 |
| Valter Thrane-Rasmussen. Fotokilde: FDF. |
Fyn under besættelsen har fået lov til at bringe de erindringer som modstandsmanden Valter Thrane Rasmussen skrev ned i starten af 90’erne om sine oplevelser under besættelsen. De følgende erindringer omhandler julen 1943 og julen 1944.
”Julen 1943
Om der var der et juletræ i Rüdersdorf?
Der var i alle tilfælde juletræer på den danske afdeling af Vestre Fængsel i julen 1943. De stod på trappen mellem afdelingerne og i kirken.
Og julen blev markeret, både privat i cellerne og officielt gennem traktementet - flæskesteg med rødkål - og højst uofficielt af nogle af fængselsbetjentene.
Privat - Vestre Fængsel var så overbelagt, at vi sad 3 på en enmandscelle. Ydermere havde Christian ved et smart bluff fået gennemført, at vores gruppe tre og tre kom i celle sammen, selv om afhøringerne endnu ikke var afsluttet - intet under, at vore udsagn passede godt sammen.
Vi var kammerater. Vi havde det godt sammen og delte, hvad vi fik hjemmefra. Der var julebreve og julepakker - vi var jo "kun" varetægtsfængslede og måtte hver fjortende dag i dommervagten for at få fængslingskendelsen fornyet og få at vide, at nu havde tyskerne igen stillet krav om vores udlevering. Men nu var det juleaften og når man er 17, 18 og 20 år tænker man ikke så langt. Desuden havde vi hørt, at noget skulle ske.
Kirken i fængslet var propfuld, og selv om vi sad i små skabe, hvor man kun kunne se fremad til prædikestol og alter, var der dog en vis kommunikation ved hjælp af små sedler. Min nabo skrev, at han havde stjålet "gul og søl."
Først og fremmest var der "Det kimer nu" og "Julen har bragt" og det var evangeliet om frelseren, som var født og "Glade jul" og juletræet. I Odense måtte vi ikke komme i kirken, for nogen af os kendte en af præstens sønner, og tænk, hvis pastor Bøss havde et kodebudskab i sin prædiken.
Tilbage i cellen og - besøg af modstandsfolk fra andre celler. Celledørene blev åbnet. De københavnske fængselsbetjente havde en noget anden holdning til modstandsbevægelsen end de odenseanske. Og så samlede vi vore ting, for rygtet var gået, at vi ville blive befriet juleaften - og vi ventede og vi ventede, men selvfølgelig skete der intet.
Det var vor første oplevelse af det, man i Tyskland kaldte "Scheishausparol". Det skulle ikke blive den sidste.
Julen 1944
Jul i Rüdersdorf.
"Ind under jul, hvor er det trist". Min mor synger altid derhjemme og her ved juletid i et fremmed land dukker hendes sange op igen og igen i sindet. "Snefog og kulde og mørke dage" – ja, og luftalarmer, sult og lusebid og måske værst af alt - længslen, hjemveen, der fører til selvmedlidenhed, som igen fører til depressioner, som knækker en.
Og tvivlen.
Hjemme sidder din mor med din halvvoksne søster og din invalide far, og du er her. Har du handlet rigtigt?
Samme problem som i Hamlets monolog.
I dagene op til jul har radioen på fabrikken spillet den ene julemelodi efter den anden: "O Tannenbaum”, "O, du fröhliche" og "Süßer die Glocken nie klingen" og mange andre blandet med tyske fædrelandssange. Militærmusikken er skubbet helt i baggrunden, men der er jo heller ikke så meget at fejre. De spiller også ”Stille Nacht". ”Glade jul” og så er man derhjemme igen. Den er altid den første salme i Fredens kirke juleaften. Kirken er altid stuvende fuld den aften. Der står også kvarterets største juletræ. Ikke så stort som foreningsjuletræerne i Forum eller de andre forsamlingsbygninger, men det er jo først efter jul, så de tæller ikke.
Og så er det juleaftensdag. Vi har afsluttet arbejdet ved to-tiden, er marcheret hjem til villaen. Julemåltidet har som sædvanlig været en slags suppe."Drei mal biß, alles weg", som en af franskmændene udtrykker det. Hjemme er der steg på bordet, selv om jo intet ekstra er af penge med en invalid far, en halvvoksen pige og en dreng i lære. Men der er overflod af kærlighed, og det er det, man tærer på i en situation som denne.
Ens virkelige liv bliver det indre liv - det, der har været og det, der skal komme. Samtaler bliver der få af, man er altid den fremmede. Bøger findes ikke. Den eneste bog på dansk, jeg har læst under mit tysklandsophold, er "Pickwick Klubben", der på en uforklarlig måde var havnet på en flyveplads, hvor jeg var medlem af en arbejdskommando. Den læste jeg igen og igen, så nu kan jeg repetere "Julen på Dingley Dell" inde i hovedet. På samme måde gentager jeg julesalmerne, der knytter mig til virkeligheden derhjemme.
Vagtmesteren har fruen på julebesøg. Vi kan høre radioen gennem den lukkede dør. Den sender hilsner fra fronterne. En hilsen fra en af de isolerede stillinger langs Atlanterhavskysten får fruen til spontant at udbryde: "Og han er kun 17 år." Ind i mellem sender de julesalmer. Et par af tyskerne prøver at synge med, desværre så højt, at det kan høres ude i vagtmesterens julehygge. Døren rives op: "Himmel - Herr Gott - Joseph - Maria - Kruzifix - Sakrament - verfluct noch mal", om vi tror det er en kirke? Et tugthus er det! Og så den sædvanlige svada: ”Schwerverbrecher seid ihr und…" - døren smækkes i, vi hører fruen tage ordet og så kommer radioen på højeste drøn.
Jeg vender tilbage til min juleaften. Siddende på min køje læser jeg brevene hjemmefra. De sidste er dateret september. De er læst igen og igen, men de skal med for at markere, at det trods alt er en højtidsaften. Indvendig synger jeg julesange. Når lederne i min FDF-spejderkreds holdt juleforberedelser, sang vi altid: "Der er noget i luften" og i år får ordene " Om julen derhjemme, derhjemme - Hos moder en gang" en særlig betydning. "Engang" er jo både det, der var og det, der kommer.
Og så drøner det fra radioen i vagtmesterstuen "Achtung die Luftlage: Schwerer Verband feindliche Kampfflugzeuge in Einflug Hannover-Braunschwieig". Så varer det ikke længe. "Der er noget i luften" i en ganske anden betydning. Og ganske rigtig: Her har vi foralarmen. Da fuldalarmen kommer, bliver vi kaldt ud. I anledning af julen skal vi i beskyttelsesrum. Under de normale natlige angreb er vi bare låst inde, men det er vel til ære for fruen.
Vi stiller op i kolonne foran huset. Vagtmesteren kommanderer "March", og vi sætter i gang, uden trit, men i den specielle sjokkende gangart, som kun fanger kan. Alle kigger ned i jorden, ikke af dårlig samvittighed, men det kunne jo være, at der lå et cigaretskod på gaden. Vagtmesteren marcherer ved siden af os med fruen under armen.
Trappen ned til tilflugtsrummet er lang, smal og fedtet af mange menneskers trin. Tilflugtsrummet er næsten fyldt, da vi kommer, mest af mødre med småbørn. Der er stille, folk er trætte og orker ikke at tale sammen, man kryber sammen under trøjer og tæpper. Der er fugtigt på gulvet af den sne, folk har slæbt med. Lokalet er halvmørkt, kun en enkelt pære oplyser rummet. Bag det egentlige tilflugtsrum er en slags depotrum bag en branddør. Her bliver vi låst inde overladt til os selv og vore tanker. Her står vand på gulvet, så vi må sidde med benene trukket op under os på bænken. Hjemme er juletræerne tændte, pakker pakkes ud, og der synges julesange. Det er rare tanker at have og om nogle måneder er man sikkert hjemme igen.
Så er der afblæsning. Et øjeblik efter rasler det af nøgler, og vi bliver lukket ud. De fleste civilister er væk. De eneste tilbageblevne er nogle mødre med sovende småbørn hængende over armen, mens de lidt større klynger sig til moderens skørter. Nu skal de hjem til de kolde stuer, hvor far er savnet. Og dog: "Med venlige øjne himmelblå, i vugger og i senge, vi puslinger har i hver en vrå…" - det er vel også dem?
Vi går op ad trappen og ud i den friske luft. Flyverne er væk, projektørerne slukket, flakilden forstummet. Det brænder inde i Berlin, man hører uroen fra redningsarbejdet, ambulancer og brandbiler. Men over os stråler julehimlen med tusinde stjerner, mens julesneen ligger hvid over Rüdersdorf. Og er det ikke en rød hue, jeg ser smutte om hjørnet?
Nej, du er i Berlin-Rüdersdorf og sneen er modbydelig våd og smattet. Den ligger i dynger, som vi må vade igennem med vore træsko uden bagkap. De klude, vi har viklet om fødderne i stedet for strømper, bliver gennemblødte. Kulden går lige gennem de tynde fangedragter. Den følelse af mæthed, som julemåltidet havde skabt, er for længst forbi og lusene bider forbandet.
Men indvendig er jeg opfyldt af tanken om de jule og juletræer, jeg har oplevet og skal opleve - næste år, derhjemme. Og julens budskab om en glæde, som skal være for hele folket - også en forhutlet flok af tugthusfanger.
Og sådan blev det alligevel jul i den lille villa i Rüdersdorf:
Om der var et juletræ i Rüdersdorf? Der var hundredvis af dem! Alle dem jeg havde oplevet og alle dem jeg skulle opleve. De var der alle sammen.”