02/11/2022

I tysk tjeneste: Erling Iversen

Blandt de fynboer, der under besættelsen meldte sig til tysk tjeneste var Erling Iversen, der stammede fra Årslev syd for Odense, hvor han blev født den 11. september 1920.
 
Erlings færden under krigen er ikke videre veldokumenteret, men jeg har kombineret den viden, der findes om ham, med fakta om nogle af de steder han har været, for at prøve at give et mere nuanceret billede af ham.
Erling Iversen. Fotokilde: Claus Skaarenborg.
Erling arbejdede som kommis, da han i februar 1940, ligesom 1.000-1.100 andre danskere, meldte sig til Dansk Finlands Bataljon. Hvorvidt han nåede til Finland melder historien intet om, men der blev indgået våbenstilstand en måned efter hans indmeldelse, i midten af marts 1940, og ingen af de danske frivillige nåede at komme i kamp.

Et par måneder senere, den 1. august 1940 meldte Erling sig ind i DNSAP. Præcis ét år senere, den 1. august 1941 meldte han sig til Frikorps Danmark. Frikorps Danmark var blevet oprettet den 29. juni 1941, en uge efter Tysklands angreb på Rusland, med henblik på at hverve dansk soldater til den tyske østfront.

I Frikorps Danmark blev Erling en del af 1. kompagni. Kompagniet modtog fra juli 1941 teori- og eksercitsundervisning på en kasserne i Hamborg. Hvornår Erling ankommer til Hamborg vides desværre ikke. Sammen med de andre kompagnier i Frikorps Danmark overføres 1. kompagni i september 1941 til Treskau, der er et større kasserneanlæg beliggende nord for Posen i Polen. Her får de deres egentlige militære uddannelse.

Den 7. maj 1942 forlader soldaterne kassernen i Treskau. Kompagnierne fra Frikorps Danmark sendes med tog til flyvepladsen Heiligenbeil, hvorfra soldaterne fra Frikorps Danmark den 8. og 9. maj 1942 bliver fløjet ind til Demjansk. 1. kompagni flyves ind den 9. maj 1942, meldes klar til kamp den 10. maj 1942 og kommer for første gang i kamp den 20. maj 1942.

Ved Demjansk var omkring 95.000 tyske tropper blevet omringet af russerne, og blevet indelukket på et område lidt mindre end Fyn. Området blev kaldt Demjansk-kedlen. Den 4. august 1942 kommer der ordre om, at Frikorps Danmarks soldater skal trækkes ud af området. På dette tidspunkt var omkring 70 % af soldaterne i 1. kompagni enten sårede eller faldne. Frikorps Danmarks soldater ankommer til orlov i Danmark den 8. september 1942.

Under kampene i Demjansk tog frikorpsets soldater en 15-årig russisk dreng som fange. Drengen blev navngivet Sofus og kom til at fungere som køkkendreng for 1. kompagni. Da Frikorps Danmark efter kampene ved Demjansk blev bevilget fire ugers orlov i Danmark i september-oktober 1942, tog Erling ham med til Fyn. Sofus forblev hos Frikorps Danmark indtil det blev opløst i maj 1943, og siden da ved SS-Panzergrenadier-Regiment 24 Danmark. Han forsvandt i Berlin kort før krigens afslutning.

Erling Iversen er også med, da Frikorps Danmark kæmper ved Welikie Luki og Newel i Rusland (cirka 150 kilometer øst for grænsen til Letland) i vinteren 1942-1943. Frikorps Danmark trækkes ud af Narva i marts 1943 og forflyttes til Grafenwöhr ved Nürnberg. Her nedlægges Frikorps Danmark den 20. maj 1943, og Erling Iversen indtræder nu i Regiment 24 Danmark.

Erling er derfor med, da Regiment Danmark bliver indsat under kampene ved Narva i Estland i februar 1944. Da Erling i april 1944 mister det ene ben under kampe ved Narva, har han rang af Rottenführer (gruppefører for 5-7 mand). Den 3. maj ankommer han til garnisonssygehuset på Lollandsgade i Fredericia, hvor tyskerne har indrettet et lazaret. Her bliver han udskrevet fra den 17. august 1944, nu med rang af Unterscharführer (gruppefører for 7-15 mand).

Erling var stadig bundet af sin kontrakt med SS - de der meldte sig til Frikorps Danmark, kunne vælge mellem at skrive kontrakt for 2 år, 4 år eller til krigens slutning. Han bliver derfor tilknyttet Staldgården i Kolding. 

Ifølge hans enke Viola, så blev han her tilknyttet Schalburgkorpset, men Staldgården var regionalt Gestapo-hovedkvarter. Viola var dog med på turen til Staldgården og har senere berettet Claus Skaarenborg om den, så at Erling Iversen har været på Staldgården må formodes at være  rigtigt. Hans rolle står dog mere uklart, da han heller ikke optræder i de papirer man i dag har fra Staldgården.

Den 5. maj 1945 bliver Erling anholdt, og modtager ved retten i Odense den 24. september 1945 en dom på et års fængsel og tab af almen tillid i fem år. Han overføres den 11. januar 1946 til Fårhuslejren.
Udklip fra Fyens Stiftstidende den 25. september 1945. Billedkilde: Fyens Stiftstidende
Kilder: Claus Skaarenborg, www.frikorps-danmark.dk, ditt.almanet.dk/FrikorpsDanmark.html m.m.