Den nedenstående beretning kommer fra en anonym 23-årig reservepolitibetjent fra Frederikshavn, der under urolighederne i Odense i august 1943 var udkommanderet til byen.
Beretningen stammer fra et temanummer af Tidsskrift for Dansk Politi, der i 1984 udkom under titlen ”Dansk politi under tysk besættelse 1940-1945”.
 |
| Der uddeles løbesedler fra en bil i Odense Centrum, august 1943. Fotokilde: DR. |
Udkommando, Odense
Formidabel styrke
Politistyrken i Odense var på ca. 200 mand. Med de udkommanderede politistyrker fra hele landet nåede den samlede politistyrke op på mellem 1000 og 1100 mand - en ret formidabel styrke. Kort efter vores ankomst blev vi kaldt til parole/orientering om forholdene i byen.
Mange forretningsdrivende havde fået butiksruder knust og forretninger raseret. Private lejligheder var blevet raseret og indboet smidt ud på gaden og brændt. Det drejede sig om forretningsdrivende, der handlede med tyskerne, og formentlig også private, der havde omgang med tyskerne.
Til ære for tyskerne
Ved 13.30-tiden blev vi i busser kørt ud til de i forvejen planlagte vagt/patruljetjenester. Sammen med en god ven blev jeg sat af i en gade, hvis navn jeg ikke erindrer. Vi fandt dog hurtigt ud af, at en slagterforretning i gaden var raseret.
Hvad vi skulle foretage os, var vi ikke helt på det rene med, men det hjalp os dog, at politiets højttalervogne kørte rundt og gav instrukser til befolkningen. Det var dog vist mest til ære for tyskerne, at højttalervognene kørte rundt. Befolkningen reagerede åbenbart ikke på instrukserne, men det gav vel tyskerne indtryk af, at politiet gjorde noget for at opretholde ro og orden i byen.
 |
| Chr. Hansens Sønners raserede slagterbutik i Kongensgade. Deres butik på Skibhusvej blev ligeledes raseret. Det vides dog ikke, om det er en af dem, der omtales i beretningen. Fotokilde: Odenseleksikon. |
Forplejning
Enhver kan forstå, at vi under disse omstændigheder ikke kunne få tilstrækkelig med søvn, men det måtte vi jo affinde os med.
At vores forplejning mildest talt var dårlig, var til at bære, for når vi var ude på vores poster, kom folk og inviterede os indenfor og gav os noget at spise. Jeg kan roligt sige, at mindst halvdelen af min forplejning i disse bevægede dage fik jeg ude hos byens borgere.
Hotellet var formentlig så overbebyrdet med arbejde, at de simpelthen ikke kunne klare op gaven - i hvert fald ikke tilfredsstillende. Generalstrejken gjorde det endnu vanskeligere.
Jeg tvivler på, at politifolkene kunne have klaret arbejdspresset, hvis ikke byens borgere havde ydet os denne ekstra forplejning. Jeg tror, at denne ekstra forplejning, vi fik hos os ubekendte, havde det klare formål: »I vores kamp mod tyskerne, skal I være på vores side. Vi erkender, at I må spille jeres spil over for tyskerne, men dette spil må ikke i urimelig grad gå ud over os«.
Vel blev disse ord aldrig sagt direkte, men den måde, befolkningen opførte sig på over for os, sagde det stærkere end ord kan sige det.
Gang på gang måtte vi på kommando trække vore stave for at rydde gaderne, som regel i aften/nattetimerne. Jeg kom aldrig til at slå på nogen, og jeg så heller ikke mine kolleger gøre det. Faktisk fik vi slet ikke muligheden. Gaderne blev ryddet på den måde, at alle, der skulle væk fra gaderne, blot løb ind i op gangene, efterhånden som vi rykkede frem.
Fantastisk sammenhold
Hver eneste lejlighed i etageejendommene syntes fyldt op med - gerningsmænd og tilskuere - der havde måttet flygte for de fremrykkende politikæder. Dette illustrerede et fantastisk sammenhold i befolkningen. Der var fyldt op ved hvert eneste vindue ud mod gaden. Rundt om på gaden flammede bålene fra divaner, sofaer og andet møblement.
Her kunne man direkte se noget, som man ellers normalt kun ser på film. Vi var direkte øjenvidner til begivenheder, der førte til regeringens fald den 29. august. Normalt bliver politiet i den slags situationer sjoflet til med beskidte tilråb, men jeg hørte ikke et eneste.