 |
| Valter Thrane-Rasmussen. Billedkilde: FDF. |
Fyn under besættelsen har fået lov til at bringe de erindringer som modstandsmanden Valter Thrane Rasmussen skrev ned i starten af 90’erne om sine oplevelser under besættelsen. De følgende erindringer omhandler hans tid som en del af en arbejdskommando.
”Rüdersdorf er en af Berlins forstæder. Grå og trist som produktet fra de store cementfabrikker, der var byens største arbejdspladser.
I 1944 blev store dele af den ene fabrik ødelagt ved et allieret bombeangreb. Dele af fabrikken blev jævnet med jorden, andre bygninger fik revet den ene side bort, så man kunne se maskinerne på første og anden sal. Det kunne man endnu i 1991 efter 46 års kommunisme, ruinerne stod der stadigvæk. I 1944-45 producerede man stadig på fabrikken, mens man halvhjertet forsøgte at sætte noget af det ødelagte i gang igen.
Noget af det halvhjertede var en arbejdskommando udlejet af vores tugthus, Berlin-Plötzensee. Vores kommando bestod af 14 mand og en vagtmester. Syv nationaliteter, men kun 1 dansker. De fleste idømt mangeårige tugthusstraffe for småforseelser som f.eks. aflytning af engelsk radio, åbenmundethed, tuskhandel i tvangsarbejderlejre osv. Seks tyskere, to tjekker, to franskmænd, to hollændere og en østriger. Nogle havde militære domme, der først skulle træde i kraft, når krigen var forbi. For eksempel havde Holtz under felttoget i Frankrig 1940 skåret nogle bildæk i stykker og anvendt dem som skosåler. Dommen lød på to års tugthus efter krigen. Han havde allerede været indespærret i fire år.
Vagtmesteren hed Keller, medlem af partiet, trofast katolik, gik til messe hver søndag, en agressiv og krigerisk person. Hans holdning til fangerne kan udtrykkes med hans egne ord: "Schwerverbrecher seid ihr, und ihr mussen zahlen"! Heldigvis var han dum og gik på ethvert bondefangertrick, hvad enten det gjaldt organisering af fødevarer eller pjækkeri på arbejdspladsen. Hans dumhed var med til at gøre tilværelsen tålelig i Rüdersdorf.
Under bombeangrebet var en af de store tromler blevet beskadiget, og vores opgave var, at få den gjort køreklar igen. Det lykkedes aldrig. Arbejdet var uplanlagt, værktøjet dårligt og sidst og ikke mindst: vores arbejdsleder tabte gnisten i takt med russernes fremmarch. Selv om de ved juletid endnu ikke stod på tysk jord, havde han set, hvor det bar hen og foretrak at tilbringe tiden sammen med sin kone. Så han afhentede os om morgenen hos vagtmesteren, satte os ”i gang”, gik hjem til konen, afleverede os til middag, afhentede os, gik hjem, afleverede os ved fyraftenstid.
Denne procedure gik slet ikke op for vagtmesteren. At de fanger, han havde tilsyn med, en stor del af tiden var uden opsyn, lå uden for hans begrebsverden. En vis kontrol var der vel fra fabrikkens vagter og civilarbejdere, men hvis man sørgede for at have et bræt over skulderen eller et stykke værktøj i hånden, var der ingen, der stillede spørgsmål og man kunne færdes næsten overalt.
Flugt? Moralen var denne: Man flygter kun, hvis man har en virkelig grund, ellers vil det gå ud over kammeraterne.
En stor del af fabrikken lå øde hen. Her færdedes kun tugthusfanger og russiske krigsfanger. I modsætning til andre allierede krigsfanger var russerne ikke beskyttet af Genevekonventionen og kunne derfor sættes til tvangsarbejde.
Engang var de således blevet sat til at losse et tog med en kartoffellast. Da de var færdige, manglede der kartofler, svarende til mere end lasten af en halv godsvogn. Disse kartofler var gravet ned på det øde område af fabrikken. Men russerne var blevet afskåret fra at grave dem op igen, og der foregik nu en veritabel skattejagt på disse kartofler. Det var blevet vinter, og kartoflerne havde fået frost. Nogle af dem kunne vandet vrides fra, når vi stegte dem i gløderne fra den tønde med ild, vi havde stående for at kunne varme fingrene i den hårde frost. Jeg husker endnu den sødlige smag fra de frosne kartofler, men sultne mennesker tænker ikke meget på smag. At jeg kom helskindet gennem vinteren, før den store "Kohlendampfzeit" begyndte, kan jeg takke de frosne kartofler for.
En del af tiden arbejdede vi på værksted sammen med de civile arbejdere. VI kunne sagtens holde trit med tyskerne. De var også trætte og sultne.
Arbejdskommandoen var indkvarteret i et lille arbejderhus. Væggen mellem soveværelse og stue var slået ned, så der blev et rum på størrelse med en dansk normalstue i 1993. Der var sat tremmer for vinduerne og en ekstra slå for døren udefra. Ved siden af vores "stue" lå vagtmesterens værelse, som vi skulle passere gennem fire gange daglig.
Værelset var spartansk møbleret, men der var en radio, og selv om vagtmesteren dæmpede den så meget som muligt, var det dog muligt at være nogenlunde orienteret på lige linje med de almindelige tyskere. Det var noget andet end tugthusenes "Scheishausparol", hvor frontberetningerne overoptimistisk var et par måneder foran de virkelige begivenheder. Her i december 1944 rykkede russerne frem i Polen med 40- 50 kilometer om dagen, mens den tyske modoffensiv var ved at bryde sammen i vest.
Fangerummet var indrettet med syv tomandskøjer, et spisebord med bænke, en kakkelovn og midt på gulvet en toiletspand. Vasken efter arbejdet blev klaret med én spand vand til 14 maskinarbejdere. Vi fandt dog hurtigt ud af at vaske os på arbejdspladsen. En glødende jernstang fra essen i en spand vand giver tempereret vaskevand. En gang cirka hver tredje uge kom der rent undertøj. I modsætning til det snavsede tøj var det rene tøj lusefrit. Til gengæld var sømmene fyldt med luseæg, der lynhurtigt blev udklækket af kropsvarmen. Nå, så havde vi da noget at tage os til i de lange vinteraftner ved julelampens skær.
Det kan lyde hårdt, at skulle leve under sådanne forhold for en dansker i 1993. I virkeligheden var det den vildeste luksus sammenlignet med koncentrationslejrene.”