Fra maj 1945 til marts 1946 var der indkvarteret flygtninge i Sdr. Nærå og Årslev.
Flygtningene blev bl.a. indkvarteret i forsamlingshuset og på Årslev Friskole, der var beliggende ved siden af forsamlingshuset.
Den nedenstående erindring er skrev af Ingeborg Sehested, der var gift med Thomas Sehested, der var lærer på friskolen. De boede på friskolen med deres seks børn.
Det er uvist, hvornår erindringerne er skrevet.
Erindringen bringes med tilladelse fra Lokalhistorisk arkiv for Sdr. Nærå og Årslev sogne.
 |
| Tyske Flygtninge på Banevej, Årslev. Fotokilde: Lokalhistorisk arkiv for
Sdr. Nærå og Årslev sogne. |
Spredte erindringer om tiden fra d. 3. maj 1945 til marts 1946
Af Ingeborg Sehested, Årslev Friskole.
Tyske flygtninge kom en eftermiddag til Årslev St., der var ca. 350.
Det var d. 3. maj 1945, ca. 100 blev indkvarteret i missionshuset, resten i forsamlingshuset og her i friskolens 2 skolestuer.
Der blev slået hul i væggen ud mod forsamlingshuset og en dør blev sat i. Dørene ind til gangen blev låst og cellotexplader blev slået for – for at dæmpe lyd og fange luft derinde fra.
Alt inventar fra skolestuen blev kørt op på forsøgsgården (Statens forsøgsgård for planteavl, Kirstinebjergvej, Årslev). Den første tid blev den ene skolestue brugt som sygeafdeling senere som skolestue for de større børn.
Hele sommeren holdt vi skole henne på havebrugsskolen, men i oktober måned blev en del af flygtningene fordelt til andre lejre, så vi kunne få skolestuerne igen.
Der måtte lægges et stykke nyt gulv i legestuen, og der blev hvidtet lofter og malet over det hele inden vi tog dem i brug.
Vi måtte bruge haven som legeplads, da tyskerne ”besad” legepladsen og begge indkørsler.
Det var en mærkelig tid.
 |
| Tyske flygtninge henter mælk på Årslevgården. Fotokilde: Lokalhistorisk arkiv for Sdr. Nærå og Årslev sogne. |
Vi var meget vrede på tyskerne, for deres overgreb på alle de små lande omkring dem, og for alle de pinsler de havde påført mange danskere og mennesker fra andre lande. Og dog syntes vi det var synd for de gamle koner, der stod og så vemodigt og længselsfuldt ind over vor have og fortalte om, at de havde også haft en have som de holdt af - og nu – kaput.
Der var mange enlige mødre med et eller flere børn, de anede ikke, hvor deres mænd var – om de var levende eller døde eller i fangenskab et eller andet sted. Nogle havde været på flugt i flere måneder og havde kun hvad de gik og stod i.
Andre var hele familier samlet og havde en del tøj – ja, endda levnedsmidler med – som de ikke ville dele med nogen, endda nogle børn var på grænsen til hungersnøden.
Vi så grelle eksempler på hvor selviske og griske tyskerne kan være. De undså sig ikke ved at tigge – alt muligt og spille – eller blive fornærmet, når de ikke fik hvad de forlangte, endda det tyske militær havde tømt vore lagre og ødelagt for millioner (på bygninger o.s.v.) rundt om i landet, i de 5 år vi havde besættelsen, og hvad der aldrig kan gøres op, alle de danskere der måtte bøde med livet, eller tog skade på nerver og helbred.
Det var ikke let at være nabo til dem. Kun de gamle koner og børnene, og en enkelt enlig mor, syntes jeg at vi kunne have ægte medlidenhed med.
Når børnene gik derude på pladsen med de bare ben på en træplade med en smal rem over – (skåret af drengens gamle fodboldstøvler) og de små tæer var røde af kulde, da måtte jeg ind at finde nogle strømper, selv om vi kun kunne købe på kort til vore egne, og hvad jeg turde undvære af gammelt tøj og gl. strømpeskafter fik de over i forsamlingshuset, at de kunne trevle op og strikke sokker, de havde jo tid nok – ja, alt for megen tid.
De tiggede om arbejde, men vi måtte ikke give dem noget.
Dog listede en gartner sig ind i vor have og hjalp os med forskelligt, og vi gjorde os ingen spekulationer over det, da de jo påførte os en mængde ulejlighed og gene.
Et par koner listede ind i den lille stue og stoppede strømper for mig, jeg kunne ikke overkomme at holde alt vort tøj, og vi havde ikke råd at betale for det, men de var også lykkelig over at slippe væk fra lejren en lille stund og sidde i ro i en stue – som de selv havde haft og som de længtes frygtelig efter – hvis den i det hele taget eksisterede.
Et forældrepar mistede to børn få dage efter de var ankommet. - En ung mand døde i legestuen – på et leje af halm – ingen tog sig af ham – enhver var sig selv nærmest.
En ung mor var meget hårdt ramt, man måtte være af sten, om ikke hendes skæbne kunne røre én.
Derom disse små vers. Hun stod længst i min erindring.
 |
| Pigen i verset hed Hanne Lore David. Hun blev født den 12. februar 1944 og døde den 18. maj 1945. Fotokilde: Lokalhistorisk arkiv for Sdr. Nærå og Årslev sogne. |
De tyske flygtninge, Aarslev forsamlingshus. 1945
Da den unge tyske mor mistede sit sidste barn, en yndig lille pige med lysegule krøller, ca. 2 år.
I hjørnet af vor have,
med klaser hvide som sne,
der stod den store syrenbusk
og var så smuk at se.
Fra forsamlingshuset, vor nabo
fortvivlet gråd der lød,
de kom med en lille kiste
en lille pige var død.
Det store følge af flygtninge
ejede ikke en gren,
jeg brød en buket af syrenen
og rakte moderen den.
Faderen blødte ved fronten
moder og børn på flugt,
den sidste lille pige
havde nu sine øjne lukt.
I en krog af kirkegården
blev en tue af jord og sten,
den eneste blomst til båren
det var den hvide syren.
Et år – og de skal afsted igen,
bort fra barnets grav
en hånd blev rakt over hækken hen
tak for blumen du gav.
Een tung skæbne blandt millioner i krigens onde år.