Det nedenstående er den beretning, som Jens Kristian Jacobsen vedlagde, da han i februar 1985 sendte forskellige kort og rapporter til historiker Hans Henrik Skov Kristensen.
Beretningen starter ved bombningen af Husmandsskolen den 17. april 1945.
Der nævnes et par navne og noget camouflage, som det virker til, at læseren burde kende, men beretningen er ikke længere end det, der kan læses her. Opsætningen af et par af datoerne er ændret for at gøre dem lettere at læse.
 |
| Husmandsskolen. Fotokilde: Paarup Lokalhistoriske Arkiv. |
Om begivenhederne d. 17. april 1945 kan jeg erindre, at der blev blæst luftalarm lige efter, at jeg havde forladt Teknisk Skole i Munke Mose.
Det må have været lige efter kl. 16, og at jeg satte fuld fart på for at komme hjem til Ingrids Allé i Fruens Bøge, hvor jeg boede, for ikke at blive tvunget ned i et eller andet offentligt beskyttelsesrum.
Jeg må have været på Langelinie lige før Tietgens Allé på vej til Søndre Boulevard, da jeg så maskinerne komme fra sydlig retning.
Jeg var ikke i tvivl om målet, men meget bekymret over om de kunne finde det på grund af den ovennævnte camouflage. Det mellemliggende byggeri hindrede udsynet, men jeg hørte en lang række eksplosioner og så røgskyer inden jeg nåede hjem.
Dagen efter besøgte jeg stedet men blev sammen med en masse andre nysgerrige jaget væk af Hipo-folk, der ankom i en sort Opel. Særligt en meget bleg ung mand med ildrødt hår var ualmindelig brutal, da han gennede folk væk. Der lød et par skud, men jeg så ingen blive ramt.
Som det fremgår af min rapport 1 dateret 22. april 1945, var der udover selve skolen totalt jævnet med jorden 6 beboelseshuse på Husmandsskolens Allé.
Der gik en masse rygter om dræbte og såredes antal, men ingen vidste dengang noget konkret. En af mine kolleger, som boede tæt ved, havde hørt en masse ambulancer køre til og fra området dagen før.
Som De måske kan forestille Dem, havde jeg som menig overhovedet ikke noget kendskab til organisationen i regionen før efter maj 1945, og så mærkeligt det nok lyder i dag, anede ingen af os, hvilken gren af modstandsbevægelsen vi arbejdede for.
Kun én i gruppen havde kontakt opefter (Karl Schmidt) og end ikke alle i gruppen kendte alle gruppens medlemmer, selv om vi gik i samme klasse på Teknikum!
Jeg kom fra Helsingør til Odense sidst i oktober 1943 for at læse til maskiningeniør på Odense Maskinteknikum, og jeg boede indtil december 1945 hos bekendte af mine forældre i Fruens Bøge. Deres søn var i øvrigt med til at stifte "Churchill-klubben, han var fætter til Jens og Knud Pedersen, som jo kom til Nyborg Statsfængsel, da de blev taget. Hans Jørgen var mindre heldig, for han kom i tysk tugthus og døde der, angiveligt af tuberkulose. Selvom jeg således kendte mine værtsfolks indstilling, drøftede jeg ikke illegalt arbejde med dem, før jeg bad om hans tilladelse til at opbevare gruppens våben på hans loft, hvilket jeg fik.
Jeg blev "hvervet" af to klassekammerater fra Kerteminde, Poul A. Pedersen og Peter Steman Petersen. Den sidste havde en søster, der var gift med Niels Grunnet (Dansk Radio fra London) og en broder Christian, der på det tidspunkt (efteråret 1944) efter som dansk søofficer at være flygtet over Sverige til England, må have været under uddannelse i SOE. I hvert fald dukkede han senere op og har formentlig været den, som har givet Peter ordrer om at skaffe efterretninger. Om han har haft kontakt til Fynsledelsen ved jeg ikke.
Jeg vidste på dette tidspunkt intet om dette, og man spurgte ikke. For jo mindre man vidste, jo mindre kunne man jo tilstå, hvis man blev taget.
Men alt tyder på, at det ikke var Fynsledelsen, der bad om efterretninger, for så var anmodningen kommet igennem Karl Schmidt, der ikke var med dette arbejde, og ikke gennem Peter, som ikke - så vidt jeg ved - havde kendskab til ventegruppernes organisation.
De oplysninger, som Peter bad om og selv var med til at indhente var: Hvilke arter af tropper var der i Odense, hvor mange og hvor. Hvordan var de pågældende kvarterer indrettet og indhegnet, hvordan var de bevogtet, samt alle øvrige oplysninger, som kunne være interessante. Som sagt spurgte man ikke for meget, men jeg fik at vide, at alt kunne laves på dansk og helst skulle maskinskrives, da det skulle mikrofotograferes, før det gik videre. Dette tyder heller ikke på, at det skulle bruges lokalt.
Blandt de vigtigste opgaver var skibsværftet med flakskyts og Beldringe flyveplads, som var ved at blive udbygget. Poul og jeg kørte en søndag rundt om i terrænet ved værftet og gjorde optegnelser om placeringer af skyts og større skibe. Da vi på hjemvejen skulle passere værftets port, blev vi anholdt og ført ind i vagtstuen, hvor vi blev grundig afhørt, men heldigvis ikke visiteret.
Det traf sig så heldigt, at den officer, der afhørte os, i det civile liv var skibsingeniør, og da han hørte, at vi studerede skibs- og maskinbygning, og vi fortalte, at vi havde ansøgt om tilladelse til et studiebesøg på værftet men fået afslag, blev vi så gode venner, at han bad os om at komme igen en dag, hvor der blev arbejdet, så ville han personlig vise os rundt. Han gjorde ingen notater, og da vi havde set, hvad vi ønskede, kom vi ikke igen!
Værre gik det en kammerat, som var bror til en i vor gruppe hos hvem han boede "under jorden”, idet han var hjemmehørende i København. Han havde fået flyvepladsen som opgave og fulgtes med de tilrejsende danske arbejdere ind på pladsen hver morgen og ud igen hver aften, men blev en dag taget på fersk gerning med kortskitser, kikkert og kompas.
Heldigvis kendte han kun Peter og sin bror Niels Juel Nielsen ved navn og adresse, og under forhøret på Husmandsskolen blev han efter nogle timers forhør nødt til at røbe disse. De blev begge advaret, og vi har ofte spekuleret på, hvem der advarede, men Deres oplysning om den kontinuerlige telefonaflytning er jo den sandsynlige forklaring herpå.
De gik begge under jorden, og vi var nogle stykker, som efter, at tyskerne havde endevendt lejligheden, listede ud og fik pakket det nødvendigste af deres tøj. Den tilfangetagne overlevede og var ved krigens afslutning nået til Frøslevlejren, men er senere død ved en ulykke.
Så vidt jeg kan regne ud, må dette være sket i marts eller først i april 1945. Desværre har jeg ingen notater.
Det må have været på omtrent samme tid, jeg en dag fik besked om at møde en mand, så vidt jeg husker, var hans "navn" Karl Jørgensen, på Missionshotellet overfor banegården på et nærmere angivet tidspunkt.
Jeg fik at vide, at oplysninger skulle afleveres i en nærmere angivet maskinforretning, hvor jeg skulle spørge efter nogle tandhjul, der var bestilt til Karl Jørgensen, og at jeg kunne komme kontakt med ham ved at aflevere en kuvert samme sted. Det fungerede et par gange, så kom jo befrielsen. Jeg har ikke senere haft kontakt med denne mand, der var meget høj (jeg er selv 1,84) og i sin optræden virkede militærisk. Jeg ved, at han har opsøgt min tidligere vært efter, at jeg var rejst fra byen og uden at oplyse sit navn eller sin adresse. Om det kan have været "Steffen" ved jeg ikke.
Jeg tror ikke, jeg kan berette meget mere af interesse i denne sag. Måske skulle jeg nævne, at vi på et ret tidligt tidspunkt fik at vide, at hvis der skete noget uforudset, skulle vi mødes på et nærmere angivet sted i Langesø Skov, hvor vi var ude at rekognoscere er par gange.
Først om natten mellem 4. og 5. maj mødtes gruppen (med undtagelse af de to, der var bortrejst) med resten af delingen og blev præsenteret for delingsføreren, en løjtnant af reserven ved navn Danielsen.
Gruppen blev suppleret op med to mand og sendt på en vejspærringsopgave. Vi blev hen på eftermiddagen indkvarteret på Holsedore Skole, hvor vi fik at vide, at vi var i 4. kompagni, 2. deling, og hvor vi havde kvarter i nogle måneder, hvor vi var beskæftiget med bevogtning af depoter og flygtningebelægninger etc. inden vi fik lov at tage hjem.
 |
| Eksempel på rapport. I dette tilfælde Deutsches Haus. |
 |
| Eksempel på kort. I dette tilfælde Deutches Haus. |
.jpg)
.jpg)
