 |
| Meppen-Versen. Billedkilde: Welt.de |
Den følgende juleberetning stammer fra december-udgaven af Pigtraad fra 1980. Beretningen er skrevet af Peter Lassen, som var far til Hans Kristian Lassen, der også indirekte optræder i beretningen.
Peter Lassen var tilknyttet DKP og bosat på Windelsvej 61 i Skibhuskvarteret. Her blev han den 14. juni 1944 arresteret og tog turen over Husmandsskolen, Horserødlejren, Frøslevlejren og Neuengamme før han den 20. november 1944 ankommer til Meppen-Versen, hvor beretningen finder sted.
Den 18. marts 1945 kommer han tilbage til Neuengamme. Meppen-Versen lejren blev kort efter nedlagt i slutningen af marts 1945, da de engelske tropper nærmede sig. Neuengamme forlader Peter Lessen igen den 20. april uden at der er noteret en destination. Et bud kunne være, at han er kommet afsted med de hvide busser.
Far og søn kom til at holde jul sammen
Trods det mørke, triste og fugtige decembervejr og det hårde og modbydelige arbejde med at grave skyttegrave og bunkers ude i skovene ved Ems-floden, gik vi alligevel alle og talte om, hvad der mon ville ske juleaften. Mon der bliver gjort noget ekstra, for selv om vogterne var onde, kunne de da ikke være så onde slet ikke at gøre noget ud af den aften.
Vi var enige om, at et juletræ skulle vi da have fat på, og der var jo mange af dem ude i skovene. Men hvordan opnåede vi tilladelsen til at fælde det og tage det med ind i lejren? Bare tage og fælde et selv uden tilladelse gik ikke an, for SS-erne og vogterne var ikke blide, særlig da ikke chefen, Unterscharführer Smolenski. Ja, han var rent ud sagt en bandit.
Men snakken gik livligt om, hvordan vi skulle få fat i det træ. Hvem skal, og hvem tør spørge SS Smolenski om lov? Enden på drøftelserne blev, at det blev mig, der skulle spørge, da man mente, at jeg på mit ret perfekte tysk bedst kunne klare de sager. Jeg gik da hen til Smolenski. Stod ret og spurgte på militærisk vis, om vi måtte skove et juletræ, men jeg gjorde det med al mulig frygt for, at han ville fare i flint og give sit svar med den frygtede gummiknippel. Men til min store overraskelse skete dette ikke. Julemanden må have været på besøg, for han stirrede blot på mig og brølede: Et juletræ? Ja. I må hente det nu i aften, men I må selv fælde det. Så var den del af julen reddet.
Glimmerstrimlerne fra de engelske flyvere blev juletræspynt Pynten til juletræet havde vi længe samlet. Det var de strimler, som de engelske flyvere kastede ned for at vildlede tyskernes radaranlæg. Så oprandt juleaftensdag, men vi måtte arbejde hårdt, og vi fik først fyraften som på alle de andre dage, og efter endt arbejde marcherede vi den lange vej gennem skovene til Feldbanen, som førte os til selve lejren.
Arbejdet med at pynte træet gik let fra hånden, og ved hjælp af glimmerstrimlerne fra flyverne fik vi et ganske pænt træ ud af det. Så kom madbærerne. Det var russere, der slæbte af sted med de store madspande, og spændingen var stor hos os alle: Hvad indeholdt de? Men det blev en skuffelse, for det var den sædvanlige roesuppe, og da vi havde sat næsen op efter et eller andet særligt, der kunne minde om det derhjemme, syntes vi, at roesuppen denne aften var om muligt endnu modbydeligere end ellers. Efter suppen lagde vi os på halmlejet på gulvet, for køjer havde vi ikke. Humøret var langt nede, og vore tanker gik mod hjemmet til vore kære og til den jul, vi sædvanligvis fejrede. Den aften står mejslet i erindringen.
Men senere skete der noget ganske overraskende, for da rejste Paul Holt fra Århus sig, og holdt en juletale, fremsagde juleevangeliet og berettede om hyrderne, der var i stalden ved Jesusbarnet i krybben. Bagefter sang alle vi danskere en julesalme, og de andre nationer sang med på deres eget sprog. Den juleaften står mejslet i erindringen nu 35 år efter, sikkert også hos kammeraterne, så tankerne går hver jul tilbage til den uforglemmelige begivenhed, som det var for os alle.
Nu mente vi, at den juleaften var slut, men ved midnatstid skete der noget uventet, idet blokformanden kom ind med en papæske med dobbeltdækkere. Det er to stykker brød, der er klappet sammen. Det var noget, han havde organiseret. Han begyndte nu på uddelingen og startede ved mig, som han kaldte Vater. »Du får ikke noget, men din søn skal have. Jeg ville gerne give jer alle, men det er der ikke nok til,« sagde han. Det blev da alle de unge, der fik denne julegave, men det var også dem, der trængte mest til mad. Ja, sådan forløb juleaften i KZ-lejren Versen-Meppen 1944.
Kilder: Pigtraad, Welt.de, Rigsarkivet.