 |
| Valter Thrane-Rasmussen. Billedkilde: FDF. |
Fyn under besættelsen har fået lov til at bringe de erindringer som modstandsmanden Valter Thrane Rasmussen skrev ned i starten af 90’erne om sine oplevelser under besættelsen. De følgende erindringer omhandler krigens afslutning og er det afsluttende kapitel. De andre afsnit kan du finde, hvis du leder på Fyn under besættelsens side.
”Situationen ved fronten blev mere og mere kompliceret for tyskerne i løbet af vinteren 1945.
I Rüdersdorf mærkede vi det som en del af dagligdagen. Kanontordenen fra fronten hørtes næsten uafbrudt som en fjern torden. På landevejen udenfor fabrikken rullede vogntog efter vogntog forbi med flygtninge fra de erobrede områder. En russisk krigsfange, Ivan (om det var hans rigtige navn eller kælenavn, ved jeg ikke), der arbejdede som chaufførmedhjælper, var pludselig forsvundet i håb om at nå frem til de russiske linjer. Det lykkedes ikke. Ad omveje fik vi at vide, at han var blevet skudt under flugtforsøg. Over Berlin var der uafladeligt luftangreb, englænderne om dagen, amerikanerne om natten. Da vi ikke kom i tilflugtsrum, vænnede vi os til, at vende os om på den anden side og sove videre.
Stemningen blandt de civile arbejdere var trykket, forståeligt nok. Rationerne var små. Man arbejder ikke godt på en portion pillekartofler om morgenen. At vi fanger intet fik, var en selvfølge. Der eksisterede en historie om et Göring-citat: "Så længe, jeg har noget at skulle have sagt, er der ingen mætte fanger i Tyskland." Hvor autentisk det er, ved jeg ikke, men det kom i alle tilfælde til at gå i opfyldelse!
Krigen nærmede sig de små hjem i Rüdersdorf. Ganske vist talte enkelte superoptimister (fanatikere) endnu håbefuldt om hemmelige våben, men da et af partimedlemmerne en dag fablede om at amerikanerne snart måtte vende hjem til Amerika, lød det fra baggrunden: "Zu Fuß?" Det lo de meget af!
Rüdersdorf væbnede sig. Vor vagtmester holdt en dag et "foredrag" i smedjen. Emnet var, hvordan man forsvarer Rüdersdorf ved hjælp af tugthusfanger og deres heltemodige vagtmester! Han havde endog lavet avisoverskrifterne. Smedene var skeptiske, og hvilken vej mon geværerne havde vendt, hvis vi havde fået dem udleveret?
Rüdersdorf væbnede sig. Man begyndte at indkalde folk til Volksturm. Tilsyneladende kunne alle bruges. Avisernes frontberetninger handlede mere og mere om "enkeltkæmpere", fortrinsvis hitlerjugend, der med det ny våben "Panzerfaust" havde nedkæmpet sovjetiske kampvogne. En dag skulle dette vidundervåben demonstreres i Rüdersdorf.
I dagene forinden var vi fanger blevet sat i gang med at opbygge en panservognsattrap på en åben plads mellem fabriksruinerne. Det blev søndag og beboerne i Rüdersdorf strømmede til. Der var ikke så mange forlystelser i Berlins sidste periode. En feldwebel fra værnemagten skulle lede demonstrationen. Den første, der skulle forsøge sig, var fabrikkens direktør, som på grund af sin stilling også havde en ledende stilling indenfor folkestormen. Skuddet gik langt ved siden af målet, men havde dog en vis virkning, idet en tilskuer, der var kommet for tæt på, blev stærkt forbrændt af stikflammen, som slog bagud fra våbnet.
Han blev straks bragt på hospitalet, og stemningen faldt mærkbart hos tilskuerne. Næste skytte var vor forarbejder, Clawitter, der også var indkaldt til folkestormen. Hans skud lå lidt tættere, men dog flere meter ved siden af, og da feldtweblens skud godt nok havde retningen, men lå et par meter over målet, var det nogle skuffede tilskuere, der gik hjem den dag. Senere fortaltes der, at man ved fronten bandt panzerfausten fast til vejtræerne, bandt en snor i aftrækkeren og håbede at den ville ramme et eller andet.
Man evakuerede. De russiske krigsfanger blev flyttet, vigtige materialer fra fabrikken blev sendt bort og en dag var det vores tur.
Vi forlod Rüdersdorf på en åben lastvogn og kunne med en vis tilfredshed se tilbage på en periode på et halvt år, hvor intet fornuftigt arbejde, som kunne gavne den tyske krigsmaskine var blevet gjort. Få arbejdskommandoer i det tredie rige havde udrettet så lidt som vor. Vort reparationsarbejde var langsomt gået i stå. De sidste uger i Rüdersdorf stod jeg ved en metaldrejebænk og borede stykker af birkestammer ud til fuglekasser, mens fronten nærmede sig mere og mere.
Hovedgaden i Rüdersdorf er trist og grå, små fattige huse, skrumplende brosten, en søvnig forstad. Den havde ikke ændret sig i 1992, men her i slutningen af marts 1945 var der trafik. Tropper på vej til fronten, russiske krigsfanger på vej til en ny lejr, halvgamle mænd med folkestormens armbind, Hitler-jugend i sorte vinteruniformer, nazister i brune uniformer og flygtningetrækkene med de udslidte koner og gamle mænd på deres bondevogne, fordrevne fra deres hjemstavn af SS.
Og selve Berlin: Ruin ved ruin, halvslukkede brande, os og røg, ambulancer og brandvæsen, udgravningshold, tildækkede lig på fortovene, køer ved forretningerne og menneskene grå og udslidte, men overlevende. Jeg havde en mærkelig fællesfølelse med dem, lidelsens fællesskab. De var også ofre, de var folket, denne mærkelige betegnelse, som ikke har noget med nationalitet at gøre - de der lider, de der bliver udnyttet og de der overlever.
Vores ankomst til tugthuset, Berlin-Plötzensee, var makaber. Vores lastvogn holdt ind ved siden af en anden lastvogn. Her var nogle mænd i stribede dragter i færd med at læsse nogle lange kasser. Ingen var i tvivl om, hvad disse kasser indeholdt. Senere blev vi klar over, at mændene i de stribede dragter var fanger fra konzentrationslejren Sachenhausen ved Oranienburg og kisternes indhold var medlemmer fra den tyske modstandsbevægelse, der havde deltaget i det mislykkede kup i 1944. Som det hed sig i fængselsjargon: der blev "barberet" tirsdag og torsdag!
Tugthuset var gammelt og overbelagt, mange udlændinge, men også en stor del tyskere, politiske og kriminelle fanger i skøn forening. Her i Berlin blomstrede Scheishausparolen som ingen andre steder, især om morgenen, hvor hele gangen på samme tid blev lukket ud til vaskesal og toiletter. Toiletterne blev hurtigt tilstoppede, så gulvene flød med alskens uhumskheder.
Fængselsrutinen var simpel: Først og fremmest søvn, så småt forstyrret af de evindelige luftangreb, men ofte sov man fra dem på grund af udmattelse. Selv da en af fløjene af fængslet blev ramt, blev det kun registreret som en fjern torden.
Arbejdet foregik som regel uden for fængslet, oprydning i ruiner, havearbejde for de ansatte og gravning af parker med kartoffellægning for øje. Når vi vendte hjem til fængslet var der "Freistunde"- vi skulle have frisk luft, selv om vi hele dagen arbejdede udendørs. Ordnung muss sein. Så vi marcherede rundt i gården under højlydt sang, på fløjene de velnærede kalfaktorer, som skrålede for af fuld hals på tyske marchsange: "Drei Lilien", "Das Wandern ist des Mullers lust" osv. Her i Berlin fandt jeg en anden dansker, en esbjergenser. Han var i en af de andre celler, men vi kunne ofte snyde os til at marchere sammen i ”Freistunden”. Vi sang ikke med i marchkoret, og da en vagtmester en dag opdagede det, for han over min kammerat. Til hans forsvar for ikke at synge: "Ich bin Ausländer" lød svaret: "Kan du æde tysk brød, kan du også synge tyske sange!", hvorpå han vred øret om på min kammerat. Så vi sang med! Blandt nordiske fanger blev "Olsen" altid brugt som synonym for Hitler, så når tyskerne sang "das Wandern…", sang vi på samme melodi: "Og Olsen er en skiderik, en skiderik", det måtte vi godt.
En dag efter middag fik jeg ordre om at gå tilbage til cellen. Besøg!? Hvem? Jeg blev bragt op på Amtmannens (direktørens) kontor og her ventede pastor Boas fra den danske kirke i Berlin sammen med en fornærmet Amtmann. At udlændinge skulle have besøg! Den ledsagende Gestapo-mand fik ham dog sat på plads. Større blev hans fornærmelse, da Boas åbnede for tasken og pakkede en pakke smørrebrød ud, smurt af den danske gesandts kone. Åh, at sætte tænderne i et stykke med leverpostej, og der var frikadeller! Endnu mere fornærmet var amtmanden sikkert blevet, hvis han havde forstået pastor Boas budskab: at svensk Røde Kors havde indledt aktionen for at hjembringe svenske og norske fanger. Håbet, der aldrig havde været slukket, havde fået ny næring.
Men den sidste tid tegnede sort. En dag blev hele vor fløj opmarcheret i gården og første Hauptwachtmeister holdt en tale, hvor essensen var, at nu begyndte den store "Kohlendamphzeit ", hvor vi måtte leve af dampen fra kålgryderne, for der var ikke andet.
Det blev hårdt. Rationerne blev mindre, arbejdet hårdere og vagtmestrene mere hysteriske. Lyspunkterne blev - luftalarmerne. Så marcherede vi tilbage til tugthuset og kunne hvile os til afblæsningen.
Sådan var det også den dag. Kolonnen arbejdede i en udgravning. Min sidemand, en lille spinkel belgier, blev ved at kigge bønfaldende mod himlen, mens han hviskede: "Tommy, kom. Tommy, kom." Tommy kom ikke den formiddag, så vi marcherede til middag. Udenfor tugthuset holdt en stor amerikansk bil med norske nummerplader. I stedet for mad blev esbjergmanden og jeg sendt til "Hausvater", fik udleveret vort private tøj og løn! 20 mark for 16 måneders arbejde. Ledsaget af en Gestapo-mand forlod vi tugthuset. I døren mødte vi en rasende Amtmann. Han havde ikke villet udlevere os, så Gestapo-manden, som havde sine ordrer, måtte tale med store bogstaver for at få os fri. Men nu stod vi der i strålende solskin uden for tugthusets port.
Hjemrejsen var begyndt. Føreren af vognen var den norske sømandspræst fra Hamburg. Han var norsk - norsk striktrøje, plusfour, skistøvler med ragsokker og hans lue lå på vindspejlet. Ved siden af ham sad "vor" Gestapo-mand, som skulle eskortere os gennem diverse vejspærringer og vejkontroller. Vi fik brug for ham. På bagsædet sad manden fra Esbjerg og jeg, de to eneste danske politiske fanger i Berlin. Bilen satte i gang og der var uddeling af madpakker, og mens vi gumlede, tog vi afsked med et Berlin, som forberedte sig på de sidste kampe. Flere steder var man ved at forberede vejspærringer. Vi måtte nogle steder køre gennem sådanne. Store stakke af murbrokker - som man jo havde nok af - var stablet op mod husmurene med et mellemrum, der lige tillod et køretøj at passere. Den ene af stakkene dannede en slisk, hvorpå man havde lagt skinner og anbragt en jernbanevogn, som hurtigt kunne rulle ned og spærre gaden. Soldater og folkestormsmænd sås overalt og mærkeligt nok også "guldfasaner", altså højere partifunktionærer i brune uniformer med masser af guld. Midt i disse forberedelser gik dagligdagen sin vante gang: Konerne stod i kø, børnene legede og man forsøgte at holde gaderne ryddede. Det var ikke lykkedes. I flere gader måtte vi køre på fortovene i den ene side, fordi resten af gaden var spærret af ruinbrokker. Det brændte endnu efter nattens bombeangreb, mens vi kørte væk fra centrum. Underligt var det at komme gennem næsten uberørte forstæder, men omsider var vi på de højt besungne Autobahns.
Hvilken kontrast til 21 måneders fangeliv! Mæt og veltilpas kunne man læne sig tilbage i de bløde hynder og nyde en amerikansk cigaret, mens man iagttog folkelivet uden for. Men det var kun i bilen, at vi havde illusionen om et luksusliv. På vejen var det dyster alvor. De tyske Autobahns var også krigsskueplads.
Bombehuller i vejbanen, udbrændte bilvrag i grøfterne, en død hest midt på kørebanen, flygtningetræk, soldater i enkeltkolonne, og næsten alle biler havde en mand anbragt på forskærmen, der holdt udkig efter "Tieffliegere ". Flere gange blev vi standset af feltgendarmeri, der undersøgte vores papirer, men "vor" Gestapo-mand fik hurtigt klaret problemerne.
Fürstenwalde, Bismarcks gamle herresæde, var hovedkvarter for svensk Røde Kors. Her blev vi overført til en af de hvide busser og fortsatte rejsen nordpå. Vi overnattede i en skov et stykke fra autobahnen. Det var for farligt - også for os - at køre om natten, om dagen beskyttede den hvide farve os. Fra Autobahnen hørtes livligt skyderi, et par biler brændte, men i skoven var der fred. Åh, atter at kunne gå alene på en skovsti. Næste dag nåede vi frem til Neuengamme.
Det var frustrerende igen at køre gennem en port, som lukkedes bag en. Her var vagterne SS-folk og de fanger, vi så, var trætte og udsultede på en hel anden måde end dem, man kendte fra tugthusene. Men følelsen af at være vendt tilbage til fangetilværelsen forsvandt snart, da vi kom gennem det hegn i gitteret, som førte ind til den afdeling af lejren, som var under tilsyn af Røde Kors. Her var ingen SS-folk, sproget var dansk og forplejningen i orden, takket være Røde Kors-pakkerne. Efter aflusning og køjeanvisning fik jeg udleveret både en dansk og en amerikansk Røde Kors-pakke. Hvilken rigdom! Indtil denne dag havde jeg aldrig set en Røde Kors-pakke. Dåsemad, chokolade, cigaretter. Intet under, at når den officielle mad fra lejrens køkken kom, blev der blot lettet på låget til gryden, rynket på næsen og så blev gryden sendt retur af fanger, der blot en måned forinden havde levet under sultegrænsen. Folk, der de sidste år under transporter havde gået med næsen i rendestenen for at finde et cigaretskod, sad nu ved pokerborde med bjerge af cigaretter som indsats. Og der blev talt dansk. Det havde jeg ikke gjort det sidste halve år. Jeg gik på jagt efter bekendte. Der var mange, kammerater fra min forrige arbejdskommando, flyveplads Trollenhagen, og der var mange FDF’ere: Lænkholm, Arvid , Poul Riis, Nommels, Dres og mange flere. Men fra min egen gruppe var der ingen. De af dem, der kom hjem, kom først hjem længe efter befrielsen.
Så en dag ankom en kolonne af de hvide busser, tomme. Vi skulle videre. Vi skulle hjem.
Stemningen i bussen var på sit højeste. Man sang, snakkede og udvekslede adresser. Ingen var i tvivl om, at krigen sang på allersidste vers. Stoppede man i små byer, kom kvinderne med deres børn og tiggede. Giverlysten var behersket. Anderledes gik det, hvis det var tvangsarbejdere med skeen i brystlommen - de skulle jo være forberedte, hvis noget spiseligt skulle vise sig. Vi kunne se, at vi kom gennem gammelt dansk land. Hvert vejskilt, som mindede det mindste om danske stednavne, satte forventningerne ekstra i vejret. En dansk slesviger i tysk uniform; som vi traf under en pause på landevejen, kunne fortælle os de sidste nyheder fra den engelske radio. Kampene om Berlin var begyndt - men jeg var væk!
Flensborg, grå og trist, men næsten uskadt. Solen skinnede over Flensborg fjord - og nu kunne vi skimte Danmark. De flagede derovre, og en masse mennesker var forsamlet. Vi havde sunget det meste af vejen, især det gamle Ernst Rolf-nummer:" Bedre og bedre dag for dag ", vi havde fløjtet og trampet takten i gulvet, men nu da vi nærmede os grænsen, blev vi stille. Så begyndte en på "Der er et yndigt land", men en mand, synligt nervøs på vore vegne, kravlede op på trinbrættet og bad lade være med at synge. Hipo havde været i Padborg og i enkelte tilfælde hentet folk ud af busserne. Så vi undlod at synge og sad stille. Med en klump i halsen kørte vi over grænsen. Vi var hjemme.
Igen igennem en port. Denne gang var det Frøslevlejren. Dansk sprog, dansk kost - og dansk mavepine. Kosten var nok for kraftig. Her var ingen "Kohlendamphzeit". Lægeundersøgelse med gennemlysning - også på det punkt var jeg sluppet heldigt. Og så var der bøger og en afdeling med piger, sågar en fra mit eget kvarter, så nyheder hjemmefra nåede også frem.
Så holdt busserne igen foran porten. Rejsens sidste etape var begyndt - et sandt triumftog. Dengang gik landevejen gennem de sønderjyske byer. Flagene var hejst, gaderne fulde af mennesker. Gaver af alle slags, kager, ja selv cigaretter. Chaufførerne var flinke til at standse, hvis venner eller pårørende ville tale med passagererne, de tyske vagter i vognene virkede ganske apatiske. Skinnede solen altid i de dage? Det gjorde den i hvert fald over Lillebælt den dag. Middelfart - Vissenbjeg -Tommerup - Blommenslyst og nu Skt. Knuds kirketårn ret forude. Men hvor var Odinstårnet? Ganske vist havde jeg i så vel Neuengamme som Frøslev lært en del af de nye danske ord som "Hipo", "Schalburgtage" og "clearingmord", men netop denne aktion havde jeg ikke hørt om.
Men nu kørte vi ind i min hjemby Odense. Den allerførste bekendte jeg fik øje på, var en af mine FDF-kammerater. Han lovede, at underrette mine forældre om min hjemkomst. I Odense gentog triumftoget sig med flag i gaderne og vinkende mennesker. De tyske vagter i busserne var tilsyneladende ligeglade med alt. På en eller anden måde lykkedes det min søster at komme ind i vores bus og køre med til Nyborg, siddende på mit skød. Hvad man taler om i sådan situation? Det var nok de mest dagligdags begivenheder. Oplevelsen var bare for stor til at kunne sættes i ord. I Nyborg blev forvirringen total. Da færgen omsider kunne sejle - rygtet var gået, at der var nedkastet miner i bæltet - måtte tyskerne anmode besøgende om at gå fra borde. Allerede på dette tidspunkt må "sivningen" være begyndt. Turen over Storebælt forløb uden begivenheder. I Korsør var opløsningen total. Vi skulle videre med toget til København og derfra til Sverige, men statsbanerne kørte ikke om natten, så vi måtte overnatte i togene eller ventesalen. Perronen var fyldt med folk. Vi hang ud af vinduerne og snakkede. Pludselig stod hun der.
Hun hed Tove. Indledningen var banal: Snak med mig, jeg har ikke snakket med en dansk pige i 22 måneder! Men indledningen var god nok, der var skabt en interesse, som lynhurtigt blev forvandlet til sympati. At forlade stationen var intet problem. 14 dage efter, at jeg havde forladt Berlins ruiner, vandrede jeg rundt i en dansk provinsby med en utroligt sød pige. Hvordan hun så ud, har jeg glemt, men hendes udstråling af sødme og varme står for mig i et lys, der gør denne nat uforglemmelig. Jeg mindes den som en lykkerus. Og der var stille gader og velholdte huse, af og til en lyssprække bag mørklægningsgardinerne, en kat på nattevandring og blomster i haverne og måneskin og stjernehimmel og stilhed. Ingen bomber, ingen fjern kanontorden. Der var alt, hvad man forstår ved de lyse nætters poesi, og der var snak, snak, snak. Om jeg kyssede hende? Jeg tror det ikke. Det ville jeg have husket klart. Efter 22 måneders isolation var samværet med hende så kolossal en oplevelse, at der ikke var plads til mere. Det var den nat, hvor jeg genfandt min ungdom.
Jeg så hende aldrig mere, men jeg glemmer hende aldrig.
Om rejsen videre frem er ikke meget at fortælle. Toget afgik præcis næste morgen. Rygtet havde spredt sig, at Tyskland havde kapituleret. Derfor samlede de tyske vagter sig i et par kupeer. Da toget kørte efter køreplanen, standsede det på hver eneste station på ruten. De fanger, der boede i nærheden af stationen, stod af og stod og vinkede farvel til vi andre, som fortsatte med toget. Da toget kørte ind i Valby, røg dørene op, og et mylder af fanger sprang ud på skråningerne omkring banen. Folk hang ud af vinduerne for at iagttage dette mærkelige syn. Vi fra provinsen mente, at det ville være nemmere at skaffe hjemtransport fra hovedbanegården, men der havde tyskerne stillet maskingeværer op, da vi myldrede ud af toget.
På Østbanegården var der et hav af mennesker og mange FDF’ere. Da toget - med tyske vagter på trinene - kørte videre, stod jeg og snakkede med en af FDF’erne på stationen. Så gik vi hjem til ham, jeg boede der til freden kom. Han skulle på familiebesøg, så jeg tog ud til nogle venner på Bispebjerg.
Om eftermiddagen var vi i teateret og så et lystspil af Jens Locher. Så udramatisk endte min fangeodysse.
Den 5. maj stod jeg på ladet af en lastvogn med hænderne i vejret, arresteret - fordi jeg var tyskerklippet, men det er en helt anden historie.”