 |
| Albanigade taget ind mod centrum. Billedkilde: Palle Krogh-Thomsen. |
Det følgende er et uddrag af Palle Krogh-Thompsens erindringer, der er blevet gjort tilgængelig online. Erindringerne kan findes her, og rummer nogle fine fortællinger om hverdagen i Odense under besættelsen.
De viste fotos er dem, der omtales i teksten.
"Den 5. maj 1945 kl. 8.00 hvor kapitulationen trådte i kraft begyndte modstandsstyrkerne at køre rundt og anholde alle landsforrædere og andre som havde været i tyskernes sold, og endnu engang skulle vi opleve krigens gru. Jeg var fra meldestedet gået hen i Albanigade, hvor flere grupper af modstandstyrkerne befandt sig, og talte bl.a. med min tidligere klasselærer fra skolen samt nogle ældre spejdere, alle nu mødt frem som frihedskæmpere med armbind og maskinpistoler og US-karabiner.
Pludselig dukkede der en masse Hipo-folk op fra flere gader og de begyndt at skyde imod modstandsfolkene, der selvfølgelig svarede igen, og så udbrød der en fantastisk ildkamp, der efterhånden bredte sig i den indre by. I et roligt øjeblik fik jeg taget et billede op ad Albanigade, med mit gamle slidte fotografiapparat, sammen med en anden mand, der også tog et billede. Pokkers letsindigt, hvad tænker man dog på i en sådan situation? Og så brød det løs igen. Jeg sprang ned under en vinduesrist, hvor jeg lå længe i krydsild medens projektilerne for hen over hovedet på mig. Nu var tyske soldater fra kasernen også involveret. De var jo erfarne soldater i gadekampe, uha!
I en ildpause kravlede jeg op igen og løb ind i en bygning og op af trappegangen, kiggede ud af et vindue mod Albani Torv. Pludselig blev ruden foran mig knust af et projektil, der røg ind i væggen bag mig, og det kan nok være jeg kom ned på alle 4 og kravlede højere op og ind i en stue. Der lå flere mennesker der også havde søgt ly og med bøger og møbler over hovedet for at dække sig.
Et uhyggeligt syn mødte mig i et andet værelse. En kvinde lå såret i underlivet af projektiler og blodet flød fra hende. Mine bukser fik blod på, og det sad der lang tid efter og var næsten ikke til at vaske af. I denne situation skal jeg gerne indrømme, først at ligge i krydsild og så pludselig meget tæt på at få et projektil i hovedet, da banker hjertet meget hurtigt. Jeg husker det som var det i går! Ja, dengang var der vist ikke noget der hed krisehjælp!
Kvinden blev afhentet af en Røde Kors lastvogn, men jeg erfarede senere, at hun døde. Jeg opholdt mig i de rum indtil kampen stilnede lidt af. Så vovede jeg mig ned i Albanigade igen, og løb alt hvad jeg kunne, jeg tog simpelthen chancen, fandt en lille sidegade, og forsøgte at komme ud af byen, hvad der også lykkedes, og nu ad landevejen igen ind imod byen lidt længere væk, og så hjem til Rødegårdsvej. Der stod min far udenfor, og det viste sig at mor og far også var i Albanigade da kampen begyndte, men var så heldige at de kunne søge ned i en kælderopgang hvor de stod i ly for projektilerne.
3-4 timer varede ildkampen og 110 menesker blev dræbt og såret i Odense by. Enkelte spejdere faldt i kampen. Mange ting skete og så andre steder i landet især i København, og befrielsesdagene kostede mange dræbte og sårede over hele landet. 8. maj blev der fred i hele Europa og kun i østen, Japan o.s.v. sloges de endnu, og så kunne vi endelig afvikle vort meldested nr. 60 på H. Rasmussens Vej i Odense."
 |
| Albanigade taget ind mod centrum. Billedkilde: Palle Krogh-Thomsen. |