, 20 g smør, 25 g pålæg, 15 g sukker og 1 g te. Desuden ugentlige rationer af 1900 g kartofler, 200 g hvidkål, 750 g kålroe, 100 g kørvel, 100 g kålrabi, 50 g selleri, 115 g rugmel, 70 g ærter, 60 g havregryn, 60 g bygflager, 250 g flæsk og en liter skummetmælk, hvorved spiseplanen til middag hovedsagelig stod på grønsagsragout, kålsuppe, byggrød, ærtesuppe og bygvandgrød.
Et andet stort problem i lejren var beskæftigelsen for de indsatte, især fordi “løbegården” kun var ca. 1200 kvadratmeter, altså på størrelse med en lille skolegård.
Børnene i den skolepligtige alder fik allerede efter få uger regelmæssig undervisning, som de to lærerinder, som var i blandt os, holdt i vaskerummet.
Da der ingen undervisningsmateriale var, måtte de begge improvisere ualmindelig meget. Via vagtposterne sørgede de blandt andet for papir, som var beskrevet på den ene side, men også for blyanter og papir.
De voksne fordrev tiden med håndarbejde og hobbyarbejde såvel som med selskabslege, og de få mænd, som var I lejren, spillede meget kort eller skak. Begge spil lærte jeg ved at se på i en dengang endnu ung alder.
Naturligvis var de hygiejniske forhold I Årslev kaotiske. Der var lus, lopper, mus og andet utøj og dermed også en forhøjet fare for flygtningenes sundhed. Dette blev imødegået med mange aflusninger og forebyggende vaccinationer. Således blev jeg mellem den 3. juni og den 29. december vaccineret otte gange mod paratyfus, dysenteri og tuberkulose.
En velkommen afveksling om sommeren var vandringer i omegnens skove, som vagtposterne foretog med de lejrbeboere, som var interesserede i det. Den 22. juni endte én af dem i en katastrofe.
En meget ung “CBer” fjantede med den smukke, 20-årige Irmgard Bernd fra Allenstein i Østpreuben og ville til sidst “fotografere” hende med sin pistol. Det udløste et skud, som traf pigen dødeligt i kroppen. Da gruppen kom tilbage til lejren brød verden naturligvis sammen for moderen og den yngre søster. Af grunde, som jeg ikke kan huske var jeg ikke selv med på denne vandring.
Begravelsen fandt sted nogle dage senere på kirkegården i Årslev under stor deltagelse af den lokale befolkning. Som de fleste i lejren deltog jeg også.
 |
| Gravsten for Irmgard Berndt på Årslev Kirkegård. Fotokilde: Lokalhistorisk forening for Sdr. Nærå og Årslev sogne. |
I det hele døde 17.209 tyske flygtninge I Danmark, deraf alene 10.942 i de seks første måneder af 1945. Deraf 6.540 børn, som måtte lade livet på grund af følgerne af flugten. Men vel også den kendsgerning, at de danske læger ikke altid sikrede den nødvendige medicin, kan have været årsag til så mange dødsfald i de første måneder efter ankomsten.
Fra juli stod det klart for alle tyske flygtninge, at måtte indstille sig på en et længere ophold i landet.
Som en løbeild havde den efterretning bredt sig, at besættelsesmagterne i Tyskland ikke ville tage imod flere flygtninge på grund af de kaotiske forhold i deres zoner. Det chokerede lejrbeboerne, og dermed også vores familie, også fordi der på dette tidspunkt endnu ikke var postforbindelse til hjemegnen, og således havde de fleste af dem heller ingen livstegn fra deres pårørende.
Men det lange ophold betød også, at manglen på tøj og sko blev stadigt mere graverende. Nogen hjælp i denne henseende kom som gaver fra USA, Sverige og Schweiz, organiseret af de derværende kirker.
Den ene gang efter den anden lykkedes det dog også, trods fraterniseringsforbudet, at tilvejebringe kontakter til stedets lokale beboere. Således lykkedes det for eksempel min mor, at udveksle et par vintersko til mig for et medbragt armbåndsur. Hendes “forretningsforbindelse” må have været god til tysk, for det var forbudt for flygtningene at lære dansk. Derfor må jeg også sige, at i løbet af de to års internering kunne jeg kun opsnappe nogle få danske brokker som for eksempel smørebrød, penge, jul, dreng, pige eller smukke pige jeg elsker dig.
Mod slutningen af året blev det stadig mere klart, at vi skulle forlade Årslev. De små lejre blev én efter én afløst af de barakbyer, som i mellemtiden var blevet skabt overalt i landet. Det betød, at den danske befolkning endelig fik dens skoler, hoteller, forsamlingshuse og missionshuse tilbage til eget brug, hvilket nok tog noget af det anspændte forhold til flygtningene væk.
Julefest og årsskifte oplevede vi dog i Årslev. Selv om der herskede en særlig stemning i lejren i juledagene, så var det dog for de fleste den først jul langt fra hjemmet.
De voksne havde gjort sig stor umage med at lave små gaver til børnene. Selv fik jeg af en gammel mand et hjemmelavet skakspil, der var lavet af krydsfiner og kosteskafter, og som jeg har endnu såvel som en poesibog formet som en hjerteformet trækharmonika og hvis bind var betrukket med stof og forsynet med monogram syet med små sting. Mange genstande fulde af minder om medbeboere og klassekammerater smed jeg desværre væk straks efter hjemkomsten til Tyskland, hvilket jeg i dag beklager uendeligt meget.
De tyske flygtninges afrejse fra Årslev skete i to grupper den 29. januar og den 13. februar 1946, hvor vi først blev bragt til det daværende Strandhotel. Her blev vi nogle uger, for derefter at blive bragt med skib til Ålborg, hvortil vi ankom 26. marts og hvor lejren med navnet, Seefliegerhorst, skulle bliver vores hjem indtil vore hjemrejse til Tyskland.
Kapitel 4 - I Ålborg.
Ålborg, med sine 60.000 indbyggere er Danmarks fjerdestørste by og ligger ved Limfjorden i det nordlige Jylland.
Det var den region, som var mest og længst belastet med flygtninge fra Tyskland. Ved krigens afslutning var der her 16 lejre med tilsammen 5.664 flygtninge. Lejrenes antal blev ganske vist nedsat til otte i 1946, men antallet af flygtninge steg i løbet af året fra 24.458 i maj til 36.333 i oktober.
En af de største lejre var den tyske værnemagts tidligere flyveplads ”Seefliegerhorst”, der betyder vandflyvepladsen, og var beliggende umiddelbart ved bykanten syd for Limfjorden.
Forvaltningsmæssigt hørte den til flyvepladsen Rørdal, hvor der var indrettet en tredelt lejr Ålborg Øst, som også omfattede flygtningesygehusene Annebergvej, Kastevej, Nordensvej og Sdr. Skovvej.
Det var en bylignende enklave omhegnet med pigtråd, og bestod af talrige faste bygninger opført af den tyske værnemagt og hundreder af barakker, som blev overvåget af soldater fra de danske stridskræfter. Ved vores ankomst var omkring 3.900 østtyske landsmænd indespærret her.
Vi, det vil sige min mor, mine tanter, min kusine og jeg blev henvist til barak nr. 301. Her måtte vi dele et relativt lille rum med omkring ti andre personer. Desværre kan jeg ikke mere huske deres navne. Men jeg tror, at der blandt vore medbeboere også var fru Bernd med hendes yngre datter, som havde mistet sin ældste datter på så tragisk måde i Årslev.
I barakkerne var der etagesenge af træ, som de enkelte familier, så godt det nu kunne lade sig gøre, havde sat op så man havde sit eget lille rige. Desuden var der et stort bord med stole og en lille lav ovn.
I lejren blev kapaciteten i løbet af 1946 i den grad udvidet ved opførelse af flere barakker på kredit fra Sverige, og efterhånden boede over 7000 mennesker i lejren, som havde alle de indretninger, som findes i en normal lille by.
Forskellige skoler, sportsanlæg, teater, biograf, dansesal, bibliotek, kirkelige indretninger og vaskeri og sanitærbarakker. Dertil kom naturligvis administrationsbygninger for den tyske og den danske lejrledelse. I modsætning til i Årslev og Nyborg blev der her altså fuldstændig tilfredsstillende sørget for børnenes skolegang såvel som fritidsbeskæftigelserne.
Der var sågar et gymnasium, som blev ledet af det tyske gymnasiumråd, Utecht. Her blev jeg straks indskolet, og tilmed i 2. klasse, hvis klasselærerinde hed fru Kuhl. Den 28. juni kom jeg i 3. klasse, hvor klasselæreren hed hr. Weidmann, og hvor jeg blev indtil vores hjemrejse.
Under dette skoleophold stillede jeg mig desværre fuldstændig selvstændigt i vejen for min fremtid ved egenmægtigt at forlade latinundervisningen, hvilket førte til, at jeg derefter kun gjaldt som realskoleelev.
På det tidspunkt befandt min mor sig på sygehuset på grund af atter udbrudt åben lungetuberkulose og kunne derfor ikke forhindre mit senere meget beklagelige skridt. I løbet af min skolegang i lejren ”Seefliegerhorst” fik jeg to oprykningsbeviser.
Men for mig var skole ikke så vigtigt dengang. Spil og sport, men også læsning stod i første række. I særlig god erindring står de sommerdage, hvor jeg kunne gøre de første forsøg på at svømme i Limfjorden.
Som barn følte jeg ikke den begrænsede bevægelsesfrihed så tragisk, som de voksne, og her især de unge piger og kvinder. De prøvede på alle tænkelige måder at omgå forbudet om at have kontakt med danske mænd, hvilket naturligvis også lykkedes, ikke mindst fordi vagtposterne ikke passede særlig godt på. Til dem hørte også min tante Erna, som dengang var 26 år.
Ved besøg hos min mor i sygehuset, hvor vi fik passerseddel til at forlade lejren, lod hun mig ofte alene, for at mødes med en dansker, hvorefter hun så også bragte en eller anden efterspurgt ting med til lejren. Min mor misbilligede meget denne levevis, hvilket førte til, at hun afbrød enhver kontakt til hende, efter vi var kommet hjem.
Et andet stort problem for de voksne var også de kun mangelfuldt forhåndenværende muligheder for at arbejde. Det begrænsede sig til at lave mad, gøre rent, fejning af barakkerne, at hugge brænde, vejarbejde, vagttjeneste, reparation af skotøj og klæder og noget køkkenarbejde.
I lejren blev maden lavet centralt i et storkøkken, hvorfra maden og i øvrigt også tørkosten måtte hentes. Som jeg husker det, var det helt igennem velsmagende og tilstrækkeligt, i hvert fald efter at kaloriemængden fra juni 1946 blev sat op til 2270 kalorier pr. dag og person.
Den 15. august blev der afholdt en folketælling af flygtninge i ”Seefliegerhorst”-lejren og overalt i Danmark. Denne viste, at der på denne stikprøvedag var 196.518 tyske flygtninge, som opholdt sig i Danmark. Heraf var 87.293 børn og unge i alderen til 19 år, 78.086 kvinder og 16.707 mænd fra 20 til 64 år og 14.432 voksne i alderen 65 og opefter.
Det havde en gunstig virkning mod den til tider deprimerede stemning i lejren, at der fra foråret kom postforbindelse til Tyskland, hvilket også stærkt forbedrede mulighederne for at genfinde pårørende.
I den retning indlagde Dansk Røde Kors og bladet ”Deutschen Nachrichten” Tyske Nyheder sig stor fortjeneste ved at udgive en ottesiders ugeavis for de tyske flygtninge i 20.000 eksemplarer fra 1. november 1945.
Denne offentliggjorde ikke kun søgeoplysninger, men også beretninger om tilstandene og udviklingen hjemme. Med dette ville udgiverne ikke kun sørge for underholdning, men også opdrage til demokrati. Et gennemgående tema i bladet var naturligvis repatrieringen, som både danskerne og de tyske flygtninge længtes efter.
I det andet halvår fik vi den forløsende oplysning, at min far levede, hvilket naturligvis også førte til at breve gik frem og tilbage. På den måde fik vi at vide, at han sammen de andre sårede på Pasewalker Lazarettet var kommet til Wyk på den nordfrisiske ø Föhr, og der blev løsladt af briterne den 1. august 1945.
Allerede under opholdet på lazarettet ”Haus Schöneberg” fik han lov af urmager Bernhard Sörensen i Wyk til at reparere ure for kammerater. Efter sin løsladelse blev han så ansat hos ham, og herved fik han sikret både tag over hovedet og forplejning.
Vi måtte dog vente endnu et par måneder før vi fik den nødvendige tilflytningstilladelse til Wyk. Vi ventede på denne dag med længsel så meget desto mere som de første landsmænd havde kunnet begynde hjemrejsen fra 1. november. Endelig skete dette også for os i februar 1947.
Derved blev vi ikke sparet for den næsten uudholdelige kulde under århundredevinteren 1946/47, hvor alle lejrindsatte virkelig led. Der manglede simpelthen tilstrækkeligt brændstof, som i øvrigt også var rationeret for den danske befolkning. Og selv om det blev tildelt, klarede kanonovnen ikke at holde rummene i barakken bare nogenlunde varme.
Men heller ikke dette formørkede forventningens glæde til den forestående hjemrejse, som for os begyndte i midten af februar 1947.
Kapitel 5 - Hjemvenden til Tyskland.
Min mor og jeg forlod lejren ”Seefliegerhorst” i Ålborg sammen med mange andre flygtninge den 11. eller 12. februar 1947. Det gik på ingen måde den direkte vej til Tyskland, men først med jernbane til Kolding til den der værende gennemgangslejr på Tvedvej.
Fra 1. november 1946 til 15. februar 1949 er 147.858 hjemvendende flygtninge passeret gennem denne lejr, hvilket vil sige at opholdstiden gennemsnitligt var tre dage. Her blev alle registreret endnu engang, alt kontrolleret, og frem for alt, om papirerne var i orden.
Alle genstande, som flygtningene havde fået i Danmark, og som var af dansk oprindelse, som for eksempel, spisebestik, tallerkner, krus og uldtæpper måtte afleveres. Men samtidig fik flygtningene også de penge og værdigenstande tilbage, som var blevet taget fra dem under razziaer i løbet af de første måneders internering. Her kan jeg ganske vist ikke huske, om det angik os. Umiddelbart før afgangen fra gennemgangslejren fik hver hjemvendende forplejning til endnu tre til fire dage.
Den 15. april gik det så endelig mod Tyskland med tog, men også her var målet først en opfangelseslejr. Det var den i Pöppendorf ved Lübeck, som bestod af mange såkaldte ”nissehytter” af bølgeblik. I disse blev vi skrevet op til Wyk på Föhr og den dengang værende amtskommune, Südtondern, lægeundersøgt og endnu engang afluset.
Noget jeg endnu husker levende fra denne lejr, er det forhold, at vi i de dage frøs jammerligt selv om vores sengetæpper også her gjorde god tjeneste. Men der var ingen tilstrækkelig beskyttelse mod den klingende frost i den tredje koldeste vinter efter 1939/40 og 1941/42 i dette århundrede. Men i den retning skulle der komme endnu en sur svie.
Den 19. februar kunne vi atter forlade lejren og fortsætte vores rejse til øen Föhr og vores nye hjemegn. Rejsen gik over Rendsburg, og derefter til Niebüll eller Dagebüll, jeg ved det ikke nøjagtigt mere. I hvert fald blev vi ventet af min far den 20. februar om eftermiddagen således, at vi igen kunne omfavne hinanden efter nøjagtig 22 måneder. Han var kørt med en af de mange lastbiler, som denne dag var kørt isvejen til fastlandet for at hente forsyningsvarer til øbefolkningen.
Skibsforbindelsen fra Dagebüll til Föhr var blokeret af ismasser siden 8. februar. I det område var det fra begyndelsen af december sat ind med sne og fra 14. december permanent frost med temperaturer med under minus 15 grader celcius, hvilket til sidst førte til indefrysning af Föhr og en truende forsyningstilstand for øbefolkningen.
Det var i sidste ende Hermann Nissen og Simon R. Jacobsen fra Midlum, som det efter talrige forsøg og med handlekraftig støtte fra mange brandmænd på Föhr, lykkedes at lave en forbindelsesvej fra Midlum forland til Südwesthörn på fastlandet, som var farbar for fodgængere og køretøjer, for at sikre forsyninger til de dengang 12.000 indbyggere på øen. Den første varevogn havde nået fastlandet den 15. februar. Højdepunktet blev nået, da i alt 26 fuldt lastede lastvogne klarede vejen frem og tilbage.
Det var planlagt, at også vi skulle begynde vores eventyrlige rejse til vores bestemmelsessted, Wyk, med lastbil over isvejen. Det blev der dog slet ikke noget af, for i løbet af den 20. februar var den ugelange konstante vind fra østlig retning pludselig sprunget om til nord-vest, hvilket betød, at der blev trykket mere havvand ind og satte ismasserne i delvis bevægelse.
Dermed var det blevet for farligt for lastbilerne at vove sig ud på tilbagekørslen. Men der var samlet i alt 20 personer i Südwesthörn, som ville til Föhr og til sidst sent på eftermiddagen besluttede at gå den ca. 9 km lange vej til fods. Og blandt disse personer var mine forældre og jeg, og vi måtte efterlade vores bagage på fastlandet.
Foretagenet var ikke ganske ufarligt, så meget mere som det i sit forløb langsomt blev mørkt. Desuden var vejen temmelig anstrengende for alle deltagere fordi vejen i mellemtiden var brudt op således, at vi på nogle strækninger måtte klatre over opskruede isflager.
Et næsten dramatisk højdepunkt på turen var, da gruppen til sidst nåede en vandkant. Heldigvis var det fuldmåne, hvis lys når alt kom til alt lod os lande godt på Föhr, det vil sige ved diget foran Midlummer Marsken.
Da nogle personer i gruppen var fuldstændig udmattede, blandt andre min mor, bad vi om at komme ind på den første gård, som vi nåede til. For det første for at hvile ud og for det andet for at få varmen. Denne bøn blev venligt imødekommet og vi blev endda serveret te.
Her bagefter er jeg sikker på, at det kun kan have drejet sig om bondegården ”Ackerum Hof”. Bare efter en kort tid tilbagelagde vi resten af vejen til fods til Wyk og vores nye hjem i Wilhelmstrabe 6 hos familien Sörensen, som jo var min fars arbejdsgiver.
Det største problem de næste dage var, at vi ikke havde noget tøj at tage på ud over det vi havde på kroppen, fordi vores bagage, til hvilket også hørte vores sengetøj, var blevet på fastlandet. Familien Sörensen hjalp ganske vist med det nødvendigste, men vores største ønske var, så hurtigt som muligt at få vores ting igen så hurtigt som muligt.
Turene med lastbilerne over isen var blevet stadig mere usikre. Efter at nogle køretøjer var faldet igennem og havde måttet bjærges under dramatiske omstændigheder, lykkedes det for sidste gang den 28. februar at gennemføre turen til fastlandet og tilbage igen.
Simon R. Jacobsen registrerede i sine dagbogsoptegnelser i alt 108 lastbiler i hver retning, 37 personbil kørsler og 554 fodgængere til Föhr fra den 7. februar til denne dag, den 28. februar.
Wyker Dampskibsrederi foretog den 8. marts et første forsøg på at nå fastlandshavnen Dagebüll med dets motorskib ”Uthlande”, der var indsat som isbryder. I dets skibsjournal var der siden den 6. februar kun indføjet ”meget is, østenvind, snedriver og tåge”.
Ved dette forsøg var der 7 passagerer ombord. Blandt disse var min far og jeg. Vi ville gerne benytte den første chance til at hente vore bagage. Og det lykkedes.
”Uthlande” kæmpede sig igennem i en timelang fart til kanten af fastisen, som løb nogle hundrede meter udenfor anlægsbroen. Den sidste strækning tilbagelagde vi så til fods for endelig at bringe vores pakkenelliker tilbage til skibet på en slæde, og derfra til Wyk. Først med denne ikke hverdagsagtige aktion var vores hjemvenden fra Danmark til Tyskland endegyldigt afsluttet.
Kapitel 6 - I Wyk på Föhr.
Endelig var vi altså i Tyskland og sammen med min far. Alligevel var vores livsforhold alt andet end tilfredsstillende.
Vores bolig i Wyk i huset i Wilhelmstrabe 6 hos familien Sörensen bestod ene og alene af et loftsrum, hvori der stod to senge. Desuden var der et bord, stole, en vaskemulighed, et indbygget skab og et komfur til opvarmning og madlavning. Der var ingen vandtilslutning. Vandet måtte vi hente i en spand på toilettet på 1. etage. Selv havde jeg en seng i et loftsrum, hvor der også var opstillet et klædeskab.
Forsyningerne var ynkelige. Alt var rationeret og man kunne kun få noget med levnedsmiddelkort eller rationeringskort, hvis overhovedet. Jeg kan huske, at jeg altid var sulten og at mine forældre altid måtte låse det gængse majsbrød inde, når jeg var uden for huset.
Heldigvis blev min far holdt med kost af familien Sörensen. Han havde mulighed for at få yderligere levnedsmidler fra bønder, som de var venner med, f. eks. regelmæssig mælk, som jeg ofte skulle hente til fods hos brødrene Jensens gård i nabobyen, Wrixum.
En begivenhed, som dengang var chokerende og den dag i dag nedværdigende for mig, oplevede min far og jeg på den tid i Wyk, da vi opsøgte vores husværters ven, bonden Erich Arfsten i Boldixum, for at bede om levnedsmidler, og denne derpå gik ind i stalden og spiddede en kålroe på en møggreb og holdt den op foran os.
Men det største problem i de første uger var det manglende brændsel, således at frysning var på dagsordenen. Komfuret i vores tagkammer blev ene og alene brugt til madlavning og overvejende fyret op med oliekridt og træ.
Det sidste havde vi blandt andet forsynet os med, ved at min far og jeg om natten tog af sted for i al hemmelighed at fælde et vejtræ i nærheden af sygehuset. En praksis, som dengang var meget sædvanlig på grund af nøden. På denne måde faldt også størstedelen af træerne i ”Königsgarten” og parkanlæggene som ofre for øksen.
I huset var det kun urmagerværkstedets to rum, der blev opvarmet af en kanonovn, og her samledes alle husets beboere om aftenen, og det gjaldt også vinteren 1947/1948. Det vil sige mine forældre og jeg såvel som familien Sörensen.
Denne bestod af ”chefen” Bernhard Sörensen, en godmodig mand og afholdt af alle, og som var lidenskabelig jæger, hans hustru Grete, som var en resolut og helt igennem virksom person og deres den gang 17-årige søn Alf, som var i urmagerlære hos sin far. Den ældste søn, Harro, var faldet som nittenårig kort før krigens slutning, og af den grund blev der ikke hørt radiomusik i huset.
Foruden ”chefen”, min far og Alf var der om dagen endnu en lærling, som hed Wolfgang Lange. Jeg selv opholdt mig også ofte i værkstederne. Nogle gange for at sluge en ungdomsbog fra Alfs rigelige bestand, andre gange for at måtte lave skolearbejde med iskolde hænder i det iskolde rum.
Jeg blev straks tilmeldt skolen i februar. Det var en folkeskole med mellemskole og realskole. Lederen var rektor Otto Pretzel, som var kommet til øen som flygtning.
Han mente, at jeg nok ville passe i hans klasse M 7, selv om eleverne var mindst et år ældre end jeg, fordi de efter krigens ophør til at begynde med ikke havde haft skolegang et år. Jeg selv var jo blevet undervist fra begyndelsen og næsten uden afbrydelse i Danmark, hvilket nu skulle vise sig som en kæmpefordel.
Men i Wyk var der ingen undervisning i vinteren1946/1947 på grund af den hårde vinter og ingen opvarmningsmulighed i skolen. Der blev ene og alene, men regelmæssigt, givet hjemmeopgaver.
Da så skolen i Süderstrabe åbnede portene om foråret lærte jeg endelig også mine nye klassekammerater at kende, hvor i bandt jeg hurtigt sluttede venskab med først og fremmest Matthias Bohn (Tiesche), Uwe Carstensen (Nully) og Hans Lindemann (Spundflasche).
Meget hurtigt blev jeg også medlem af Wyker gymnastikforening, hvor jeg havde øvelsestimer hos Heinz Hunger og deltog i gymnastik, atletik og håndbold. På denne måde lærte jeg flere legekammerater at kende, som for eksempel B. Steffen Boetius, Eddy Hückstedt, Georg Hampel, Karl-Heinz Kahl (Denker), Dirk Wisser (Schnicki) og Heinzi Kröger (Mücke).
Næsten alle mine nye venner havde øgenavne. På den måde var det også kun logisk, at jeg også fik et. (Dicker) - og det, hvor jeg på den tid sandelig ikke så velnæret ud.
Med nogle af dem gennemførte jeg også på Kristi Himmelfartsdag min første Föhr rundt vandring, hvilket er en tur på 36 km, som jeg utrættelig klarede. På denne tur røg jeg også min første cigaret ifølge det gængse ritual, en amerikansk, som jeg havde fået foræret af Alf specielt til denne lejlighed.
Hvad jeg husker meget godt er leg på stranden om sommeren år 1947, som var usædvanlig skøn og varm. Stranden tilhørte næsten udelukkende os unge, fordi der jo på den tid ikke var nogen turisme, og dermed heller ingen feriegæster og strandkurve.
Specielt fantastisk syntes jeg, at jeg nu kunne dyrke mine svømmekunster, som jeg havde fået i Limfjorden i Danmark, og således kunne bestå prøven som frisvømmer den 14. august. Det var også særdeles sjovt at springe og dykke fra Mittelbrücke og at sejle med ”Johanna”, som var en klinkbygget båd, som tilhørte faderen til en af mine klassekammerater, ”Tieche” Bohn.
Mindre gode erindringer forbinder jeg med mine forældres lille have, som lå på Rebbelstieg bag ved Gartenstrabe, og hvor jeg næsten dagligt måtte vande med en blikspand i det varme vejr. Selv om jeg har indset, at dette stykke have var uhyre vigtigt for familien for yderligere forsyning i trængselstider, så har jeg stadig uvilje mod havearbejde.
Sommeren 1947 var ikke kun udtalt varm, men også usædvanlig lang. Derfor kunne jeg endnu gå barfodet til skole i oktober, hvilket også var nødtvunget, fordi der var mangel på passende fodtøj.
I løbet af året rejste min far også en gang til Pasewalk, vores bosted til krigens slutning, og det vil sige sort over den grønne grænse, som skilte den britiske og amerikanske zone fra den sovjetisk besatte zone.
På den måde besøgte han også sin mor, ”Oma Rothe”, som efter krigen var kommet fra Pyritz i Pommern til et alderdomshjem i Mildenitz i Meklenburg. På denne rejse ville han i første række tage det næsten fuldstændig ødelagte Pasewalk i øjesyn, besøge venner og bekendte og forsøge at finde den nedgravede kasse, som han havde gravet ned kort før vores flugt i april 1945.
Resultatet var nedslående. Det, der engang havde været vores hjemby, så ud som en ruinhob, således at også det hus, som vi havde boet i, var jævnet med jorden. Han genfandt sin ven Walter Pahl. Han eller måske andre berettede for ham, at straks efter, at vi havde forladt Pasewalk, havde medbeboere og naboer gravet den kasse op, som vi havde gravet ned, og at indholdet var blevet realiseret.
Det er næsten et under, at min far i det mindste genfandt noget værktøj og nogle billeder hos forhenværende kolleger, og således kunne bringe det med til Wyk.
Senest efter hans tilbagekomst fra Pasewalk var det klart for vores familie, at vi ikke ville rykke tilbage til den by. Grunden var, at der hverken var arbejde eller beboelse, og at forholdene i den sovjetisk besatte zone åbenbart var meget ringere end i den vestlige zone.
Urene og smykkerne, som var blevet gravet ned, var altså tabt. Men min mor havde endnu nogle armbåndsure, som hun havde taget med på flugten og redet med til Wyk. Og disse blev nu omsat på det sorte marked og byttet mod levnedsmidler og tøj, således at livet var lettere at bære.
For et ur fik vi for eksempel et får af en bonde på Langeneb. Det blev hemmeligt bragt med et skib til Wyk og parkeret i en fold, ejet af venner af familien Sörensen. En nat hentede jeg og sønnen Alf det derfra.
Det blev slagtet i min fars og chefs vaskekøkken, mens fru Sörensen og min mor forarbejdede det videre til kød og pølse i køkkenet.
I modsætning til de ellers sædvanlige kålroeretter, mælkegrød og muslingepølse betød de i mange dage udtalt festsmaus og mæthed. Jeg husker også sådan en festsmaus i anledning af første julefest i Wyk, hvor vi var indbudt hos familien Sörensen og hvor vi fik haresteg, og chefen selv havde nedlagt det lækre dyr.
Med denne julefest nærmede det sig slutningen på dette svære år 1947. Det skulle blive mit sidste med udpræget nød, for i sommeren 1948 kom valutareformen, hvorved de værdiløse Reichsmark blev afløst af den tyske mark den 20. juni, hvilket førte til den store forandring mod opsving og senere til det tyske ”Wirtschaftswunder”.
De fleste flygtninge forlod Wyk igen og gjorde således plads til feriegæster. De flyttede overvejende til den franske zone, hvor der var bedre arbejdsmuligheder for dem.
Mine forældre flyttede til Süderlügum i 1950, for at blive selvstændige igen med en ur- og smykkeforretning, mens jeg blev på Föhr for at blive en begejstret Wyker og øbo.
Efterskrift
Professor Dr. Guido Knopp, en fremtrædende historiker, leder af redaktionen for samtidshistorie på Das Zweite Deutsche Fernsehen (ZDF) og forfatter til talrige bøger og TV-film om det tredje rige, har i sin nyeste bog ”Den store flugt”, som er udgivet sidste år på Ullstein List Verlag München, bragt i erindring de ubeskrivelige lidelser, som overgik ca. 15 millioner flygtninge og hjemstavnsfordrevne fra Østpreusen, Vestpreusen, Pommern og Schlesien i de sidste måneder af krigen og i den første efterkrigstid.
Han skildre,r hvor meget mennesker fra Østpreusen har lidt på deres flugt over isen på den Kurische og Frisiske bugt, hvor grusomt soldaterne fra Den Røde Armé hævnede sig på indfangede flygtende på den måde, at de voldtog og mishandlede kvinderne og hvordan mødre mistede deres børn og familier blev skilt. Som i alle tyske publikationer med dette tema, mangler der i denne dokumentation henvisning til skæbnen for de tyske flygtninge i Danmark i årene 1945 til 1949.
Ganske anderledes ser det naturligvis ud i Danmark, hvor der er talrige publikationer om de ”ubudne gæster” og de problemer, der var forbundet med dem. Mange østtyskere, der var interneret i nabolandet, har måske følt deres skæbne som hård og uretfærdig. Selv husker jeg min flugt med min mor og tiden for vores ophold i Danmark i hvert fald som helt igennem udholdelig og udramatisk.
Danmark blev besat af tyske tropper den 9. april 1940, og de brugte også blandt andet havnene og flyvepladserne som springbræt til deres invasion i Norge. At disse ikke kunne skabe nogen glæde og sympati under besættelsestiden er indlysende, nøjagtig som den lettelse den danske befolkning følte, da de tyske soldater lige efter nazisternes kapitulation igen drog af sted.
Men i landet forblev omkring 238.000 østtyske flygtninge, som var ankommet i tiden fra februar til maj 1945, og som blev indkvarteret i skoler, hoteller, forsamlingshuse, fabrikshaller og andre offentlige indretninger.
Hele det ganske kongerige med sine 4 millioner indbyggere var berørt. Således var der for eksempel i maj 1945 registreret 124.064 flygtninge på Sjælland, Lolland og Falster, 18.567 på Fyn og 93.010 flygtninge i Jylland.
Enkeltstående i historien var det, at for første gang havde en besættelsesmagt brugt det besatte land til indkvartering af en del af sin egen befolkning og igen tvunget disse til, mod deres egen vilje, at blive i et land, som tidligere var blevet besat af sin egen hær. Og tilmed gennem sejrsmagterne, som havde befriet det besatte land.
Rent retsmæssigt var ”de ubudne gæster” ikke flygtninge ifølge flygtningekonventionen, men derimod tvangsevakuerede tyskere.
Hvem der var kommet om bord på et overfyldt skib, havde ingen indflydelse på, hvorhen rejsen gik, hvorfor de fleste dengang overhovedet ikke vidste, at Danmark var målet.
En nyhed var endvidere, at hver dømte blev meddelt, hvornår han blev løsladt. De tyske flygtninge, som blev interneret i Danmark, blev allerede fra begyndelsen efterladt i uvished. Ansvaret herfor havde på ingen måde den danske regering i København, men derimod de allierede sejrsmagter USA, Storbritanien, Frankrig og USSR.
Disse havde opdelt Tyskland i fire besættelseszoner og var ifølge Potsdammer-aftalen enige om at henføre den nordlige halvdel af Østpreusen til Sovjetunionen sammen med områder øst for Oder og Neise i Polen, såvel som rundt ni millioner tyskere fra øst og midteuropa. Derved var en del af flygtningenes tilbagevenden til deres hjemsted på forhånd spærret.
Den danske regerings forhandlinger med briterne, der var penneførere for de vestallierede, med det formål at få flygtningene hurtigt repatrieret, gav ikke noget resultat, fordi de så sig ude af stand til optage flere mennesker.
De havde selv store besværligheder med at ernære befolkningen (de planlagte ynkelige 1050 kalorier pr. hoved blev ofte ikke nået), og med indkvartering i kaoset i de ødelagte byer, så meget desto mere, da der allerede var strømmet yderligere millioner af flygtninge ind i landet fra øst. Deres antal beløb sig alene i flygtningeområde nr. 1, Schleswig-Holstein, til omkring 550.000 og udgjorde dermed en tredjedel af den samlede befolkning.
Alle forhandlinger blev også besværliggjort af den kendsgerning, at ved afgangen af det militærpersonel, som var forblevet i landet, blandt andet til minerydning, var der også nogle tusinde flygtninge, som var kommet illegalt af sted gennem danske steder.
Til sidst følte det lille land, Danmark, sig fuldstændig ladt i stikken med sit flygtningeproblem. Og tilsvarende var stemningen i befolkningen. Det kom til højlydte protester, både på gaden og i pressen, først og fremmest mod den fremmede udnyttelse af deres skoler.
På den måde kom der fortvivlede og også hæslige udfald mod flygtningene, som nogle helst ville lade krepere med henvisning til de danske internerede i tyske koncentrationslejre. Det var først og fremmest kirkelige myndigheder, som gjorde front mod en sådan holdning og opfordrede til en human behandling af de tyske flygtninge.
I hvert fald havde den tyske besættelsesmagt overladt danskerne en opgave af en størrelse, som simpelthen var overbelastende. Derfor havde alle metoder i begyndelsen også karakter af foreløbighed, og forløb tilsvarende, delvis kaotisk af stablen. Man bestræbte sig kun på at organisere den nødvendige forplejning, registrering og bevogtning.
Der kom egentlig først en systematisk orden i foranstaltningerne efter 6. september 1945, hvor socialdemokraten Johannes Kjærbøl, som departementschef i social- og arbejdsministeriet i København fik overdraget kompetence for flygtningene. Han løste deres hovedproblem ved at samle flygtningene i store baraklejre, af hvilke Oksbøl, som lå ca. 15 km nordvest for Esbjerg og var en tidligere tysk militærlejr, havde 35.000 mennesker, og til sidst blev Danmarks 6. størst by.
Hvor der ved krigens slutning var over 1000 flygtningelejre, så var der ved begyndelsen af 1946 kun 335 tilbage med omkring 199.000 indsatte. Ved begyndelsen af 1947 var der endnu 90 lejre med godt og vel 179.000 indsatte. I begyndelsen af 1948 endnu 23 lejre med omkring 66.500 indsatte og til sidst ved begyndelsen af året 1949 kun 7 lejre med 2.365 tilbageblevne flygtninge.
Men Johannes Kjærbøls administration løste, når det kom til stykket, også alle andre af de stillede kæmpeopgaver. Og de var:
1. Tilvejebringelse af forplejning, beklædning og skotøj.
2. Sikkerhed for brændsel om vinteren.
3. At der blev sørget for renlighed og hygiejne.
4. Den lægelige omsorg.
5. Sammenføring af beslægtede, som var blevet adskilt.
6. Afhjælpning af lediggang og apati.
7. Indretning af skoler til børn og folkehøjskoler til de voksne.
8. Forsyning med teater, musik, biblioteker, aviser, radio og film.
9. Sjælesorg for de evangeliske og katolske kristne.
10. Oprettelse af postforbindelser.
11. Registrering af alle personer og indretning af en søgetjeneste for forsvundne. pårørende, småbørn og forældreløse.
12. Endelig organisering af repatriering.
Den ordnede officielle repatriering af flygtningene begyndte den 1. november 1946. Efter at min mor og jeg kunne begynde hjemrejsen i februar 1947, fulgte min tante Frieda den 30. november 1948 og min tante Erna og hendes datter først den 11. december 1948 og det var fra den daværende franske besættelseszone.
De sidste flygtninge forlod endelig Danmark den 15. februar 1949, hvorved der havde været 51.045 i den franske zone, 44.377 i den britiske zone, 36.000 i den russiske zone, 14.817 i den amerikanske zone og i Berlin 1.618 flygtninge.
Den danske regering regnede derefter ud, at deres lille land havde haft en udgift på den gevaldige sum af 428.5 millioner kroner, når de havde sat forplejning, indkvartering, beklædning, medicin, og administration til 2 kroner per dag og person. De forlangte selvfølgelig erstatning for disse omkostninger fra Tyskland, men den i mellemtiden opståede anden stat østpå, DDR, afslog ligeud at betale.
Den nydannede stat, Forbundsrepublikken Tyskland, som betragtede sig som den retmæssige efterfølger af Det Tyske Rige, forpligtede sig derimod, i en aftale indgået i London 1953, til at betale en erstatningssum på 160 millioner kroner i løbet af tyve år. Netop den 1. september 1958, altså allerede efter godt fem år, var den samlede sum betalt, hvorefter man dog må holde fast i, at Danmark med omkostninger i størrelsesordenen 268,5 millioner kr. blev ladt i stikken.
Som den første officielle repræsentant for efterkrigstidens Tyskland har den forhenværende regerende borgmester i Berlin, præsten Heinrich Albers, udtrykt sin store respekt for den danske holdning overfor de tyske flygtninge, som jo blev givet som en særlig kynisk gave af fjenden i deres land i sidste øjeblik.
Men det varede 48 år før det kom til tak til Danmark for husningen og forsørgelse af flygtningene. I 1995 afholdt de forhenværende flygtninge, som kom ind i landet ved deres flugt på skibe over Østersøen, en højtidelighed, som fandt sted i Oksbøl.
Præsidenten for den Schleswig-Holstenske Landdag, Heinz-Werner Ahrens, priste ved denne anledning Danmarks store ydelse umiddelbart efter landets befrielse fra den tyske besættelse, ved ikke at nægte flygtningene fra Østtyskland solidaritet. Hermed vil jeg gerne på dette sted udtrykkeligt og fuldstændigt tilslutte mig påpegningerne fra både den regerende borgmester fra Berlin og den Schleswig-Holstenske landdagspræsident.
Siden omkring 1960 har jeg selv besøgt Danmark mange gange, enten til sportslige begivenheder eller som turist. På den måde gik rejsen bl.a. til Tønder, Esbjerg, Ribe, Viborg, Billund (i Legoland), Skagen, Grenen, Frederikshavn, København, Sønderborg og øen Rømø.
Først den 14. september 2000 forsøgte jeg for første gang at komme tilbage til et sted, hvor vi engang havde levet som flygtninge. Det var Årslev på Fyn. Denne udflugt løb dog ud i sandet, for jeg kunne ikke finde den forhenværende lejrbygning ”Forsamlingshuset”.
Et bedre resultat i den retning fik jeg den 13. maj 2002, efter at jeg forud havde korresponderet med lederen af det lokalhistoriske arkiv for Sdr. Nærå og Årslev, fru Anne Lise Isaksen.
Ikke alene modtog hun mig overordentlig venligt i Årslev, men gav mig også interessante henvisninger til tiden omkring år 1945. Ligeledes lykkedes det mig nu at finde forsamlingshuset igen, hvorved jeg kunne konstatere, at det endnu så næsten nøjagtig ud, som jeg havde det i erindringen.
Jeg opsøgte også stedets kirke og den lille kirkegård, som i dag i hvert fald er meget større end umiddelbart efter den anden verdenskrig, frem for alt hvad indbyggertallet angår.
Tyske flygtninges grave kunne jeg naturligvis ikke mere finde.