Grethe Eline Hansen - fra Skibhusvej til Frøslevlejren

Hvis du søger på, hvad der skete i Odense den 19. marts 1945, så vil du kunne læse, at der blev foretaget en sabotageaktion ved et lager af jernbaneskinner på Odense Havn, hvorved adskillige skinner og sporskifter blev ødelagt. Det var også dagen, hvor der på Odense Assistenskirkegaard blev foretaget den første bisættelse af tyske soldater og flygtninge.

Endelig var det en af flere dage, hvor Gestapo under omfattende razziaer overalt i Odense by anholdt mange, heriblandt den 17-årige Grethe Eline Hansen. Grethe er i dag 94 år, og med en stor og uvurderlig hjælp fra hendes barnebarn Charlotte Hovmand, der er det lykkedes, at få hendes historie fortalt fra hun blev arresteret og frem til befrielsen.

Oprindeligt stammede Grethe Eline Hansen fra Longelse på Langeland, hvor hun havde gået i skole i Longelse, Lindelse og til sidste Tullebølle. Efter skolen kom hun i huset hos en bonde og en slagter. Hun flyttede til Odense, hvor hun boede hos noget familie, blandt andet hendes kusine Else, på Skibhusvej.

Hun fik plads i huset hos en grønthandler i Christiansgade, ikke langt fra Skibhusvej, hvor hun gjorde rent og passede børn. På tidspunktet for hendes arrestation havde hun allerede mødt Erik Peter Bent Hansen, som hun siden blev gift med. Ifølge Grethe var Erik den flotteste spiller på Marienlysts fodboldhold – høj, korthåret, ordentlig – og så duftede han godt.

Skibhusvej 117 i dag.

Grethe var gået i seng, da tyskerne om aftenen den 19. marts kom til lejligheden på Skibhusvej 117. Hun blev tvunget ud af sengen, var bange – en frygt, der blev forstærket da hun så mærkerne på deres kraver. Mens hun klædte sig på, stod der med Grethes egne ord ”en drengerøv” og lyste på hende. Drengerøven skulle senere vise sig, at hedde Hans Henrik Toft. Både Grethe og Else blev anholdt. Da de begge var påklædte gik turen til Husmandsskolen.

Omtale i Trods Alt.

Som nævnt var Skibhusvej 117 ikke det eneste sted, der fik tysk besøg den aften. Både Information og Trods Alt omtaler aftenens razziaer. I Information fra d. 22. marts 1945 står der således:

”Den senere Tids mange Arrestationer paa Fyn har overfyldt de tyske Fængsler. Saaledes sidder paa Husmandsskolen, der er Gestapos Hovedkvarter, 15 Mennesker i hver Celle, der er fem Meter paa hver Led. Da ikke alle kan faa Plads til at ligge ned, soves der i Hold, saa Halvdelen staar op, mens de øvrige sover. Mishandlingen af Fangerne er taget stærkt til, efter at Krigsforbryderen UndersturmfUhrer Dohse er kommet til styret. Mens man tidligere søgte at opretholde i al Fald et Skin af normale Forhørs metoder, sætter man nu straks efter Anholdelsen ind med stærk Tortur for at faa Fangerne til at tale, før deres Kammerater kan blive advaret. - I Odense har Gestapo de sidste Nætter foretaget store Razzia, og der mel des om 26 Arrestationer. Blandt de arresterede Odense-Borgere nævnes Frisør Verner Madsen, Svend Petersen, Schacksgade 42, Fabriksarbejder Willy Iversen, Wolh. Hansen, Lille Glasvej 1, Frk. Else Hansen og hendes Kusine, Skibhusvej 117, Richard Hansen, Damhusvej 92, Massøse Emilie Krarup samt en Mand ved Navn Reimers.”

Grethe og Elses forbrydelse var, at de havde været med til at distribuere illegale blade, blandt andet Trods Alt. Via Elses far var der skabt kontakt til et par, der leverede bladene til adressen, hvor de to unge kvinder boede. Bladene blev overdraget dem på gaden, og Grethe fik til opgave at omdele bladene på bestemte adresser i skibhuskvarteret og midtbyen. Hvordan tyskerne fandt ud af at Grethe og Else omdelte blade ved ingen.

Husmandsskolen. Fotokilde: Paarup Lokalhistoriske Arkiv.

Efter ankomsten til Husmandsskolen kom Grethe i forhør. Grethe fortæller, at forhøret blev ledet af en tysker med et dødningehoved på kasketten. Han styrede slagets gang og befalede tæskene, men det var en dansker, der uddelte tæskene. Grethe er meget tilbageholdende med at fortælle om oplevelserne på Husmandsskolen, og undviger ved at svare ”det har jeg glemt”. Hun fortæller dog, at hun fik tæsk - mange tæsk – i form af spark og slag.

Først den 29. marts ankom Grethe til Frøslevlejren efter skiftevis at have opholdt sig på Husmandsskolen og i Odense Arrest. En tysker havde set sig sur på hende og mente at hun var fræk. Derfor fik hun flere nætter i arresten i Odense – og flere tæsk. Da de, der var blevet arresteret samtidig med Grethe, blev sendt afsted til Frøslevlejren, der måtte Grethe vente nogle dage ekstra. I dagene, hvor hun sad alene, der blev hun blandt andet sat til at stoppe tyskerne sokker.

Overførslen til Frøslevlejren skete i en af tyskernes prærievogne, en lastbil med overdækket lad, hvor Grethe var den eneste pige under den ubehagelige transport. Grethe husker ikke meget andet fra turen end at hun græd hele vejen og at hendes medpassagerer gjorde deres bedste for at trøste hende.

Frøslevlejren. Fotokilde: Froeslevlejren.dk.

Frøslevlejren var bygget til at kunne rumme 1.500 fanger, men lejren var for længst overbelagt. I slutningen af marts 1945, hvor Grethe ankom, var det omkring 3.000 fanger i lejren. Få dage før, den 26. marts 1945, var der fra Vestre Fængsel alene blevet overført 232 fanger til Frøslevlejren. Belægningen toppede i april måned, hvor lejren nåede op på 5.500 fanger. Dette skyldtes evakueringen af danske fanger fra de tyske lejre, der kom retur til dansk jord.

Trods de mange fanger så hun ved ankomsten til lejren hendes kæreste Erik. Erik havde på dette tidspunkt været i lejren i knap to uger, da han var ankommet d. 16. marts 1945. Via en illegal radio, havde en medfange, der også kendte Grethe, opsnappet, at der var en sending fanger på vej fra Odense. Så der blev holdt et vågent øje, da prærievognen ankom. Grethe fortæller, at hun kunne se, at Erik kiggede og kiggede og kiggede og pegede og gabte kæberne ad led – og hun tænkte ”han er da blevet sindssyg”.

Grethe blev indsat i barak H 16, der var den ene af de to kvindebarakker. Ved sin ankomst til lejren havde Grethe kun det tøj hun havde på, men hun fik via Røde Kors udleveret både tøj og toiletsager.

Kvindeafsnittet i Frøslevlejren bestod af de to barakker H 16 og H 17, der lå indenfor en selvstændig pigtrådsindhegning i lejren. De kvindelige indsatte var i aldersgruppen 17-70 år, så Grethe har været en af de absolut yngste blandt de kvindelige indsatte.

Kvinderne i Frøslevlejren havde meget lidt plads at bevæge sig på og meget lidt at tage sig til. Havde man brug for at være alene, så var den eneste mulighed grusbunken i kvindeafsnittets sydøstlige hjørne, hvor man for en stund kunne være lidt alene. Flere steder kan det læses, at det både var det bedste og det værste ved kvindeafsnittet – at man aldrig var alene. Hvor der i slutningen af 1944 havde været 50-60 indsatte i kvindeafsnittet var tallet mod afslutningen af besættelsen oppe på 150.

Grethe husker, at megen af tiden gik med at læse – blade, bøger og hvad de ellers kunne få fingre i. Også praktiske gøremål som tøjvask husker Grethe som en af de ting, der fik tiden til at gå. Mange kvinder i lejren vaskede også tøj for mændene, der ofte var ilde stedt, når det kom til den form for praktisk arbejde.

Selvom kvindeafsnittet lå afskåret fra resten af lejren, og der ikke måtte kommunikeres kønnene imellem, så foregik der dog alligevel en livlig kommunikation mellem kvindeafsnittet og omverdenen. I takt med, at det uundgåelige nederlag nærmede sig for tyskerne, blev der også fra vagternes side set mere og mere imellem fingrene med kommunikationen. Grethe husker, hvordan breve og beskeder blev skrevet, lagt i en tændstikæske og så kastet over på den anden side hegnet til modtageren.

Breve og beskeder var dog ikke det eneste, der fandt vej over hegnet. Erik fik under sit ophold arbejde i Frøslevlejrens køkken, hvor han benyttede adgangen til maden, til at smøre madpakker til Grethe og hendes medfanger. Også disse blev kastet ind i kvindeafsnittet.

Forsiden af Jørgen Pedersens bog.

Blandt de fanger på den anden side af hegnet, som Grethe havde kontakt med, var Jørgen Pedersen. Ifølge modstandsdatabasen sad han i Frøslevlejren grundet ”almen illegal aktivitet og illegal presse”. Grethe optræder kort i hans dagbog, som han skrev illegalt under sit ophold i Vestre Fængsel og siden Frøslevlejren og som i 1988 blev udgivet (se illustration). Han lavede også et hæfte til hende, som han illustrerede med tegninger og som blev brugt som en art autografbog, hvor andre medfanger skrev deres navn, adresse og ankomstdato i. Grethe husker ham ikke tydeligt, men husker dog, at han var en pæn ung mand, der lavede hæfter til flere i lejren.

Grethe omtalt i Jørgen Pedersens bog.

Grethe modtog ikke besøg under sit ophold i Frøslevlejren, og hun sendte heller ingen breve hjem, da hun var bange for at komme til at afsløre noget. Trods tæskene på Husmandsskolen havde hun holdt tæt, for Grethe kendte godt de navne tyskerne var ude efter.

Frøslevlejren den 5. maj 1945. Der er Grethe under det højre vindue med lys bluse og løftet højrearm. Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv. 

For Grethe er den 4. maj stadig en stor dag. ”Hvert år er det som om, at jeg kan mærke det. For jeg havde jo aldrig troet, at jeg ville komme hjem mere.” Den tyske kapitulation fandt formelt sted den 5. maj klokken 8 om morgenen, men portene til lejren blev ikke åbnet før kl. 12. Den tyske lejrkommandant var meget nølende i forhold til lejrens overgivelse og fangernes frigivelse. De tyske soldater blev dog trukket ud af lejren, en flagstang blev hejst og tyskernes højttaleranlæg blev installeret i hovedtårnet. Kl. 12 strøg dannebrog til tops i flagstangen og igennem højttaleranlægget lød rådhusklokkerne fra København. Alle Frøslevlejrens fanger var nu samlet på pladsen ved vagttårnet og hørte i fællesskab først kongen og siden statsministerens taler, til sidst talte den danske lejrleder P.M. Digmann til fangerne og gav dem den endelige besked om deres frigivelse.

Side fra den bog Jørgen Pedersen lavede til Grethe, med illustration af Jørgen Pedersen.

Grethe fulgtes hjem med Erik i et af de særtog, der afgik fra Fårhus Station og bragte fangerne hjem. I toget fulgtes de med Carl Robert Petersen og Preben Frits Hansen, som de kendte fra Odense. Grethe fortæller, at det var en højtidelig dag. På stationerne stod der folk, mange folk. De gav mad og frugt til de frigivne fanger ombord på toget. Sandsynligvis fordi de havde hørt om de rædselsfulde forhold i koncentrationslejrene, forhold, der heldigvis ikke på samme måde havde gjort sig gældende i Frøslevlejren. Da toget ankom til Odense tog Grethe og Erik ud til Eriks forældre.

Et af særtogene. Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

Når Grethe nu tænker tilbage, så mener hun ikke at have lidt nød – ikke i forhold til mad i hvert fald. Direkte adspurgt om oplevelserne har efterladt hende med ar på sjælen svarer hun: Det tænker jeg, og det har jeg tænkt i mange, mange år. Det har siddet i mig i mange år. Tæskene kom jeg over, men angsten over ikke at komme hjem…”

Hans Henrik Toft, der var med til at anholde Grethe, kom efter besættelsen for retten. Grethe ville ikke vidne imod ham. Hun var bange. Både Erik og hendes kusine Else var dog blandt dem, der vidnede mod ham. Heller ikke her tog Grethe med i retten. Hans Henrik Toft blev idømt 12 års fængsel, frakendelse af sine borgerlige rettigheder og fik beslaglagt sin ejendom.

Erik og Grethe blev gift den 11. april 1948, og var gift indtil Erik døde for cirka 25 år siden. Grethe er i dag 94 år, åndsfrisk og bor på et plejehjem i Odenseområdet.

Grethe Eline Hansen. Privatfoto.

Artiklen er baseret på Grethe Eline Hansens fortællinger, der er blevet videregivet til mig i skrift og på video af hendes barnebarn Charlotte Hovmand. Enkelte detaljer om Frøslevlejren er taget fra Nordens frihed af P.M. Wichmann Ryefelt og Fanger i Frøslevlejren 1944-45 ved Jørgen Mågård.