Modstandsfolk i Svendborg

En af de fotografer, som udstillingen ”Besættelsen i billeder” gik tæt på, da den i sommer og sensommeren 2024 blev vist frem i Svendborg Museums mobile museum, Den Sorte Boks, var Svend Aage Andersen.

Svend Aage var bosat på et loftsværelse på adressen Frederiksgade 7 i Svendborg. Fra adressen havde han udsigt over til Kvægtorvet, hvor Jydsk Dragonregiment og 3. Feltartilleriregiment bl.a. opstaldede deres heste, da de fra oktober 1942 til den 29. august 1943 havde kvarter i byen.

Flere af hans billeder viser, at han ikke har ladet fotomulighederne fra sin bopæl gå til spilde. Da han i løbet af besættelsen blev ansat på Svendborg Rådhus, brugte han også sin adgang til rådhuset, når der skulle tages billeder, hvilket kan ses på hans billeder fra befrielsen.

Svend Aage Andersen var løst tilknyttet modstandsbevægelsen, hvor han hjalp med produktion af illegale blade og opbevaring af våben. Da han var husvagt i ejendommen, hvor han boede, havde han udgangstilladelse, der gjorde det muligt for ham at omgå spærretid og udgangsforbud.

Takket være Casper Holm fra Svendborg Lokalhistoriske Arkiv og Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum er det muligt at vise de nedenstående billeder taget af Svend Aage Andersen. En stor tak til dem for deres hjælp og imødekommenhed.

De nedenstående billeder viser modstandsfolk i Svendborg i dagene efter befrielsen.

Modstandsfolk ved Sct. Nicolai Apotek på hjørnet af Gerritsgade og Sct. Nikolaj Gade. Fotokilde: Svendborg Lokalhistoriske Arkiv.

Modstandsfolk på Skt. Nikolaj Gade. Fotokilde: Svendborg Lokalhistoriske Arkiv. 

Modstandsfolk på lastbil for Langes Jernstøberi i Vestergade. Bemærk RAF-huen i forgrunden af billedet. Fotokilde: Svendborg Lokalhistoriske Arkiv.

Augustdagene i Odense

Den nedenstående tekst er skrevt af journalist Arne Grum-Schwensen og stammer fra bogen ”Fem Aar, Indtryk og Oplevelser”, der blev udsendt i 1945. Arne Grum Schwensen var på det tidspunkt Korrespondent for Ritzaus Bureau og skrev i Fyns Tidende under Mærket „Kim“.

Teksten rummer en enkelt fejl. Manden der blev skudt i Nørregade hed Wilhelm Jensen og var 50 år.

Arne Grum-Schwensen, udateret. Fotokilde: Slægte Schwensen fra Gl. Haderslev. 

AUGUSTDAGENE I ODENSE

Det var i Esbjerg, det begyndte, men det var Odense, der fulgte efter. I den uforglemmelige Sommer 1943. Endnu var Hadet til Tyskerne ikke brudt ud. Men Overgreb og Retsbrud havde spændt Taalmodigheden i det danske Folk til Bristepunktet. Hadet, der i Grunden ligger Danskerne saa fjernt, maatte nødvendigvis opsummere sig, og nu laa det og lurede i hver eneste Dansker. Der skulde kun en Gnist til at faa Krudttønden til at eksplodere.

Og Gnisten kom i August 1943. Øjensynlig ønskede Tyskerne en Eksplosion, for det var dem, der gav Bolden op. Tirsdag den 19. August blev adskillige Odenseanere mishandlet paa det groveste af Tyskerne, der fo’r som vanvittige gennem Gaderne og slog ned for Fode uden ringeste Grund. Henved 20 Mennesker blev denne Dag kørt paa Sygehuset, deriblandt en ung Mand, som Tyskerne havde tilføjet aabent Kraniebrud foran Bedealteret i KFUM paa Klosterbakken, hvor han havde søgt Tilflugt.

Begyndelsen blev gjort med et større Slag paa Fisketorvet efter en Koncert i Kongens Have; en af de første, der ganske uden Grund blev overfaldet, var en Støbemester paa Frederiksbroens Jernstøberi, og det var dette Overfald, der fik Lavinen i Skred. Virksomhedens 4-500 Arbejdere nedlagde alle Arbejdet om Morgenen den 10. August, og de blev straks fulgt af Arbejderne paa Allerups Maskinfabrik, Odense Staalskibsværft, Thomas B. Thrige o.s.v. I Løbet af en Time var der Generalstrejke overalt i Byen. Forretningerne lukkede, Postvæsenet, Sporvognene m.m. nedlagde Arbejdet. Alt blev lammet. Aldrig har en Generalstrejke vist før været saa total.

Og dog fik Befolkningen Mad. Strejken var jo ikke rettet mod Byens Borgere. Arbejdernes Aktiebageri og Bagermestrenes Brødfabrik udleverede Brød rask væk, og det var underordnet, om man havde Rationeringsmærker. Brødfabriken blev imidlertid besat af Tyskerne, hvilket bevirkede, at Kuskene og Bagersvendene nedlagde Arbejdet. Og saa maatte Tyskerne lade sig afløse af dansk Politi.

Alle Byens store Virksomheder blev efterhaanden besat, og det samme gjaldt Statsbanen, men ogsaa her maatte Tyskerne dog trække sig tilbage, da samtlige Jembanemænd ellers vilde nedlægge Arbejdet.

Odenseaneme tog i Begyndelsen Generalstrejken med en knusende Ro. Men da Tyskerne kørte skydende gennem Gaderne og saarede ganske tilfældige Mennesker, steg Ophidselsen. I flere Tilfælde ramte Tyskerne Kvinder og Børn, og de generede sig endda ikke for at anvende Haandgranater.

Ca. 130 Mennesker blev af Ambulancerne kørt til Hospitalerne i Strejkedagene, og deriblandt var kun een Tysker. Det var en Løjtnant, som ikke havde flere Skud i Revolveren, og som blev slaaet i Jorden paa Vestergade ved Paladsteatret.

Paa Fisketorvet og i Nørregade udkæmpedes drabelige Slag, og Tyskerne sparede ikke paa Krudtet. Men naturligvis var der ikke stort at stille op mod Tyskerne uden Vaaben. Raseriet fik derfor Afløb paa anden Vis. Store Skarer drog syngende gennem Gaderne, og Byens Nazister og Stikkere og Værnemagere fik Dag og Nat deres Ruder knust. I mange Tilfælde blev alt Bohavet slæbt ud paa Gaden og stukket i Brand. Forretningsruder overalt i Byen blev knust, og talrige private Hjem blev stenet. Det var i hundredvis af Ruder, der gik i Skaar, og samtidig blev talrige Lejligheder raseret og stukket i Brand. Odenseanerne gjorde op med dem, der gik Tysklands Ærinde.

Paa Windelsvej blev en tysk Gestapomands Bohave slæbt ud paa Gaden. Øverst lagde man hans Uniformskasket og et Billede af Hitler. Og saa blev der sat en Tændstik til, mens Tusinder af begejstrede Tilskuere hidsede hinanden op.

De danske Kaserner blev smykket med Blomster og Dannebrog, og der blev raabt Hurra for de danske Soldater. Mængden prøvede ogsaa at faa udleveret Vaaben paa de danske Kaserner, men det gik dog ikke.

Odenseaneme var forøvrigt ikke ene om at ødelægge og rasere. En Restauration ved Albani Kirke blev komplet smadret af Tyskerne, der ledte efter en Dansker. Bagefter anbragte Folk Dannebrogsflag i Sækkene, der dækkede de tomme Vinduesrammer.

Der skete ogsaa Fejltagelser. Hvor en Nazist boede paa 3. Sal, hændte det f. Eks., at uskyldige Mennesker paa 2. Sal fik deres Ruder knust af Stenkastere, hvis Vilje til at ramme var større end Evnen. Saa skillingede Mængden imidlertid straks sammen og betalte de ødelagte Ruder.

I en Nazists Kolonialforretning knustes alt Inventar; Marmelade, Konserves m.m. blev kastet mod Væggene i en henrivende Sildesalat. Flere Slagterbutiker blev jævnet med Jorden, og der kunde nævnes talrige andre Eksempler.

Mange af de hjemsøgte Nazister flygtede ud af Byen, mens andre fik Ophold paa Tyskernes Kaserne paa Sdr. Boulevard.

En ung Mand, Elektriker Verner Jensen, Ejbygade 5, fik i Nørregade et Skud i Underlivet, og han døde senere paa Sygehuset. Trods alt Tyskernes Skyderi blev han Augustdagenes eneste Dødsoffer.

I Bolbro tog Tyskerne to fuldstændig sagesløse unge Mænd, som blev slæbt ud paa Kasernen, hvor de i fire Timer blev mishandlet paa det allerfrygteligste. De sadistiske Djævle brugte Remme, flettede Reb og Piske paa deres nøgne Kroppe, fordi de nægtede at opgive Navne paa Kommunister. Vistnok af en Fejltagelse blev de to mishandlede Mænd løsladt, og de blev naturligvis straks indlagt paa Amtssygehuset, hvor man ogsaa fotograferede dem. De saa frygtelige ud med Kødet hængende i Laser paa Ryggen, og selv Lægerne og Politiet erklærede, at de aldrig havde set noget lignende.

Under Urolighederne havde det danske Politi naturligvis en saare vanskelig Stilling, men Politiet forstod tilfulde Situationen og greb ikke mere ind i Demonstrationerne end højst nødvendigt. Det var et roligt og helt dansk Politi, Odenseanerne saa i de Dage. Derfor var det ogsaa ufortjent, at Mængden væltede en Politibil i Nørregade, da Betjentene paa en pæn Maade splittede en mægtig Demonstration, der syngende: Ja, vi elsker dette Landet - drog gennem Byen bærende de engelske og amerikanske (men ikke det danske) Flag og med to unge blomstersmykkede Piger i Guldstol i Spidsen.

Politiet fik iøvrigt Assistance fra Sønderborg, Aabenraa, Esbjerg, Skive, Aarhus, Vejle, Aalborg, København m.m. Ialt var her ca. 30 Politibiler og mindst 500 Betjente med Staalhjelm, Revolver og Knippel.

Et særligt Afsnit i »Opstanden« var Afstraffelsen af Feltmadrasserne. De unge Piger, der havde indladt sig med Tyskerne, blev slæbt ud paa Gaden og klædt af. De blev gennempryglet, deres Haar blev klippet af, og de fik malet Hagekors paa Kroppen, hvorefter de blev jaget nøgne gennem Gaderne. Det skete i Snesevis af Tilfælde. Mange af Tøsene fik ogsaa deres Bohave slæbt ud paa Gaden og stukket i Brand.

Urolighederne i Odense begyndte som nævnt Tirsdag Aften den 19. August. Det resulterede først i, at Politiet spærrede Vestergade, og senere beordrede Politiet Folk hjem. Restaurationerne fik Besked paa at lukke, og inden Kl. 22,30 var Gaderne tomme. Om Onsdagen begyndte Generalstrejken, og den konstituerede Politimester, Politifuldmægtig H. Rasmussen, udstedte totalt Færdselsforbud; i de følgende Dage førtes en lang Række Forhandlinger for at faa genoprettet Ro og Orden i Byen.

Fredag Formiddag forhandlede bl. a. Borgmester Werner, Formanden for Arbejdernes Fællesorganisation P. Johansen, De samvirkende Fagforbunds Næstformand Einer Nielsen, Formanden for Dansk Jembaneforbund Th. Petersen, Næstformanden i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund Vilh. Christensen og Forretningsfører Andersen, Dansk Arbejdsmandsforbund.

Det blev besluttet, at Arbejdet skulde genoptages Lørdag, men det skete ikke. Strejken fortsatte, og Lørdag Formiddag holdtes et stort Demonstrationsmøde paa Stadion, hvor adskillige Tusinde Arbejdere vedtog at fortsætte Strejken og valgte et 9 Mands Udvalg til at forhande med Myndighederne. Fra Arbejdernes Side blev der stillet Krav om, at Tyskerne skulde trække sig tilbage fra de Virksomheder, der var besat, og at det skulde forbydes tyske Soldater at færdes paa Gaderne om Aftenen. Endvidere krævede man naturligvis, at Strejken ikke medførte Repressalier af nogen Art.

Søndag Formiddag holdtes et nyt Kæmpemøde paa Stadion, og denne gang deltog en halv Snes Tusinde Mennesker. Det vedtoges, at Strejken skulde fortsættes.

Samme Dags Eftermiddag holdtes et Møde paa Teknisk Skole, og heri deltog bl. a. Arbejdsminister Kjærbøl, Direktør Svenningsen, Udenrigsministeriet, Departementschef Eyvind Larsen og Statsadvokat Troels Hoff m.fl. Det blev et yderst bevæget Møde, og Resultatet blev, at der Mandag Morgen udsendtes et Opraab til Byens Befolkning om Genoptagelse af Arbejdet. Et af Punkterne i dette Opraab lød saaledes:

Den tyske Værnemagt er rede til at bidrage til en almindelig Afspændelse og Beroligelse. Den har derfor truffet en Orlovsordning paa den Maade, at alle tyske Soldater, der befinder sig i Odense, forbliver i deres Kvarter Søndag, Mandag, Tirsdag og Onsdag, men de normale Øvelser samt tjenstlig Færden til Fods og i Vogn vil naturligvis blive gennemført som hidtil.

Saa meget opnaaede man altsaa. Desuden blev Besættelsen af de store Virksomheder naturligvis ophævet, og Repressalierne kom jo som bekendt først den 29. August.

Brand i tysk militærlastbil på Nyborg Station

Det nedestående er politirapporten i forbindelse med branden i en tysk militærlastbil natten til den 18. april 1943. Lastbilen befandt sig på ladet af en tysk godsvogn på Nyborg Station.

Det er værd at bemærke, at rapporten blandt andet er underskrevet af C.H. Vogelius Andersen, der havde et samarbejde med modstandsbevægelsen. Han er således omtalt i Jørgen Hæstrups bog "Kontakt med England".

"Et særligt klart eksempel på værdien af et særdeles direkte samarbejde med politiet er formuleret i en beretning til det særlige arkiv for Fyns-regionen. Det hedder her: »For at skabe størst mulig sikkerhed for organisationens medlemmer søgte man forbindelse indenfor politiet og fik her forbindelse med daværende overbetjent Vogelius Andersen og kriminalbetjent Troelsen, begge politiets tekniske afdeling. Disse havde som medlemmer af teknisk afdeling særlige betingelser for at kunne skabe sikkerhed for medlemmerne af organisationen, idet de dels skaffede oplysninger om den viden, sikkerhedspolitiet fik om de udførte sabotager, dels havde muligheder for at bortskaffe eventuelt bevismateriale på sabotagepladserne, idet de altid på forhånd var underrettet om, hvor og hvornår sabotagen skulle finde sted..."

I rapporten omtales fotografier, der har været vedlagt. Disse har det ikke været muligt at finde.

Teksten er blevet afskrevet uden rettelser. Rapporten kan ses i bunden af opslaget.

Rapportens forside. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

RIGSPOLITIET

TEKNISK AFDELING

ODENSE

L Nr. 493 43.

VEDRØRENDE: Brand paa Nyborg Banegaard i tysk Militærlastautomobil Natten til den 18/4-43.

 

RIGSPOLITIET

Teknisk Afdeling Odense 27. April 43.

Genpart

493/43.

 

Efter Anmodning af Kriminalpolitiet i Nyborg har Afdelingen den 18/4-43 foretaget Undersøgelse paa Nyborg Jernbanestation i Anledning af, at der den foregaaende Nat har været Brand i en den tyske Værnemagt tilhørende Lastautomobil, der henstod paa Ladet af en Godsvogn.

Der er i Anledning af Undersøgelsen optaget 5 Stk. Fotografier, hvoraf det ene er en Gengivelse af et Kort over Nyborg Købstad i Maalestoksforholdet 1:8000.

Fotografierne vedlægges i Mappe.

Den brændte Lastautomobil havde sammen med 19 andre Person- og Lastautomobiler, der ligeledes tilhørte den tyske Værnemagt og hver stod paa Ladet af en Godsvogn, været udrangeret paa det østligste Sidespor. Godsvognen stod som Nr. 13 i Rækken 500 m Nord for Midten af Stationsbygningen. Stedet er paa Kortet Nr. 1 vist med en rød Pil.

Foto Nr. 2 er optaget mod Nordøst fra det Sted. hvor Godsvognen stod, medens Lastautomobilen brændte. Med en rød Pil er vist en Sti, der fra Christianslundsvej fører uhindret op til Jermbaneterrænet. Stien løber ind til selve Jernbaneterrænet delvis mellem Træer og Buske. Mellem Stien og Godsvognene fandtes en Del Fodaftryk, der dog paa Grund af Jernbanelegemets grusede og stenede Overfladebehandling var meget udviskede og derfor ikke kunde anvendes i Identificeringsøjemed. Størstedelen af Aftrykkene er formentlig afsat af Brandvæsenets Personale under Slukningsarbejdet.

Foto Nr. 3 er optaget mod Vest fra samme Sted som Foto Nr. 2. Gaden parallelt med Sporene er Svanedamsgade. Mellem denne Gade og Jernbaneterrænet findes en Del Kolonihaver, kun adskilt fra Jernbaneterrænet ved et almindeligt, lavt Hegn. Paa Jernbaneterrænet mellem Haverne og Godsvognene fandtes paa Grund af førnævnte Overfladebehandling heller ingen brugelige Fodaftryk.

Foto Nr. 4 viser Godsvognen med den brandhærgede Lastautomobil. Godsvognen er efter Branden rangeret ud af Rækken fra det østligste Sidespor til det vestligste. Den er mærket Stuttgart 78276 Rs og i Følge en paa Sideplankerne paahæftet Seddel kommet fra Moabit Bahnhof, Berlin, over Padborg den 15/4-43 оg skulde til Rovaniemi, Finland. Paa Godsvognens Lad staar den brandhærgede Lastautomobil en 6 cylindret Mercedes-Benz Dieselvogn Nr. HK 71028. Dieselvognens Lad er forsynet med ret høj Kasse overspændt med en graa Presenning. Paa Ladet var et Reservehjul, flere Kasser samt nogle Akkumulatorer delvis dækket med uforbrændt Træuld. Førerhuset, der var mest medtaget af Branden, havde venstre Vogndør lukket med Dørvinduets Bundramme helt nedrullet. Af Glasset var kun enkelte Smaastumper tilbage.

Paa Foto Nr. 5 er den nedrullede Bundramme markeret med en rød Pil. Den højre Vogndør havde oprullet Dørvindue. Glasset her var ligeledes bortsprængt antagelig af den ved Branden opstaaede Varme. Den indvendige Beklædning paa begge Døre var helt bortbrændt, saaledes at kun selve Jernskelettet var tilbage. Ligeledes var Førerhusets Tag og Bundbrædder bortbrændte. Af Førersæde og Ryggen var kun Fjedrene tilbage efter Branden. Dieselvognens Lad er paa forreste højre Hjørne blevet lidt forbrændt, og Presenningen har faaet en Flænge foroven. Benzintaken under Førersødet var tom, og Akkumulatoren, hvis Plads findes under Førerhusets Bund i venstre Side, var fjernet. Under Branden havde Dieselvognen staaet med Front mod Nord, og da det samtidig blæste fra Vest, er den lodretstaaende Planke paa Godsvognens højre Side ud for Førerhuset blevet noget forbrændt. Derudover havde Godsvognen ingen Skade lidt.

Paa Godsvognens Lad under Førerhuset fandtes i en Askedynge 2 smaa Ankere, 1 Feltspole samt en lille Kontakt. Ved Forevisning Dagen efter af ovennævnte Dele til Værkfører Vølund, A/S Fehr & Co., Odense, der leder Reparationen af tilsvarende tyske Militærlastautomobiler, erklærede denne, at Ankrene og Feltspolen hidrørte fra 2 Vinduesviskere og Kontakten fra en Stoplygtekontakt. I øvrigt er der intetsomhelst fundet, der kan forklare Brandens Opkomst, og navnlig er der ikke fundet Rester af Brandmaskiner, brændbare Vædsker eller andre brandbefordrende Effekter.

Afdelingen er efter Undersøgelsen af den Formening, at der ikke er stor Sandsynlighed for, at Branden er en Sabotagehandling. For det første er den paagældende Jernbanevogn ikke den lettest tilgængelige eller den letteste at slippe bort fra igen, for det andet forekommer det mærkeligt, at en Sabotør ikke skulde have antændt det mest brændbare Materiale. nemlig Træulden bag i Vognen. Det synes mere sandsynligt, at Ilden er oрstaaet ved en Gnist fra et forbikørende Lokomotiv.

Det mod de øvrige Spor vendende Vindue har som nævnt staaet nedrullet, Vinden har baaret ind herimod, og endelig kommer hertil den Omstændighed, at Terrænet stiger stærkt mod Vest, saaledes at Lokomotiver, der kører i Retning bort fra Stationen, arbejder særlig haardt, hvilket giver forøget Chance for Gnister fra Skorstenen. Dette i Forbindelse med, at der trods en omhyggelig Undersøgelse intet mistænkeligt er fundet i eller omkring Førerhuset og med de ovenfor i øvrigt nævnte Omstændigheder gør det efter Afdelingens Mening mere sandsynligt, at der foreligger et hændeligt Uheld.

C.H. Vogelius Andersen

OB.

Jørgen Nielsen

Kb.

 

Br/VA.

 

Tilstilles Hr. Politimesteren i Nyborg

Politimesteren i Odense den 27. April 1943.

Rapportens første side. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Rapportens anden side. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Rapportens tredje og sidste side. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Om det private og kommunale vagtværn i Ringe 1944-45.

Den nedenstående artikel bliver gengivet med tilladelse fra Ringe Lokalhistoriske Arkiv. Den blev oprindeligt bragt i deres årsskrift Ræthinge-Posten i 1995. Artiklen er forfattet af Ulrik Schrøder.

Der er lavet et fåtal af rettelser i teksten. Enkelte forkortelser er blevet skrevet ud, opsætning for datoer er blevet ensrettet en smule, der er indsat flere linjeskift for læsevenlighedens skyld og et par stavefejl er rettet, men ellers fremstår artiklen som den gjorde i Ræthinge Posten.

Intet at bemærke....

Om det private og kommunale vagtværn i Ringe 1944-45.

Den 19. september 1944 er en af de skelsættende datoer i besættelsestidens historie. I tiden forud havde besættelsesmagten oparbejdet en dyb mistillid til det danske politi, der ikke uden videre kunne overtales til helhjertet at deltage i f.eks. sabotagebekæmpelsen. Under folkestrejken i København og andre steder var det også tydeligt, at politiets sympati lå på de aktionerendes side.

Den 19.september slog tyskerne under en falsk luftalarm til og arresterede det danske politi. Af den samlede politistyrke på ca. 9.000 mand blev omkring 2.000 mand anholdt og sendt til tyske koncentrationslejre. Resten gik under jorden.

Et værn for lov og orden

At det var nødvendigt med et "væsen" i stedet for politiet, indså man fra myndighedernes side med det samme. Allerede i et cirkulære fra Justitsministeriet den 12.oktober opfordredes kommuner og sogneråd til at danne kommunale vagtværn, der kunne hindre og forebygge forbrydelser ved bl.a. patruljering. Staten ville dække 90% af udgifterne til vagtværnene, hvis udstyr var armbind og stave. 

Vagtværnene arbejdede tæt sammen med borgere, redningskorps og brandvæsener og bidrog i nogen grad til at holde forbrydelsernes antal nede, men en voldsom stigning i kriminaliteten i denne periode kunne dog ikke forhindres, især ikke i besættelsens sidste måneder.

Kolding oprettede som den første by et vagtværn den 22. september. Resten af Danmark fulgte efter i oktober måned. I Ringe dannedes først et privat vagtværn på initiativ af borgerne. Det trådte i funktion den 5. oktober for allerede den 19. oktober at blive afløst af det kommunale vagtværn.

Private tog initiativ til vagtkorps i Ringe

Torsdag den 29. september 1944 var der via annonce i Midtfyns Dagblad indkaldt til borgermøde i Rådhussalen i Ringe. Eneste punkt på programmet var oprettelse af et "vagtkorps " i byen. Initiativtagere til mødet var Håndværker og Industriforeningen, Grundejerforeningen og Foreningen af Butikshandlende.

I en redaktionel omtale under overskriften "Vagtkorps i Ringe By" konstateredes, at spørgsmålet om oprettelse af et vagtkorps nu også var blevet aktuelt i Ringe.

Midtfyns Dagblad udkom på det tidspunkt med en daglig udgave. Om torsdagen var det samlede oplag på hele 4.550 eksemplarer, der fordeles overalt i de midtfynske kommuner. Mange mennesker har altså set opfordringen i bladet. Redaktør Rudolf Nielsen, kan dagen efter mødet konstatere: "Vi får et Vagtkorps i Byen".

125 mennesker samledes på mødet, hvor der var absolut enighed om, at der burde gøres noget ekstraordinært under de herskende forhold.

En afstemning viste stort flertal for en ordning med lønnet vagtmandskab. De tre indbydende foreninger skulle hver udpege to medlemmer til et udvalg, der skulle påtage sig at oprette vagtkorpset og søge at finde det økonomiske grundlag for det.

Det blev understreget, at det var vigtigt, at der blev handlet omgående, så byen så hurtigt som muligt kunne blive afpatruljeret om natten - helst allerede fra den førstkommende mandag den 2.

Kommandocentralen i Rådhusets kælder skulle være udgangspunkt og meldested for vagt mandskabet, men nærmere oplysninger ville tilgå borgerne hurtigst.

Vagttjenesten i Ringe påbegyndt

Den 5. oktober meddeler Midtfyns Dagblad, at vagttjenesten i Ringe er påbegyndt, og der var patruljering i tidsrummet fra kl. 22-06. Borgerne kunne få hjælp ved at ringe til "Kommandocentralen", der svarede i hele vagttiden.

Det understregedes, at også beboere uden for bydistriktet kunne få hjælp. Hjælpen var gratis, men udgifterne ville til at begynde med blive dækket ind ved opkrævning af 3 % af borgernes kommuneskattebeløb og med forventet økonomisk støtte fra sognerådet.

Forinden havde man via en annonce i Midtfyns Dagblad søgt egnede, helst yngre, mænd til vagtkorpstjeneste i Ringe til afpatruljering af byens gader og ejendomme. Henvendelse skulle ske til redaktør Rudolf Nielsen, Midtfyns Dagblad inden mandag d. 2. oktober kl. 12.

To mand figurerer i protokollerne, når der udbetaltes løn nemlig Kr. Kristensen og Laurits Rasmussen. Manufakturhandler Svend Smed stod for den praktiske side af sagen. En nota fra Ringe Isenkram viser, at han indkøbte 2 lygter, 2 elementer, 2 pærer, 2 fløjter og 2 kæder til i alt 12,46 kr. Udstyr og mandskab var ifølge det sparsomme arkivmateriale parat til indsats den 5. oktober.

Fra privat til kommunalt vagtværn

Det private vagtværn i Ringe fik dog kun kort levetid. Allerede på Ringe Sogneråds møde den 13. oktober tog man på baggrund af et cirkulære fra Justitsministeriet sagen op. Kommunerne blev nemlig i dette opfordret til at oprette kommunale vagtværn, og sognerådsformanden opfordrede til at lade brandudvalget klare det fornødne i den anledning.

Sognerådsformanden oplæste dernæst en redegørelse for, hvorledes "...Borgerskabet tog Affære og oprettede et Vagtværn og skaffede Midler til Dækning af Udgifterne den første Måned".

Det viste sig imidlertid nu nødvendigt at ansætte en mand mere, så der blev mulighed for frivagt en gang imellem, og det private vagtværn ansøgte derfor om dækning af udgiften på 1.500 kr. pr. måned. Desuden så man gerne, at der blev stillet lokaler, lys og varme til rådighed for mandskabet på Kommandocentralen.

Formanden kunne konstatere, at alle andragender faktisk kunne imødekommes. Det private vagtværn skulle nemlig afvikles, når det kommunale erstattede det. Brandudvalget fik bemyndigelse til at foretage det fornødne.

Det må være sket, for den 19. oktober kan Midtfyns Dagblad meddele, at Ringe Kommunes Vagtkorps er i funktion. Efter hvad bladet erfarer, "... vil Falck i Ringe få Overledelsen af Vagtkorpset". Patruljeringen i tidsrummet 22-06 skulle fortsætte, og korpset ville blive udvidet, så den enkeltes vagttjeneste blev kortere.

Vagtmandskabet skulle også forsynes med kasketter som brandmændene, og såvel brandmænd som reservebrandmænd ville komme i funktion som vagtmænd. De først antagne private vagtmænd fortsatte under den nye ordning, og der skulle foretages patruljekørsel rundt i hele kommunen for at effektivisere vagtværnet.

De bidrag, som på dette tidspunkt var indbetalt af en række af kommunens borgere til det private vagtværn, blev nu betalt tilbage. Nøjagtige lister opgjort for indbetalere og for tilbagebetaling er stort set det eneste skriftlige materiale, det har været muligt at finde frem i arkiverne om det private vagtværn i Ringe.

I Ringe Kommune var man tidligt ude for at sikre ro og orden i den politiløse tid, men også i omegnskommunerne skete der noget.

I Sdr. Højrup Kommune oprettedes i november et kommunalt vagtværn ledet af savskærer R. Christiansen, og i Vantinge lededes et kommunalt vagtkorps af sognefoged Lars Kristensen. Der var et snævert samarbejde vagtværnene imellem.

I forbindelse med oprettelsen af de kommunale vagtværn rundt omkring etableredes i provinsen kredskontorer under amterne.

Fyns Venstreblad den 12. oktober 1944.

Dramatisk start for vagtværnet i Ringe med bankrøveri

Vagtværnet i Ringes "Journal for Hjælp, der ellers paahviler Politiet" starter mandag den 9. oktober 1944 brat med den måske mest dramatiske hændelse, som det kommunale vagtværn kom ud for.

"Kl. 16.05 blev vi ringet op fra Sagfører Zeeberg Algade, som meddelte, at nogle Røvere havde plyndret Ringe Bank. Nærmere redegørelse se rp. 1506-1507/10 44."

Rapporterne, der henvises til, er Falcks Redningskorps normale rapporter, som det ikke er lykkedes at opspore. Med mit kendskab til sådanne er der formentlig i et koncist sprog og på særdeles kortfattet måde redegjort for hændelsesforløbet og brugen af Falck-køretøjerne. At der er anvendt to rapporter viser, at to køretøjer har været i brug ved episoden den på gældende dag.

Midtfyns Dagblad omtaler dagen efter hændelsen i en 3 spaltet artikel med underrubrik. Den fylder godt på siden, og må siges at være atypisk for størrelsen af artikler i det lille lokale dagblad. Det er sammenlignet med den sædvanlige typografi helt klart en nyhed, der får særbehandling, og det viser sig også i teksten.

Bankrøveriet karakteriseres som ualmindeligt frækt og som en dramatisk hændelse, der var dagens samtaleemne i byen.

Personale og kunder låst inde i bankboksen

Der var 5 unge "lurvet klædte Mennesker i Alderen 20-22 År" om røveriet. Iført masker og revolvere holdt 3 røvere folk og personale i skak, mens to andre gik bag om skranken og fyldte bankkassererens seddelbeholdning i en mappe. En ung mand fra byen, der netop havde lagt 5.000 kr. fra sit firma på skranken, måtte også aflevere beløbet, mens en lille dreng så sit snit til at putte det beløb, han skulle ind sætte i banken for forældrene, i lommen.

Hele personalet og de fem kunder, blandt dem den lille dreng og en ældre kone, blev derefter låst inde i bankboksen på bedste gangstermaner.

Sagfører Zeeberg, der havde kontor i Algade, havde set røverne ankomme i en blå gengasbil, anede uråd og alarmerede Falck. Røverne nåede dog at tage flugten i bilen ud ad Assensvej medbringende 90.000 kr. i sedler - en betydelig sum på det tidspunkt.

Falck samt en del lokale last og varevogne satte ufortøvet efter de bevæbnede røvere, mens andre gik i gang med at få de indespærrede ud af bankboksen. Det var lettere sagt end gjort, for bankpersonalet, der nu befandt sig i boksen, havde alle nøglerne til boksen på sig, og døren kunne ikke åbnes indefra.

Gennem et lille rør til udluftning i panservæggen lykkedes det at få et julelys og en fil ind til de indespærrede. En af nøglernes greb blev filet over, og den kunne trækkes ud gennem luftrøret. Efter en halv time kom de inde spærrede igen ud i den friske luft - en oplevelse rigere.

Gidsel på bagsædet og lynchstemning

Det viste sig, at røverne - i alt seks med chaufføren - var nået til udkanten af Nr. Lyndelse, hvor generatoren var brændt ud. Fra en nærliggende gård så man, at seks unge mennesker sprang ud af bilen og løb ind over markerne mod Dømmestrup. Da man kiggede efter i bilen, fandt man en kneblet mand med bind for øjnene liggende bag i vognen. Det var en vognmand, der først var blevet hyret af to mand til en tur til Kerteminde, og dernæst overmandet og taget med på den alt andet end uskyldige udflugt. Fire andre medskyldige blev senere taget op i Åsum ved Odense.

Falck var imidlertid lige i hælene på røverne, der havde taget flugten over Bramstrup Mose til Dømmestrup. En værkstedsvogn fra Fehr i Ringe, bemandet med hele seks mand, fik på Stenløsevej ved Odense øje på to af de mistænkte, der straks satte i løb. Den ene blev senere fanget, mens den anden forsvandt i mørket.

Den anholdte blev ført til Falckstationen i Ringe og konfronteret med bankens personale, der dog ikke med sikkerhed kunne genkende røveren.

At der var mange mennesker uden for Falckstationen på det tidspunkt, var vel ikke så underligt efter de dramatiske begivenheder. Da den anholdte skulle videre til Svendborg, var det faktisk med besvær, at ambulancen, der blev brugt til transporten, kom igennem. Folk prøvede at vælte den og holdt fast i kofangerne. Ordet lynchstemningen har jeg hørt anvendt fra flere sider om den stemning, der var blandt tilskuerne.

Nogle angrende røvere

Falck i Odense blev nu brat indblandet i sagen fra Ringe. I en anonym opringning til Falck i Odense meddelte en person, at pengene fra røveriet i Ringe lå under musiktribunen i Kongens Have. Vedkommende gjorde dog samtidig opmærksom på, at en afhentning ville være på eget ansvar. Nogle af de revolverbevæbnede gerningsmænd ville formentlig gøre alt for at hindre det.

Nogle Falckfolk tog dog chancen, og pengene blev bragt til Falckstationen på Klostervej i Odense. Tre pakker pengesedler var indpakket i Skipper Skræk blade, der dengang var raske drenges lekture - måske var ideen til kuppet også hentet herfra?

Med pengesedlerne fulgte et brev, der fortalte, at disse penge ud gjorde nogle andele. Men ikke alle gerningsmændene var til sinds at aflevere pengene, og de ville anvende deres våben, hvis det var nødvendigt, lød det advarende.

Ros til Falck

Midtfyns Dagblad roste indsatsen fra Falck. "Der er vel al Grund til at anerkende det Eftersøgelsesarbejde, der omgaaende blev sat ind for at faa Røverne og skaffe dem den Straf, de fortjener. Det var ypperlig klaret af Falck, men selvfølgelig var baade By og Egn med i den spændende Jagt", står der bl.a.

Om det efterforskningsarbejde, der er tilbage, tvivler redaktøren imidlertid "…i en Storby som Odense er Efterforskningsarbejdet selvsagt meget maadeligt, ikke mindst i en Tid, hvor man ikke kan regne med sagkyndig politimæssig Assistance".

Det vil her føre for vidt at komme ind på denne sags videre forløb, så vi vil i stedet vende os til det kommunale vagtværns måske mere trivielle opgaver i Ringe og Omegn.

Stort og småt - cykler og måtter

Alvorligere kriminalitet forekommer vel sjældent, men rationering og mørklægning skabte muligheder for lovovertrædelser, der måske kunne være alvorlige nok for dem, det gik ud over.

Cykeltyverier, som vel i dag regnes for politimæssige bagateller, var den gang alvorlige nok, for der var vareknaphed og manglende offentlige transportmidler. Hvis sådanne småtyverier blev opklaret, kunne de dengang resultere i en straf, der var ret streng. Domstolenes behandling af sagerne ligger dog uden for denne artikels emne.

Anmeldelser, som vagtværnet tog sig af, kunne f.eks. være et tabt stålarmbåndsur på Algade i Ringe. En søndag formiddag meldtes om en stjålet måtte fra hovedindgangen på Elektricitetsværket, der i øvrigt lå skråt over for Falckstationen i Tværgade 2, så "forbrydelsen" må næsten have fundet sted for øjnene af ordenshåndhæverne, der dog kun var i funktion om natten, hvis der ikke blev alarmeret specielt.

Ellers stjæles der påfaldende mange cykler- eller de "skrælles". Ofte er beskrivelserne minutiøse med mærke, registreringsnummer, særlige kendetegn - også når det gælder dæk og lygter.

Den 26/10-1944 stjæles hele tre cykler forskellige steder i byen og omegnen - en enkelt mistænkt afhøres. Oftest skrives rapport, som sendes videre i retssystemet, og man hører ikke videre til sagen, men det hænder, at gerningsmanden findes, cykel eller anmeldt eller en genstand kommer til veje igen. Rationeringsmærker, beklædningsgenstande, linned, lagner m.m. er eftertragtede genstande.

Ofte observerede vagtpatruljen lys diverse steder. Ind imellem henvendte man sig og konstaterede f.eks., at sagfører Jepsen en aften arbejdede sent. På Ringe Hotel lykkedes det ikke at komme i kontakt med nogen. Alle sov fast og dørene var låst. Lyset fik lov til at brænde i den store stue. På Ringe Friskole havde man en aften glemt at lukke tre vinduer, og hos overlæge Nannestad var der lys sent. I Landbosparekassen var der en aften lys så sent som 00.15. Revisionen var på arbejde og fik lov til at fortsætte.

Intet at bemærke

Lillebyen overvågedes minutiøst, og mange episoder af nævnte art fortjente vel næppe at nævnes i rapporten, men på 50 års afstand er der både kulturhistorie og tidsbeskrivelse at hente. Mange dage er den lakoniske kommentar i rapporten "Intet af bemærke" "Ligeledes intet at bemærke".

Efterlysninger og anmodning om assistance fra andre kommuners vagtværn blev også efterkommet. Svendborg Vagtværn efterlyste en stjålet "droskevogn", som man ikke fandt, og Øster Hæsinge Vagtværn anmodede om at få stoppet en mand på toget fra Fåborg. Tre vagtmænd troppede op på jernbanestationen og bragte den formastelige til Falckstationen, hvor der blev optaget rapport om et trusselsbrev, han skulle have skrevet. Den anholdte afhentedes og forsvandt ud af rapportbogen.

Sdr. Højrup Vagtværn anmodede om assistance i en sag om overfald og røveri. De nærmere omstændigheder fremgår ikke af rapporten, men da ingen gerningsmænd antræffes på stationen i Ringe, trækker vagtmandskabet sig tilbage i god ro og orden.

Påklædningen for røvere og overfaldsmænd anno 1944 kunne f.eks. være: Vindjakke med lynlås, oprullede benklæder eller knæbenklæder, langstøvler eller gummistøvler og chaufførkasket.

Jernkroen og tørstige borgere

Uro ved Ringes få beværtninger konstateres også i rapportbogen. Især Jernbanerestaurationen, kaldet "Jernkroen" af indlysende årsager, var åbenbart stedet, hvor man fik sig en tår over tørsten.

Den 2/11-1944 står der koncist: "Nogle Mænd sang og var berusede, og Personalet kunne ikke få dem ud". En af de deltagende sangere var en gammel kending og borger i byen. En anden omtales som "omstrejfende Arbejdsmand" fra Sjælland. Navn og hjemstedskommune nævnes for de implicerede i bataljen, hvor den tilkaldte vagtmand fik de berusede sangere ud og sagen ordnet i mindelighed. Gentagne gange besøgte vagt mandskabet Jernkroen, hvor berusere ikke ville forlade stedet. En enkelt gang meldtes om tyveri af en dug fra selvsamme etablissement.

Fra Ringe Hotel meldtes en gang om en mand, der ligefrem var gået amok. Det var også en Ringeborger, der havde fået en tår over tørsten. Den tørstige blev af vagten gelejdet hjem uden problemer, og den sag var ude af verden.

Sabotage hos Fehr & Co.

Onsdag den 8. november 1944 blev både sognerådsformanden, der var den ansvarlige i sidste instans for vagtværnet, og hele vagtstyrken indkaldt, da en af de få egentlige sabotagehandlinger i Ringe fandt sted. Episoden karakteriseres i rapporten ikke som sådan, og beskrivelsen er meget forsigtig.

Allerede kl. 22.20 blev vagtværnet kaldt til Telefoncentralen, hvor et par personer var ved at bryde ind. Da man ankom, var personerne væk, og man fandt de remedier, der var anvendt til indbruddet. Måske var det for at forhindre telefontrafik lidt senere, hvor frihedskæmpere saboterede Fehr & Co, hvor der også blev repareret tyske militærkøretøjer.

En vagtmand blev kl. 22.35 ved Fehr & Co. truet af en mand med maskinpistol, og også på Falckstationen - Falckgårdens ene ende i Algade lå lige over for Fehr & Co.- var man blevet opmærksom på larm i Algade.

Hvad den samlede vagtstyrke og sognerådsformand egentlig havde tænkt sig at gøre, fremgår ikke af rapporten, men mundtlige kilder har meddelt, at et par vagtmænd utvetydigt blev bedt om at fjerne sig og patruljere på Søvej i stedet, mens forretningerne blev ordnet.

Det indkaldte mandskab må næsten have stået i første parket, da den første bombe sprang kl. 23.10 og dernæst to mere. Lakonisk meldes i rapporten, at "Brandvæsenet tog affære"- mere eller mindre helhjertet og uden den store entusiasme.

Flere ejendomme i Algade havde fået vinduerne knust ved bombeeksplosionerne. Vagtværnet patruljerede derfor de kommende dage ved de bomberamte ejendomme.

Schalburgtage

Den 14. november 1944 konstaterede vagtværnet en voldsom bombeeksplosion kl. 1.30. Stedet kunne dog ikke lokaliseres, og fra jernbanestationen sendtes cykelpatruljer ud i forskellige retninger. Der konstateredes dog ikke skader på nogen jernbanestrækninger. 

Først ved 5-tiden om morgenen henvendte dr. Askholm sig på Falckstationen og bad om at få et par mand til Sødinge, hvor hele stuehuset til en gård var sprængt i luften. Formentlig var det schalburgtage, men rapportbogen kalder det hverken det ene eller andet. Der etableredes vagt ved gården de følgende dage.

Slagsmål og overfald

En anmeldelse om slagsmål på det såkaldte "Arbejde Adler" i Vestergade medførte omgående indkaldelse af tre mand fra Vagtværnet, men da de officielle repræsentanter mødte op, havde en privatperson taget affære og smidt den værste slagsbroder ud. De andre var faldet til ro, "så vi kom egentlig ikke i Arbejde" konstateres det tørt i rapportbogen.

Et overfald på stationsforstanderen medførte indkaldelse af to mand, men fyren var stukket af, da vagtværnet kom til stede. Som ved mange andre indførsler i rapportbogen forekommer der intet om, hvor alvorlig sagen egentlig var. Den blev end ikke nævnt i Midtfyns Dagblad, der ellers nok på mange områder tog de mindre lokale begivenheder op. Selv Falcks månedlige statistik med antal udrykninger til brand, ambulancer m.v. kom på tryk, men altså ikke de vagtværnsmæssige opgaver.

Det er i øvrigt karakteristisk for indførslerne i rapportbogen, at mindre hændelser f.eks. henstillede cykler, lyden af skud, mistænkelige personer, afhentning af mistænke eller biler uden nummerplade fylder næsten lige så meget eller mere end de få alvorlige. Alt konstateres lige tørt og sagligt.

Staven kom i brug

Om vagtværnets udrustning kan man slutte af en rapport fra den 16/11-1944. Under patruljering i Jernbanegade (Jernkroens klientel?) opstod der kl. 23.45 slagsmål mellem 7-8 personer. Den passerende vagtmand følte sig truet og "brugte Staven mod dem og tilkaldte Hjælp ved Fløjten". De to tilkaldte nåede dog næppe at få stavene frem, for hver var gået til sit, da de nåede frem, og der blev end ikke optaget rapport. Episoden sluttes med det sædvanlige "Ellers intet at bemærke”.

En rolig periode

Perioden 17/11 til 10/12-1944 var særdeles rolig. De fleste dage er der "Intet at bemærke". En bombelignende eksplosion den 21/11 i østlig retning for byen konstateredes, men der indløb ingen melding, og eksplosionen omtales heller ikke senere.

På Rolighedsvej blev der kastet med sten mod forbipasserende, men drengestregerne var ophørt, da patruljen kom frem. Et tændt lys på posthuset fik lov til at brænde, da man ikke kunne vække postmesteren. Ellers meldtes om et tabt kørekort og handsker indbragt som hittegods. Handskerne blev "tilbagegivet Ejerinden". Det er i det hele taget et pudsigt og tidstypisk sprog, der anvendes.

På en anden patrulje meldes, at hotellets døre ikke var lukkede, men da der ikke konstateredes noget mistænkeligt og stuepigen eller andre ikke kunne vækkes, blev der ikke foretaget yderligere. Ellers var der anmeldelse om en regnfrakke, der var stjålet fra en bagagebærer på en cykel samt en håndlampe fra en stald i Lammehave. Der blev desuden fundet et ur og en lille rød pung.

Et par cykler blev skrællet uden for Ringe Bio og et par mørke cyklister- nævnt ved navn- fik henstilling om at sørge for lys- ellers fristes man til i journalsproget at skrive: "Ellers intet at bemærke" i den omtalte periode.

Mørke cyklister, skud og berusere

Fra midt i december 1944 til den første marts 1945 går livet sin vante gang i Ringe og Omegn, og det er ikke det mest sindsoprivende, vagtværnet kommer ud for. Man konstaterede, at der blev skudt ved flere lejligheder, men når man kom frem, var alt roligt. Dog gives der i denne periode mange henstillinger til mørke cyklister- mon man ligefrem kørte en kampagne mod dem?

Folk, der var unge dengang fortæller, at vagtværnet var temmelig emsigt og hængte sig i ligegyldige detaljer. Der meldes om diverse rapserier, f.eks. tyveri af en overfrakke, cykler, en tønde korn og mange skrællede cykler m.m.

En enkelt episode, hvor der fra Herberget i Vestergade var forsvundet hele 6 lagner, udløser en halv sides beskrivelse i journalbogen med angivelse af tre mistænkte farende svende, der afhøres hos Blå Kors i Svendborg. Bevismateriale mangler dog, og de mistænkte fastholder deres uskyld.

En eftersøgning i bl.a. forskellige bunkers i Ringe gav intet resultat! Vagtværnet var også indblandet i en sag om en person, der kastede op i et tog, selvom han nægtede det. Jernbanepersonalet krævede 10 kr. for rengøring af toget og ville ikke udlevere mandens cykel, før pengene var betalt. Sagen blev ordnet ved verbal konduite fra vagtmandskabets side. Personen måtte opgive navn og adresse.

Også beskyldninger familiemedlemmer imellem om tyveri af 4 sukkermærker m.m. blev man tilkaldt til. Efter afhøring konstateres i journalen, at man "anså det hele for noget Vrøvl", og der blev ikke foretaget mere i sagen.

I en anden sag om husspektakler fik vagtmændene parterne talt til rette. En enkelt husundersøgelse blev det også til på baggrund af et tyveri, men ingen koster blev fundet, og sagen tilsyneladende opgivet. Ofte er dagene gået roligt.

Besøg af det tyske sikkerhedspoliti

I marts-april 1945 er det fortsat mindre episoder, der omtales i journalbogen. Tyveri af en "tysk Boxerhvalp", der af gerningsmanden blev solgt i Trunderup, udløste en anholdelse af en mand fra Hårby og transport til Svendborg Arresthus af selvsamme.

En enkelt hændelse medførte dog besøg af Det tyske Sikkerhedspoliti med opplantede bajonetter på Falckstationen i Ringe og afhøring af vagtmandskabet. Dr. Askholm havde måtte udlevere sin benzinvogn til en person, der truede med en revolver. Lægen blev lovet, at vognen ville være tilbage i løbet af et par timer, men da dette ikke holdt stik, blev vagtværnet involveret.

Vognen, en Ford Junior årgang 1936, blev senere fundet i Verninge og transporteret tilbage til Ringe af Falck. Den havde været en tur i grøften, men hvad den havde været brugt til, vides ikke.

Her kan man dog kigge rapportskriveren over skulderen, for i rapportbogen findes en række løse notater om begivenhederne. På en løs folioside gøres opmærk som på, at personen, der truede sig til bilen, havde udtalt, at han var patriot og skulle bruge vognen til transport af et par kammerater, der var blevet skudt. Som legitimation viste han et dansk politiskilt og et armmærke i Royal Airforce farver. Pistolen var dog det mest overbevisende.

Hvorfor, "patrioten" ikke straks bad om lægelig bistand til sine sårede kammerater, er uvist, men de andre læger i Ringe havde samme dag haft besøg af et par mænd, der luskede rundt. Om det var frihedskæmpere eller schalburgfolk, der gik rundt med pistol i hånd, var der ingen, der rigtig kunne eller turde konstatere.

Dr. Gormsen var bortrejst og dr. Skov Hansen havde nægtet at udlevere sin bil, der var låst inde i garagen. Skov Hansen ringede umiddelbart efter episoden til dr. Askholm for at advare mod de mistænkelige personer. Da Ringes læger blev anmodet om at komme til afhøring på Falckstationen, svarede dr. Skov Hansen, at han kom, når han var færdig med sine patienter. Værnemagten måtte pænt vente.

Fundet af en nedgravet tom kasse med høvlspåner i bunden på Assensvej gav grund til overvejelser og endte med, at kassen blev gravet ned igen. Der blev efterlyst forholdsregler i den anledning, og sognerådsformanden sendte ligefrem rapporten til Amtet. En aften var der skyderi i gaderne. Andet oplyses ikke.

Tyske flygtninge og subsistensløse

Periodens tyverier bestod, bortset fra de sædvanlige cykler, også af et helt kilo dansk tobak fra en tjenestekarl, der forståeligt nok gerne ville have ingredienserne retur.

Ved et indbrud på den lokale Foderstofforretning på Stationsvej i Ringe forsvandt en del rationeringsmærker på havregryn og 10-12 kr. i rede penge. Der var ingen spor at gå efter.

Ved et indbrud hos en købmand i Sødinge forsvandt 5 kr. i byttepenge samt smør, vin, perikum, 8 pakker skrå, 18 pakker snus, flæsk, skinke og cerutter til en værdi af i alt 105,80 kr. samt fire duge.

Samme nat havde der været indbrud på en gård, også i Sødinge. Her forsvandt 7 lagener. Ringe Banks tyverialarm, der af sig selv gik i gang, udløste hektisk aktivitet. To Falckfolk tog omgående til stedet og senere indfandt tre mand fra vagtværnet sig. Alarmen var dog falsk.

En person fra Ventetidshjemmet i Kellerup blev efterlyst, da hun var forsvundet fra sin plads. En eftersøgning på Lammehave, hvor hun efter sigende skulle holde til blandt karlene, gav intet resultat.

Et tyveri af en tegnebog fra en sovende farende svend i en grøft blev hurtigt opklaret, og den formastelige, der havde begået tyveriet, blev kørt til arresten i Svendborg.

En række mørke cyklister noteredes nu rask væk. Lovovertræderne er af både han- og hunkøn og figurerer med navns nævnelse. Det ser næsten ud som om, at vagtværnet har fundet en ny sportsgren: Notering af mørke cyklister.

Transport af en subsistensløs til Svendborg Forsørgelsesanstalt og afhøring af et par ældre mænd, der viste sig at være tyske flygtninge og transport af de samme til kommuneskolen i Ringe, tog vagtværnet sig også af.

En del unge mennesker, der forstyrrede folks nattesøvn i Algade, blev pacificeret- eller rettere forsvandt, da vagtværnet indfandt sig. Et par cykler blev taget med på Falckstationen og et par af uromagerne måtte slukørede henvende sig senere for at få cyklerne udleveret. Det skete efter forevisning af behørig legitimation.

Jernbanegade i Ringe ved befrielsen. Fotokilde: Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

Nærkontakt med frihedskæmpere

Maj måneds opgaver for vagt værnet var ikke mange. Den 1. maj stødte man under patruljering på et par mænd, der stod på stien ved Margarinefabrikken i Vestergade. Da vagtmændene lyste med deres lygter på de to mænd, blev en maskinpistol rettet mod ordensmagten, der skyndsomt trak sig tilbage under yderligere overtalelse.

Ellers patruljerede man under luftalarmen den 3. maj og tre gange den 4. maj. Der blev knaldet en rude et enkelt sted i en forretning, men denne episode blev meldt til frihedskæmperne, som vagtværnet nu tilsyneladende havde kontakt til.

Den 5. maj konstateredes, som mange gange tidligere, "Intet at bemærke", og vagten blev i øvrigt inde i tiden fra kl. 22 til kl. 6 morgen.

Søndag den 6. maj 1945 konstateredes kort og præcist og med den eneste underskrift overhovedet: "Vagtværnet ophævet kl.12.00. V. Andersen". En epoke var slut i besættelsestidens Ringe, og Falcks Brand og Redningsstation, som der stod på facaden dengang, ophørte med også at fungere som en slags politistation for det kommunale vagtværn.

Politiet tilbage

Den 7. maj meddeltes i Midtfyns Dagblad, at politiassistent Kjell berg Nielsen igen var tilbage og snart ville være i arbejde på normal vis. Det samme gjaldt reservepolitibetjent Petersen. Samtidig oplystes, at Ringe Sogneråd havde givet bemyndigelse til at ophæve vagtværnet. Samtidig var der frihedskæmperparade, og mørklægningen blev ophævet.

Efterskrift

Ovenstående artikel bygger først og fremmest på "Journal for Hjælp, der ellers paahviler Politiet". 

Da Falckstationens arkiv, der var samlet lige fra oprettelsen af stationen, i begyndelsen af 60'erne blev destrueret af pladsmæssige grunde, reddede min far et sparsomt materiale, bl.a. Journalen, som han fandt af betydning for eftertiden.

Desuden har jeg anvendt nedskrevne og mundtlige beretninger fra bl.a. min far, Falckredder H.P. Larsen og stationsleder V. Andersen samt andet arkivmateriale. Journalbogen er et beskedent kollegiehæfte med en række indlagte løse kladder, der ind imellem gør det muligt at kigge den skrivende i kortene.

Danske soldater i Ringe interneres

De to nedenstående billeder af danske soldater i Ringe, på vej til internering på Ulriksholm, er taget af den lokale arkitekt Niels Albretsen.

Danske soldater på vej til internering på Ulriksholm. Fotokilde: Niels Albretsen/ Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

Danske soldater på vej til internering på Ulriksholm. Fotokilde: Niels Albretsen/ Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

 

Danske soldater i Ringe

Alle de nedenstående billeder er taget af Leif B. Knudsen, som var soldat i 14. Artilleriregiment, der blev forflyttet til Ringe, hvor de havde hjemme indtil den 29. august 1943. 

Foto taget i smug. I baggrunden ses tyske soldater på tårnet ved Ringe Bio. Fotokilde: Leif. B. Knudsen/Ringe Lokalhistoriske Arkiv. 

Danske soldater ved deres 75 mm luftværnskanon. Fotokilde: Leif. B. Knudsen/Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

Af frygt for et tysk angreb bygges der barrikader af jernbanesveller. Her ved Stationsvej. Fotokilde: Leif. B. Knudsen/Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

Morgenparole. Ægpakkeriet i baggrunden. Fotokilde: Leif. B. Knudsen/Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

Af frygt for et tysk angreb, blev der bygget barrikader af jernbanesveller. Her ved Stationsvej. Fotokilde: Leif. B. Knudsen/Ringe Lokalhistoriske Arkiv. 

Ægpakkeriet tæt ved lejren med synlige skudhuller efter den 29. august 1943. Fotokilde: Leif. B. Knudsen/Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

Danske soldater på vej på skydeøvelse. Fotokilde: Fotokilde: Leif. B. Knudsen/Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

Flygtningene på Rosenhaven

Måske har du set billeder af Rosenhaven fra slutningen af besættelsen, hvor der med store bogstaver står Deutsches Haus på facaden? Et af de mest kendte billeder fra befrielsesdagene i Odense viser de slagne tyske soldater, der marcherer forbi på deres vej mod grænsen.

Bygningen ved Munke Mose, der i dag rummer Teater Momentum, blev beslaglagt af tyskerne i 1944 og brugt som soldaterhjem.

Efter befrielsen stod bygningen tom i et par uger.

Snart blev den dog befolket med omkring 550 sovjetrussiske flygtninge, overvejende mænd, men der var også 60 kvinder iblandt. Det var sovjetrussiske krigsfanger, der var blevet sendt til Danmark i takt med, at den sovjetrussiske hær rykkede mod vest.

Til at begynde med var det modstandsbevægelsen, der tog sig af den nyoprettede flygtningelejr, men i starten af juni tog Røde Kors over. Inden da havde modstandsbevægelsen iværksat en indsamling af tøj og andre fornødenheder til flygtningene.

Rosenhaven blev i folkemunde omdøbt til Russerhaven. Flygtningene måtte bevæge sig frit rundt i byen og blev i befrielsessommeren en del af bybilledet.

I juni optrådte sovjetrusserne på Odense Teater med en art kabaret – fire forestillinger blev det til. Overskuddet fra forestillingerne gik til det besatte Bornholm, der på det tidspunkt paradoksalt nok var besat af sovjetrusserne. Forestillingerne blev godt hjulpet på vej af Johannes Ewald Rasmussen, der arbejdede som overregissør på Odense Teater og både var kommunist og medlem af Frihedsrådets lokalkomité.

Den 21. juni blev flygtningene inviteret på Odense Atletikstadion. Her afholdt DKP et arrangement for dem, hvor partiets formand, Aksel Larsen, holdt en tale.

De sovjetrussiske flygtninge blev drypvis sendt hjem, og de sidste sovjetrussere forlod Odense den 17. august 1945.

Fra oktober 1945 og frem til marts 1946 blev Rosenhaven brugt som flygtningelejr for ca. 300 østrigske flygtninge.

Kilder: Danmarkshistorien.dk m.m.

Rosenhaven set fra Munke Mose. Fotokilde: Stadsarkivet.

De russiske flygtninge optræder på Odense Teater. Fotokilde: Stadsarkivet.

Sovesal i Rosenhaven. Fotokilde: Museum Odense.

Sovjetrussiske flygtninge på broen over Odense Å mellem Rosenhaven og Munke Mose. Fotokilde: Stadsarkivet

Legitimationskort fra modstandsstyrkerne

Legitimationskort fra modstandsstyrkerne for maskinlærling Ove Ravn Johansen fra Nyborg.

Fotokilde: Frihedsmuseet.

Uroligheder i Overgade

Det nedenstående dokument er en redegørelse for en rapport, der beskriver uroligheder ved det tyske arbejdsanvisningskontor i Overgade. Dokumentet forefindes på Rigsarkivet.

O.B. er en forkortelse for overbetjent.

O. B. Bondo Rasmussens Redegørelse ang. Rapport Nr. 4875/43.

vedr. Urolighederne den 18. August 1943.

I Anledning af at der til Politistationen var tilgaaet Meddelelse om, at der var samlet mange Mennesker udenfor det tyske Arbejdsanvisningskontor Overgade Nr. 45-47, begav undertegnede sig efter Ordre af Politassistent H. Christensen til Stedet med 1 Gruppe best. af P. B. 14 Eivind Petersen, 100 Hollænder, 123 Poulsen, 158 Krogh Rasmussen, R. 216 Kierkegaard.

Ankommen til Stedet opholdt der sig en stor Folkemængde i Overgade og Claus Bergsgade, men umiddelbart efter vor Ankomst spredtes Folkemængden uden der anvendtes Magt og Trafikken gik atter normalt.

Kort efter opdagede vi, at Vinduerne i Ejendommen Overgade Nr. 45 I, hvor det tyske Arbejdsanvisningskontor har Lokaler. Undertegnede henvendte mig derefter paa Kontoret, hvor Kontorbestyrer Carl, der under d. t. det tyske Gesandtskab, er Bestyrer for det tyske Arbejdsanvisningskontor oplyste, at der Kl. ca. 12.30 af Folkemængden paa Gaden blev knust 4 stor og 3 smaa Ruder i Kontoret ved at der blev kastet Marmorstykker og Tørv gennem Vinduerne, ligesom der blev kastet 1 Stk. Marmor gennem Vinduet til Handelsrejsende K. Ruskowskis Lejlighed paa 1. Sal ved siden af Kontoret.

Marmorstykket, der henlaa i Lejligheden, medtoges til Sagen.

Der var ingen Mennesker kommen til Skade.

Herefter lod jeg P. B. 123 Poulsen og 216 Kierkegaard forblive paa Stedet for at holde Folk i Drift, hvorefter jeg med det øvrige Personale af Gruppen atter gik tilbage til Politistationen Kl. 13.05.

Sikkerhedspolitiet blev straks underrettet ved Krmbtj. Israelsen.

Bondo Rasmussen

O. B.

Rapport, der beskriver uroligheder ved det tyske arbejdsanvisningskontor i Overgade. Fotokilde: Fyn under besættelsen. 

Fotos af Ejnar Valdemar Madsen

De nedenstående billeder er af medlemmer af 2. deling i 2. kompagni i Odense, muligvis med fruer. Det nederste billede er taget ved Østre Skole, hvor 2. og 3. kompagni var indkvarteret i perioden efter befrielsen.

Billederne stammer fra Ina B. M, Liedtke, hvis far, Ejnar Valdemar Madsen, var en del af gruppen. Ejnar var svejser og bosat på Thuresensgade.

Skulle nogen kende andre på billederne, hører jeg gerne fra jer.

Ejnar Valdemar Madsen står som nummer 2 fra højre. Fotokilde: Ina B. M. Liedtke.

Ejnar Valdemar Madsen står som nummer 1 fra højre. Fotokilde: Ina B. M. Liedtke.