Emil Jensen og modtagelserne ved Langesø

Jeg har af Bent Hylleberg, der er forfatter til bogen "Danske baptisme og tysk nazisme" fået lov til at bringe et uddrag fra bogen, der udkom sidste år. De citerede kilder er anført i bogen. Bogen kan købes her eller lånes på biblioteket.

Bent er stadig på jagt efter flere oplysninger omkring Emil Jensen og de andre personer, der optræder i uddraget. Især oplysninger omkring Emil Jensens deltagelse i modtagelsesarbejdet er velkomne. Han optræder dog to gange i modstandsdatabasen, dels som Emil Jensen, dels som Jens Christian Frederik Emil Jensen - så han kan gemme sig under flere navne. 

Eventuelle oplysninger kan rettes til Fyn under besættelsen eller til Bent Hylleberg via hans mail.

Bogens omslag.

Uddrag fra "Dansk baptisme og tysk nazisme":

I modstandsbevægelsen

Emil Jensen, der var anlægsgartner, var ifølge Modstandsdatabasen tilknyttet undergrundshæren i Odense, hvor hans aktiviteter fandt sted i en ’Militærgruppe’. Hans søn skrev i sine erindringer: ’Min far, Emil Jensen, var med i modstandsbevægelsen de sidste to eller tre år. Hans indsats bestod i at være med til at modtage leverancer, der kom fra England med fly. I vort hjem havde vi også Odenses byleder for modstandsbevægelsen (Christian Bro) boende af og til – han var gået under jorden og boede på forskellige adresser’. I 1943 var Emil Jensen 36 år. I den lille kirke i Næsby havde han og hans hustru, Thea, været søndagsskolens ledere siden 1932.

Emil Jensens svigersøn skrev i en sen erindring om ham, at han var aktiv i en af Odenses modtagergrupper: ’Jeg ved alt for lidt om min svigerfars aktiviteter’, når det gjaldt om ’at modtage våben, men en aften faldt en sådan container med våben, og den var meget tung, ned i et mosehul. De vidste, de skulle være hurtige, så de kunne komme væk, inden tyskerne viste sig. Derfor var der kun én ting at gøre: Frihedskæmperne hoppede ned i det kolde mosevand, fik containeren op på land, op på deres medbragte lastbil og kørte væk hurtigst muligt. Emil Jensen var imidlertid kommet cyklende til stedet. Han turde ikke cykle hjem på de offentlige veje, så han tog cyklen på nakken, gik tværs over markerne, og kom frem til et gartneri, hvor han kendte ejerne. Han gik ind i fyrrummet, hængte sit tøj til tørre, fandt lidt at dække sig med og sov i fyrrummets dejlige varme. Næste morgen stod han tidligt op og cyklede til sit hjem på Bernstorffsvej 25, som om intet var hændt’. Nedkastningen fandt sted ved Langesø vest for Odense. Gartneriet lå i Bolbro og blev drevet af Jørgen Wendel-Hansen, der også tilhørte Kristuskirken. Ved andre lejligheder lagde Emil Jensen vejen om af oplandets kirkegårde: ’Jeg kan huske, han fortalte om natlige cykelture hjem til Odense fra våbenmodtagelser på Fyn – med hvil og madpakkespisning bag gravsten på diverse kirkegårde: ’Dér kom aldrig nogen!’’.

 
Nedkastningen ved Langesø

Under krigen blev der ved Langesø nedkastet våben to gange, hvor modstandsfolk fra Odense var til stede. Den sidste gang gik alt perfekt, mens der opstod problemer første gang den 30. september 1944. Den rapport, der kort efter blev udarbejdet af Christian Bro, fortalte, at modtagerholdet blev forstyrret, mens de læssede 12 britiske containere på lastbilen. Andre kilder talte om henholdsvis 11 eller 12 containere. En af containerne kan derfor være landet, som ovenfor beskrevet i et mosehul. Politirapporten beskrev, at én fra modtagergruppen måtte forlade stedet på cykel, nemlig lastbilens chauffør. Han blev truet af en flok ’raabende og skrigende’ tilløbere, der ’begyndte at bearbejde føreren med lange stokke, hvorunder vindspejlet og ruderne blev knust’. Chaufføren affyrede derfor et par varselsskud, som fik dem til at forsvinde. Episoden bevirkede, at de øvrige modstandsfolk gik i dækning. I sin eftersøgning af dem kom chaufføren om på den anden side af gården. Her hørte han, at lastbilen blev startet og kørte bort fra stedet: ’Til alt held havde han sin cykel liggende under et buskads i nærheden, og denne fik han fat paa og kørte til Odense’. Dagen derpå viste det sig, at modtagerholdet på grund af varselsskuddene ikke turde blive på stedet, og de var derfor hurtigst muligt kørt bort. Da modstandsfolkene vendte tilbage til Langesø for at slette alle spor, erfarede de, at tilløberne havde troet, at de var ’i færd med at stjæle generatorbrænde’. Det hele beroede altså på en fejltagelse i en politiløs periode, hvor selvtægt var en del af tidens justits. Men alle kom godt hjem!

Meget tyder på, at Emil Jensen havde medhjælpere, der også tilhørte menigheden: Kaj Lenskjold, der var litograf, var én af dem: ’Når familierne Emil Jensen og Kaj Lenskjold var på besøg hos mine forældre, skete det flere gange, at Emil og Kaj enten skulle gå tidligt eller slet ikke var der’. Der blev også ’gemt våben forskellige steder i hemmelige rum, men der er ikke særlig præcise oplysninger om, hvor det var’. Da Kristuskirken blev ombygget og udvidet i 1981, fandt man våben i den gamle tagkonstruktion over kirkens loft, men ingen véd, hvor de kom hen.

Søskendeparret Jette (gift Nørgaard) og Torben Roulund fortalte, at Emil Jensen ønskede, at deres far, Knud Roulund, skulle deltage i modstandsarbejdet: ’Min far, der var overbanemester ved De fynske Privatbaner, måtte tit rykke ud, når der havde været sabotage, og han, der ikke brød sig meget om uniformer, tog altid sin jernbanekasket på, fordi tyskerne havde respekt for en kasket!’. Med et sådant arbejde, hvor ’han bl.a. havde ansvar for skinnerne, følte han ikke, at han kunne deltage i modstandsbevægelsen’. Knud Roulund var blandt menighedens ledere. Når den store søndagsskole i Kristuskirken, som han havde ansvaret for, med ca. 200 elever skulle på udflugt, ’marcherede vi i flok med den danske fane i spidsen fra kirken til banegården’. Det huskes endnu i Odense, at et par tyske soldater deltog uden drama i menighedens gudstjenester.