 |
| Svendborg på befrielsesdagen. Fotokilde: Danmarkpaafilm.dk |
Denne beretning stammer fra april 1960-udgaven af Pigtraad. Beretningen er skrevet af Witte Kring, der var betjent i København, men blev sendt til Svendborg, hvor han oplevede befrielsen. Det er ikke mange oplysninger, der findes om ham, men i Information den 27. december 1944 kan det læses, at han var blandt de betjente, der før jul ankom til Frøslevlejren fra Buchenwald.
Beretningen:
Politiassistent Witte Kring blev sammen med andre politifolk frigivet i Frihavnen den 14. april 1945. Lægen sendte ham til Svendborg, hvor han oplevede selve befrielsesaftenen
Hvordan oplevede du befrielsen? Spørgsmålet kommer ligesom lidt bag på mig. Tjah; hvordan oplevede jeg den? Tankerne går tilbage — de vil ikke rigtig blive ved befrielsen — de „ta’r en tur“ over Vestre fængsel, Neuengamme, Buchenwald, Frøslev - standser ved 14. april 1945 i Frihavnen.
De norske studenter - danske illegale - og vi politimænd. Nu var der ingen tvivl, vi skulle til Sverige. Så blev politimændene pillet fra - sendt til „aflusning" på Blegdamshospitalet - og så var vi pludselig fri. Hvad følte vi så ved det? Jah, - ud over en usigelig træthed og trang til at lægge sig ned og bare hvile følte vi intet særligt. Såvel fysisk som psykisk var vi „nede".
Min læge sagde: „De trænger hårdt til fred og ro; har De ikke nogen familie et sted på landet, hvor De kan „gemme" Dem og få noget sul på kroppen. Her sker snart noget, så se at komme væk hurtigst muligt!" Det blev barndomsstedet Sydfyn - Svendborg.
Det lå i luften, at der snart „skete noget". Da „budskabet" kom - den 4. maj om aftenen - sad jeg sammen med min kone hos min søster og svoger i Svendborgs udkant. De græd - de lo - de omfavnede mig. - Jeg sad og „bed knuder" på kæbemusklerne, og mine tanker gik til Neuengamme og Buchenwald - til alle de kammerater, som ikke kom med hjem - som ikke fik lov at høre befrielsens budskab.
Imens tog larmen til på gaden. Der blev lys i flere og flere vinduer. Folk kom ud på gaden - der lød hurraråb, og der blev dunket i ryggen - man lo - og man sang. Hele Danmark jublede - og på det punkt adskilte Svendborg sig sikkert ikke fra København eller andre danske byer. Efterveerne efter lungebetændelse og gulsot i Buchenwald sad i kroppen.
- Alt for træt - alt for mange dystre minder - alt for tæt inde på livet - til at fare ud og „være med". Hele aftenen sad min kone og jeg med hinanden i hånden. Ordene var få og stille - men den samme lettelse og befrielse, som jeg læste i hendes øjne - hendes ansigts minespil - glædestårer, der ind imellem ligesom i smug - genert - blev strøget væk, har hun sikkert set hos mig. - Den „onde tid" har vel for hende været nok så stort et nervepres som for mig.
Ved en fejlanføring af mit navn fik hun ved første henvendelse til „Røde Kors" at vide, at jeg ikke sås på listen over de til Tyskland førte politimænd. Først efter nogen tid i uvished fik hun ved en ny henvendelse der at vide, at en under navnet Peter King anført formentlig var mig.
Under folkestrejken har hun 2 gange under tyske razziaer bogstavelig måttet løbe for livet, mens tyskernes kugler „fløjtede" hende og andre om ørerne.
Hvordan oplevede DU befrielsen?
Jah, - de ord fik mig i første omgang ligesom til at stå stille. - Tankerne skulle jo lang vej tilbage — tilbage til noget, som er gemt, men aldrig kan blive glemt. Mindet om de fem forbandede år.