I den udgave af Pigtraad, der blev udsendt i april 1970 fortæller Banke Jung-Jensen om, hvordan han oplevede slutningen af krigen.
 |
| Banke Jung-Jensen står nummer tre fra venstre. Billedet er taget ved hjemkomsten til Odense Banegård. Fotokilde: Museum Sachsenhausen. |
Befrielsen oplevet i flere etaper
Banke Jung-Jensen var indespærret i 1 1/2 år. Det meste af tiden i Sachsenhausen ved Berlin. Først blev han evakueret fra Berlin til Neuengamme. Efter en måneds ventetid gik turen til Sverige
Jeg husker især rygterne om, at Røde Kors skulle hente os nordmænd og danskere væk fra lejrene, og efterhånden, som rygterne svirrede, troede vi på det, og pludselig var det en kendsgerning, at nordmænd og danskere begyndte at skulke fra arbejdet.
Det var jo ellers ret farligt, idet det blev straffet temmelig hårdt, men for at klare frisag, havde vi fået lært en lille sætning, der klarede denne sag, og denne sætning lød blot: »Vi venter på transport«, og jeg tror, det var noget, som Johs. Fosmark havde lært os.
På turen gennem Danmark var der mange oplevelser, men den glædeligste for mit vedkommende var, da vi nåede Storebæltsfærgerne og var gået ombord. Her kom en af matroserne og spurgte mig, om jeg eventuelt skulle kende en ung mand, der hed Banke. Jeg svarede, at det var mig selv. Han sagde, at der stod en ung pige henne ved landgangen, som ville tale med mig, og jeg blev noget overrasket, da jeg så, at det var min egen søster.
Gensynsglæden var stor, men da færgen var ved at skulle sejle, måtte vi jo hurtigt tage afsked, og for at mine forældre skulle tro på, at vi virkelig havde truffet hinanden, gav jeg hende et ur med hjem som bevis. (Uret var organiseret i lejren).
I København, måtte vi vente det meste af natten på næste tog, der skulle køre os til Helsingør, hvor vi skulle med færgen til Sverige. Vi blev indkvarteret lidt uden for Helsingborg i Barkåkra, hvor vi havde nogle dejlige dage, inden det glædelige budskab om, at krigen var forbi, kom.
Den 10. maj 1945 stod jeg på banegården i Odense, glad og lykkelig over, at frihedens time var kommet. Hermed sluttede en periode i mit liv, som jeg nødig ser gentaget.
Hvordan var det at vende tilbage til det normale liv, spørges der, jeg må svare, at det var en dejlig følelse at være fri.
Fri for vagtsoldaternes råben og skrigen, fri for onde blikke, hvor vi stod og gik.
Her mødte vi kun venlige og glade mennesker, dels fordi man selv så lyst på tilværelsen efter 18 måneders indespærring, og fordi alle folk var glade over, at krigen var forbi, og at man gik en lysere fremtid i møde.