Rasmus Peder Hjortebjerg Pedersens erindringer

Rasmus Peder Hjortebjerg Pedersen med sin gruppe. Det er Rasmus i firkanten i midten af billedet. Billedkilde: Modstandsdatabasen/Børge Møller Andersen

Jeg har været heldig, at finde frem til den nedenstående beretning fra Rasmus Peder Hjortebjerg Pedersen, der med afsæt i sin bolig på Bogensevej 19 i Næsby var involveret i det lokale modstandsarbejde. Beretningen er fremkommet ved en samtale den 4. februar 1984 og siden transskriberet.

Jeg har ved min gennemgang af teksten rettet tegnsætningen til, der flere steder var mangelfuld og meningsforstyrrende, og jeg har enkelte steder indsat et ord, der synes at være ”faldet ud” for at fremme læseligheden.

Rasmus Peder Hjortebjerg Pedersens erindring er nedfældet knap 40 år efter besættelsens ophør. Derfor er det naturligt, at der kan være huller i hukommelsen og ting, der blandes sammen. Jeg tillader mig derfor, at komme med følgende tre kommentarer til erindringerne.

• Den omtalte Parabellum-revolver er med stor sandsynlighed det de fleste nok vil kende som en Luger. Dette er en pistol (patroner i magasin), ikke en revolver (patroner i tromle)
• I beretningen bliver den 29. august 1943 sammenkædet med, at politiet blev taget - dette skete først i september 1944
• Alsang omtales som noget folk samledes om omkring urolighederne i 1943. De største alsangsstævner blev afholdt i 1940, og allerede i 1941 var interessen for alsang stærkt aftagende. Jeg mistænker derfor, at dette også er en sammenblanding af fakta

Rasmus Peder Hjortebjerg Pedersens erindringer:

Min tilknytning til frihedsbevægelsen begyndte d. 3. august 1943. Den aften kom der en mand og ringede på vor dør, dengang Bogensevej 19 på hjørnet af Bogensevej og Højvang. Denne mand spurgte om det var Rasmus P. Hjortebjerg Pedersen hvilket jeg sagde, ”ja det er, men hvad drejer sagen sig om”, og han svarede, ”vi har i længere tid haft dig i vort søgelys og tror og håber, at du vil hjælpe os i kampen mod besættelsesmagten, og som et bevis giver jeg dig denne æske og beder dig møde d. 5. august ved bådehavnen i Stige. Der ligger en båd der hedder ”Stine” og der vil du få yderligere oplysninger om kommende opgaver og instruktion i brugen af våben og sprængstoffer - i håb om forståelse af sagens alvor bringer jeg dig komiteens varmeste hilsen - men hvis du ikke ønsker at deltage må du aldrig nævne mit besøg til nogen og dit kodenavn er herefter Hjort. Omtaler du noget eller giver oplysning om din tilknytning til centralledelsen kan yderste konsekvens blive, at du bliver lige så kold, som det du har modtaget i æsken”. Det var en 9mm Parabellum-revolver og 100 patroner. Det var mit første møde med frihedsbevægelsen.

Den 5. august i båden ”Stine” i Stige traf jeg en mand, der ved ankomsten tiltalte mig – ”er det Hjort” og der var en mand mere og det var Eigil Rasmussen, Lumby kaldt Fisker. Vi fik en kort instruktion af sprængstof som vi fik med os hjem. Jeg var ansat hos Thomas B. Thrige som luftledningsmontør og måleraflæser og havde også lejlighed til at se, hvad der foregik på flyvepladsen, så der kom en kurér fra ledelsen til mig og fik skitser over bunkers, ammunitionsdepoter og luftskytsstillinger. Også oplysninger om mange af de værnemagere, der arbejdede for tyskerne, fik denne kurér når der blev ringet.

Ja! Vi var nu blevet en mand mere i gruppen, det var Jens Johansen Stige kaldet ”Kukker”. Vi var ude at modtage våben som blev nedkastet af Royal Air Force flere steder på Nordfyn, og jernbanen måtte flere gange have et plaster som det hed.

Befolkningen blev mere og mere patrioter og sammenholdet blev stærkere, og i dagene op til d. 29. august 1943 blev der strejket på alle større fabrikker og skibsværftet, fordi at tyskerne besatte dem med tyske soldater. Der blev holdt store møder blandt andet på Odense Stadion hvor der var samlet vel en 10-15.000 mennesker. Her blev holdt taler, af borgmester Verner, Minister Kærbøl og mange andre. Borgmester Verner og Kærbøl opfordrede og bad os gå i arbejde igen, men der blev svaret! ”Ingen går i arbejde før alle tyske soldater bliver trukket væk fra fabrikkerne!”. Ja det gik hårdt for sig i de dage, mange butikker som havde for store leverancer til værnemagten blev plyndret og sprængt i luften, og mange kvinder kaldt feltmadrasser blev klippet i de dage – først måtte værnemagten holde alle soldater inde på kasernen i tre dage før vi gik i arbejde.

Men den konfrontation mellem den odenseanske befolkning og tyskerne blev mere skarp, der blev likvideret mange stikkere og tyske håndlangere, der blev et udtalt sammenhold, sunget alsang og vist V-tegn overalt hvor folk mødtes.

Kulminationen skete d. 29. august da hele Danmark fik militær undtagelsestilstand. Politiet blev taget eller gik under jorden.

Der blev oprettet et vagtværn i byerne i stedet for politiet, vi fik og blev opfordret til dannelse af et sådant vagtværn i Næsby af sognerådsformand Peter Rasmussen der boede i Kirkendrup. Vi blev seks mand hvis navne var:

• Poul Ellegård, Rønnevej (Vikler)
• Johs. Larsen, Rønnevej
• Max Mortensen, Kirkendrup
• Harry Henriksen, Aagade
• Jens Johansen, Stige
• Rasmus P. Hjortebjerg (Pedersen,) Bogensevej 19

Vagtværnets opgave var at holde ro og orden, som det hed, og beskytte folk mod hærværk og tyveri. Vi gik på skift 2 af gangen i 2 timer hver aften og vi fik telefon så vi kunne blive tilkaldt, hvis der skete noget. Vi fik af vagtværnet i Odense udleveret hver en politistav og vi skulle afgive en rapport, når der var noget større, men det gik ellers meget fredeligt, kun et par tilfælde. Det ene var statshusmand Person, hvis ejendom ligger i Allesøgyden, hvor vejen går efter Kirkendrup. Han ringede, at han havde overrasket en tyv, som flygtede ned af Kirkendrup, men han skød efter ham og ramte ham i bagdelen. Vi fandt ham ikke den nat, men dagen efter tog jeg ud på sygehuset for at se om han var kommet derud, og ganske rigtigt lå der en ung mand, som havde fået hagl pillet ud af bagdelen, og han gik også til bekendelse og blev overført til vagtmandskabet i Odense. Et andet tilfælde var fra Søhus Station, hvor der blev ringet, at der var tyve, der løb med pengeskabet, som vi senere fandt hos gartner Rasmussen Smedebakken og afleverede det tilbage til stationen, men tyvene fandt vi ikke. Der var kun få husspektakler, som altid blev ordnet i mindelighed.

Da krigen var forbi måtte vi aflevere papirer, skilte og stavene til Odense.

Da jeg som luftledningsmontør ved T.B. Thrige skulle ud flere steder og sætte mastesikringer i når lyset var gået ud, fik jeg en passerseddel udstedt af den tyske befuldmægtig med det tyske stempel, hvor jeg Rasmus Peder Hjortebjerg fik tilladelse til, frit at færdes ude hele døgnet i Odense og forstæder. Det var en stor hjælp for vort arbejde, blandt andet ved modtagelse af våben, som blev kastet ned forskellige steder på Nordfyn, for blot at nævne et enkelt sted. Vi var fem mand i min bil, som var forsynet med falske nummerplader og et lægeskilt. Turen gik til Østrupgård, hvor vi mødte en gruppe fra Otterup, med præsten i Østrup som gruppens delingsfører, også kaldet panserpræsten, fordi han ved en anden lejlighed fik en kugle igennem bilen.

Da vi fik alle våben og sprængstoffer læsset i bilen, var det om at komme godt hjem, blandt andre var også læge Ingerslev, Søhus med, men han ville ikke følges med os hjem til Næsby, da turen gik over Lunde og Søndersø til Næsby kirke, hvor vi skulle have det store lager af maskinpistoler, håndgranater og forskelligt sprængstof gemt i kirkens fyrkælder. Vor gode ven og kammerat Pastor Erik Knudsen ventede på os med nøglen til fyrkælderen. Alt gik heldigt hjem og hele lageret blev gemt oven på fyret, da jeg ikke kunne opbevare mere i Bogensevej 19.

Nu var vi inde i det nye år 1945, opgaverne blev flere og flere og Nordfyns Jernbane måtte holde for med et plaster hver eneste uge, ja der blev også en enkelt fabrik, der gik i luften.

Vi var nu blevet 12 mand i gruppen, for jeg havde fået besked fra ledelsen, at vor opgave var at vogte på indfaldsvejene til flyvepladsen – her er alle navnene i gruppen:

• 1. Eigil Rasmussen, Lumby (Fisker)
• 2. Jens Johansen, Stige (Kukker)
• 3. Johs. Andersen, Thune Nielsensvej, Næsby
• 4. Victor Andersen, Thorslundsgade, Næsby
• 5. Johs. Thomsen, Skolevej, Næsby
• 6. Tage Lund Larsen, Skolevej, Næsby
• 7. Max Mortensen, Kirkendrup (Gartner)
• 8. Johs. Larsen, Rønnevej, Næsby
• 9. Verner Larsen, Rønnevej, Næsby
• 10. Poul Ellegård, Rønnevej, Næsby
• 11. Pastor Erik Knudsen, Højlykke Allé, Næsby
• 12. Rasmus P. Hjortebjerg (Pedersen), Bogensevej 19

Det var hele gruppen ved krigens slutning, alle disse 12 mand har hver ydet deres med livet som indsats for Danmarks befrielse.

Så nåede vi den lykkeligste dag eller rettere nat. Vi sad som sædvanlig og hørte Frit Danmark i radioen fra London da budskabet kom, tyskerne har kapituleret, Danmark er fri. Eigil (Fisker), Jens (Kukker) min kone og jeg, vi omfavnede hinanden og græd af glæde og kunne næsten ikke tro, at kampen for Danmarks frihed var forbi, og vi spurgte hinanden, hvad sker der nu.

Vi prøvede at få kontakt med ledelsen, hvor der blev svaret, ”I skal blot forholde jer rolig, I skal bare være klar”.

Om morgenen blev vi alle 12 mand samlet foran vort hus på Bogensevej 19, alle forsynede med gevær og vore armbind. Folk stimlede sammen om os og spurgte ”hvad skal I lave? Er I frihedskæmpere?”.

Så endelig ringede telefonen, og der blev spurgt om der var ro i Næsby og om der var nogle værnemagere eller stikkere, så skulle vi tage dem med, og komme til Odense, det gjorde vi så alle mand.

Da vi kom til Odense var der sandelig ikke ro, alt var et virvar. Der blev skudt i gaderne, og lastbiler med værnemagere, stikkere og feltmadrasser blev kørt til politigården. De skulle nu stå til regnskab, det var et ynkeligt skue, og behandlingen var ikke blid, men det var vel forståeligt. Om det var den rigtige måde er et åbent spørgsmål.

Om aftenen fik vi af ledelsen besked på at tage ud til Holmegård, der var flere grupper fra Otterup, Lumby og Stige da vi kom. Ja, Fynsledelsen var der, men kun enkelte kendte jeg, blandt dem var Dr. Kruse, Konsul Muus, Kaptajn Buch, Richard, Tonny, Kaptajn Knud Bahnsen og mange flere, som jeg ikke husker navne på.

På Holmegård fik vi en virkelig god forplejning. Den første morgen på Holmegård fik jeg overrakt dagsbefalingen for 1-2-3 deling og et nyt armbind med to streger, som betød, at jeg var delingsfører for alle tre delinger. Efter ca. 8 dage blev vi flyttet til Holsedore Skole, og derfra gjorde vi også vagttjeneste forskellige steder, der var jo tyske flygtninge mange steder. Senere kom vi til Elsesminde, hvor vi også gjorde vagttjeneste, blandt andet på Dalum skole, hvor der også var tyske flygtninge. Efterhånden som vore soldater blev indkaldt overtog de vagterne, og vi kunne igen optage vort daglige arbejde.

Vores arbejde var forbi, og også denne beretning, med en tak til alle mine kammerater - kendte og ukendte - for årene vi aldrig glemmer.